Marie Becker Mingolla har skrevet en uhyggelig og stemningsfyldt krimi fra Kildevældskirken og Svanemøllehavnen.

Marie Becker Mingolla

Natteravnen

 

”Albert! skynd dig for helvede!” Rose stod midt ude på gaden og ventede utålmodigt. ”Du tjener ikke noget af at nette dig! Vi skal ikke møde præsidenten!”

Tidligere på dagen havde Albert fået et opkald fra en journalist, som forklarede, at der var fundet et lig i Kildevældskirken. Et af to vidner var en pige på 13 år. Men journalisten kunne ikke få et ord ud af hendes familie.  

Derfor skulle Albert tage sagen i eget hånd og se, om pigen ville fortælle, hvad der skete den aften. Han fik, som så ofte før, i hemmelighed Rose med til at hjælpe sig.

Pigen, som hed Maria Kjær Bruun, var datter af præsten Søren Kjær Bruun, præst i kirken. Hun havde ikke sagt et ord til journalisterne, men hendes forældre havde fortalt, at det var politiet, og at hun var nødt til at fortælle noget. Moren Lene lukkede Albert og Rose ind, selvom hun ikke så særligt begejstret over, at de var kommet. Albert kunne godt forstå hende. Han ville da heller ikke være særligt meget oppe at køre over, at flere politimænd og en journalist var kommet for at afhøre hans datter.

De satte sig på en gammel, grå sofa i en lille stue med blåt tapet med roser, liljer og andre blomster på. En guld lysekrone skinnede over sofaen og lavede et flot guldagtigt lys sammen med eftermiddagssolen. Over for Maria og hendes far, præsten, lå en hvidstribet orange kat og spandt.              

Rose bad forældrene om at gå ind i køkkenet, mens Maria fortalte, hvad der skete. ”Det var for en uge siden. Der var blevet meldt uvejr. Men jeg skulle ud for at købe kattemad til miver,” fortalte Maria, mens hun kælede med katten.

”Netto var lukket, og det begyndte at blæse op. Lidt senere styrtede det ned. Det tordnede, og det lød, som om himlen krakelerede efter lynene. Jeg kunne ikke finde hjem, for jeg kunne ikke se noget få grund af de blændende lyn. Jeg blev ved med at gå og gå, indtil jeg fandt Kildevældskirken, hvor min far arbejder. Jeg åbnede døren …”

Maria begyndte at trække vejret hurtigere.

En tåre dukkede op i hendes øjenkrog.

”Jeg gik ind i kirken og satte mig ved alteret. Der var så stille ... jeg syntes, jeg hørte en knirken bag mig, så jeg vendte mig om ...”

Nu var rædslen malet i Marias øjne. Hun trak vejret så hurtigt, at det kunne være farligt.

                      ”H- han lå der bare ... Lige ved siden af mig. Inde bag i et stort maleri, hvor jeg ikke havde kunnet se noget, da jeg stod op. Der var intet liv i hans øjne. Jeg begyndte at skrige og løb ud af kirken. Jeg blev så bange, at jeg løb ... og løb … jeg løb så hurtigt, at jeg faldt og besvimede. Jeg tror, at min far fandt mig.” 

Maria sad og smågræd lidt i sofaen. Det så ud, som om hun var et andet sted, for hun reagerede ikke. Katten var gået, så Maria sad stadigvæk og kælede med ingenting.

Marias far søren, forklarede, at en teenager på 19 år havde set to mænd gå ind i kirken, før stormen brød ud. Kun én var gået ud igen. Han boede på Nygårdsvej 8.

 

Den unge teenager, som var cirka 19 år sad og pudsede en motorcykel foran Nygårdsvej 8.

”Undskyld, men er du Martin Croager?” spurgte Albert.

”Ja, hvad kan jeg hjælpe med?”

”Vi er fra politiet.” Albert viste sit politiskilt. ”Vær venlig at fortælle os om sidste uge, da det stormede.”

Efter to timers fortælling, om at han havde festet og måske havde drukket en liiille smule, nåede han endelig til noget, Albert og Rose kunne bruge.

”Det var på tide,” hviskede Rose i Alberts øre.

”Jeg var på vej hjem for at aflevere min lidt for fulde ven. Det var allerede begyndt at blæse op, da jeg kiggede på kirken og så to mænd gå ind i den. Så begyndte det at regne mere, og min ven … ja … han var helt færdig. Jeg tror, han fik for mange shots. Så begyndte det at tordne, og der så jeg så, at den ene af mændene gik ud af kirken. Han måtte være noget med 60, for jeg kunne kun hurtigt se hans ansigt. Han havde en masse rynker, og måske havde han også gedeskæg … Whatever, jeg så ham kun hurtigt, for så blændede et lyn mit syn, og da jeg kunne se igen, var han væk! Han vadede lige ind i mig og sagde ikke engang undskyld!”

Af 19 at være, opførte han sig stadigvæk som et pattebarn. Rose skulede utålmodigt til Albert og sparkede ham så over skinnebenet for at signalere, at hun gerne ville væk nu.  

”Av for pokker! ... Æhm … tak for historien Hr. Croager. Vi går igen.”

Albert sendte Rose et  ”Det skal du få betalt blik”, nikkede til Martin Croager og gik  så ud til sin lille bil.

Rose kom ud af huset.

”Hvor skal du hen Albert?”

Albert vendte sig om og smilte et spændt smil.

”Rose, det er på tide at vi skal besøge gerningsstedet.”

 

Det var aften nu, og Østerbros gader lå øde hen, undtaget et par biler på vej hjem fra arbejde og en kat, som vandrede gennem de små mørke huse, der så uhyggelige ud, når lygtepælene lyste på dem og skabte levende skræmmende skygger.

Rose åbnede den tunge trædør i kirken og gik ind, som om hun kendte stedet. Det gjorde hun også, for hun arbejdede engang i kirkekontoret.

Det var svært at komme ind. for Kildevældskirken var lukket, mens politiet ledte efter spor. De havde ikke fundet noget, men de fortsatte med at lede.

Der var ekko, da man gik rundt i kirken. Det fik det til at lyde, som om man ikke var alene. Kirken var stor, hvide vægge med malerier af Jesus, og af Jomfru Maria. De var indrammet af guldrammer. Der var et stort orgel af sølv og guld, og der hang en lille modelbåd, hvor der stod Maria på.

”Sikke en dum måde at bruge sine penge på. Man kunne da bruge pengene på alt muligt andet end kirker,” mumlede Rose og forsatte med at lede efter spor.

”Jeg syntes, her er meget smukt.” Sagde Albert.

”Ednu en ny ting, vi ikke har tilfælles. Jeg bryder mig ikke om kirker, og du elsker kirker,” sagde Rose med en mærkelig mine.

”Hvad er det vi leder efter?” spurgte Rose og kiggede i en børnebog om Babelstårnet.

”Alt muligt der forbinder morderen med gerningsstedet.”

Albert tog sin store lup frem og ledte efter små spor som blod og fingeraftryk, eller måske var mordvåbenet gemt et sted i kirken.

Efter tre timers eftersøgning havde Albert og Rose stadigvæk ikke fundet noget.

”Lad os nu gå hjem, der er ingenting her!” Rose lå på en af bænkene og jamrede af kedsomhed.

”Det her gi’r ingen mening! Han må da have efterladt ET eller andet! ”

Albert kiggede sig forvirret omkring.

”Hvordan er du så sikker på at det er en ’han’?” spurgte Rose misfornøjet. ”Det kan da også være en hun!”

”Du har ret. Kom vi smutter!” Albert lavede en sur mine og gik så ud med armene på kors.

Udenfor Kildevældskirken gik Rose en omgang omkring kirken. Bare for en sikkerheds skyld. Hun havde ikke set murstenene, som lå på jorden, og Rose snublede over dem. Hun landede pladask på jorden, men heldigvis landede hun blødt, for jorden var mudret på grund af regnen, da det stormede. Hun så først dér, at et lille stykke papir tittede op fra jorden, og Rose børstede mudderet af og samlede det op. Det var ødelagt og meget beskidt, men hun kunne godt læse, hvad det stod. Det var fin gammel skrift. Der stod: ”Svanemølle havn N. Natteravn,

Kl. 20.00  08.07.2014.”

Da Rose havde læst sedlen, spænede hun hen til Albert, som stadigvæk surmulede. Rose viste sedlen til Albert.

”Rose? Hvor fandt du den?” Albert kiggede forbløffet på Rose.

”Nede i mudderet bag kirken,” svarede Rose lidt forpustet efter at have løbet som en sindssyg.

 

Dagen efter, de havde været i kirken, begyndte Albert at lede efter spor i Svanemølle havn.

Han havde sedlen med og vidste lige, hvad han ledte efter. En båd med navnet N.NATTERAVN.

Hvis han fandt den, ville han måske finde ud af noget om morderen. Han havde kigget Svanemølle havn godt igennem og manglede kun ét sted, da telefonen ringede. Det var Rose.

”Albert kom med sedlen, jeg har brug for den. Mød mig ved F.links bådudlejning. Jeg har noget at vise dig.”

Så lagde hun på.

Albert sad og tænkte lidt, da han fik en sms fra Rose. Hvor der så stod: SÅ KOM DOG FOR HELVEDE!

Da Albert kom, stod Rose foran butikken med en kvittering.

”Hej Rose. Jeg ...”

”SPAR MIG FOR DIN SNAK. Har du sedlen? ” spurgte Rose utålmodigt med armene over kors.

”Ja, selvfølgelig.” Albert viste sedlen, og Rose snuppede den fra ham. Hun kiggede grundigt på sedlen og kvitteringen og gik over til ham.

”Jeg havde brug for sedlen, fordi jeg har fundet N.NATTERAVN. Det er en båd, der kan lejes, og båden er lejet på fredag d. 8. august. Altså i morgen. Jeg tjekkede på kvitteringen og ham, der har lejet den, hedder PouL Mågrensen. Han har skrevet med den samme skrift som på sedlen.”  Hun viste Albert kvitteringen og så sedlen. ”Jeg søgte på min politi app, og der findes ikke nogen Poul Mågrensen i Danmark. Det er et falsk navn. Men nu ved vi, hvornår vi skal være der for at fange morderen.

 

”Husk nu at spise dine rosiner!”

Alberts mor havde fundet Alberts fineste politi-slips, havde pakket hans madpakke fint sammen og strøget hans uniform. Hun vidste ikke, hvad der kunne ske.

Albert sad helt stille og stirrede stift ud i luften. Han tænkte på i aften. Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige til lille mor, for som alle andre sager, han har klaret, så vidste han jo ikke, om han kom hjem til hende igen. Rose havde været væk hele dagen, og Albert var bekymret for, om Rose nu lod ham i stikken.

Albert havde lukket sig inde på værelset og gjorde sig klar til at tage afsted. Han kiggede på uret foran hans dør.

Klokken var 18. 26, og så kaldte lille mor til aftensmad.

Efter aftensmaden ringede Albert til Rose for 3. gang. Men den var stadigvæk på telefonsvarer. Det lød sådan cirka som det her: ”Hey du har ringet til Rose’s telefon. Har du ringet, og jeg ikke har svaret, er det måske et tegn på, at jeg undgår dig. Men du kan prøve med en sms eller en besked efter tonen. Ses.” Biiib.

 

Albert kiggede på klokken igen. Nu var klokken 18. 54. Tiden gik så langsomt. Han ledte efter den pistol, han fik i julegave fra Rose sidste år. Den lå i en strømpe, så Alberts mor ikke kunne finde den. Alberts strømper var det eneste, som lille mor ikke ville vaske. Hun sagde ”at det lugtede som Alberts far, dengang han kom til at blive skubbet ned i en kokasse.”

                      Et kvarter mere gik , før Rose endelig ringede tilbage.

”Hey Albert. Du har ringet?”

Rose lød lidt træt.

”Rose, vi skal afsted. Klokken er 19.15, og vi skal til Svanemølle Havn nu.

 

En halv time senere var Rose og Albert ved Svanemølle Havn.

Albert blev ved med at kigge på et lille lommeur, han havde taget med. ”Klokken er 19.47 ... Solen går ned nu …”

”Hvor smukt.”svarede Rose.”Solen går ned og rammer vandet. Det minder mig … det minder mig og dengang ...” En tåre faldt sagte fra Rose’s kind.

”Dengang hvad?” Albert forstod ikke en brik.

Rose kiggede på Albert og så drømmende ud. Hun blinkede en enkelt gang og rystede på hovedet.

”Det rager ikke dig, Albert.”

”Kom vi går videre.” Rose gik med faste skridt videre. Men Albert indhentede hende.

De gik i lidt tid, da Albert stoppede op og tyssede på hende.

Der var båden. N. Natteravn. Eller … dens rigtige navn var Noir Natteravn.

Solens sidste stråler ramte vandet og Alberts nakke og skabte en lille varme, inden den gik ned, og kulden tog over.

Solen ramte ikke kun Alberts nakke, den ramte det lille skur og skabte skygger i vandet. Månen kom frem bag et par skyer og fik det til at se ud som en sort og hvid film.  Der var kun  Albert og Rose, og så den der uhyggelige lyd af trin, der kom nærmere. Albert stivnede. Fodtrin? De var ikke alene. Albert så en mand løbe hen til en bil parkeret bag skuret og tage en taske ud af bilen. Manden løb videre og kiggede så over mod Albert.

Albert skyndte at dukke sig, inden manden så ham. Han prøvede at få fat i Roses bluse og få hende til at dukke sig. Men da han ikke kunne få fat i Roses trøje, vendte han sig om og opdagede, at hun ikke var der.

Albert gik i panik og tog sin telefon frem for at ringe til Rose, men hun tog den ikke.

Albert var alene.

Da Albert vendte sig tilbage mod manden, var han væk, men 2 sekunder senere blev Albert ramt af noget. En smerte bredte sig i hovedet, mens han faldt ned på asfalten, og det sortnede for hans øjne.

 

Da Albert vågnede igen, lå han på en hængekøje og var blevet bundet. Det var lidt sløret, da han vågnede, og han havde kvalme.

Ved siden af Albert stod en mand cirka 60 år. Han tog pengesedler op fra den sorte taske, talte dem og lagde dem i en buske med andre penge. Albert prøvede at bevæge sig, men rebene var så stramme, at han næsten ikke kunne få vejret.

”Nå, så du er vågen. Velkommen inden for i Noir Natteravn.”

Den gamle mand vendte sig om og kiggede på Albert med et koldt isblåt øje. Det andet øje var hvidt. Han måtte være blind i det hvide øje.

Albert kunne ikke lade være med at stirre på ham, men da manden kom over til ham og stak Albert en lussing, lukkede Albert øjnene og ønskede inderligt, at Rose var der. Hun ville sikkert havde sagt noget med: ”Hvis du rør mig igen bider jeg din f…..  hånd af!”

At tænke på Rose gjorde, at Albert tog modet til sig.

”Hvorfor myrdede du ham?” spurgte han og stirrede stift på morderen, som stoppede op med at tælle penge og gik over til ham.

”En god kriminel fortæller aldrig hvorfor.”

Han smilte et stort smil, og Albert så, at halvdelen af hans tænder var af guld.

”Men hvem er du?” Alberts mod krympede. Hans voksne stemme gik over til en 5-årigs.

”Det rager sgu ikke dig!” mandens smil vendte sig til en sur mine.

”Det får du aldrig at vide. Du er alene her, og ingen vil nogensinde lede efter dig.”

Manden gik tilbage for at tælle resten af pengene og så og hørte slet ikke, at nogen var på vej ned af trapperne.

Rose stod bevæbnet og gik langsomt ned af trappen.

Rose gik over til Albert og fandt en lille lommekniv frem. Hun gav den til Albert som straks begyndte at skære i rebet, som holdt ham fast.

”VEND DIG OM MED ARMENE OVER HOVEDET.”

Rose stod og pegede sin pistol lige mod mandens hoved.

”Klokken er 21.07, og du er anholdt.”

Manden stivnede og vendte sig langsomt om med armene over hovedet. Han kiggede på Rose og på Albert og sagde stille: ”Det er du selv ude om kælling!”

Med et snuptag tog han en hammer ved siden af sig og kastede den efter Rose.

Han ramte ikke, for Rose kastede sig væk og landede lige på Albert, som hylede, da Rose landede med albuen lige på hans mave.

Manden løb ud af døren fra Noir Natteravn og løb direkte hen mod sin bil, som stod parkeret bag skuret.

Det var helt mørkt nu, og lygtepælene var tændt. Det var en stjerneklar nat med nogle få skyer og en halvmåne.

Albert og Rose var lige i hælene på morderen.

Rose tog sin telefon frem og sendte en sms, hvor der stod NU til en anonym. Albert kiggede forvirret på Rose, for lidt senere hørte man politisirener, der kom nærmere og nærmere.

Manden hoppede ind i bilen og prøvede at starte den, men bilen rokkede sig ikke ud af stedet.

Alle fire hjul var skåret op, og Rose smilte et stort smil til Albert, som stod med håndjern klar foran bilen, da 8 politibiler havde omringet mandens den og advaret manden om, at de ville skyde, hvis han prøvede at flygte.

 

Næste dag fik Albert et opkald fra politiet, som fortalte at morderen var Steen Augest, som var eftersøgt i sverige og i polen.

Han var blevet eftersøgt for at have lånt penge ud, og så snart han blev betalt tilbage, myrdede han dem, der afleverede pengene.

”Men hvorfor kirken? Hvorfor myrdede hr. Augest manden i kirken?”

Albert var ved at revne af nysgerrighed.

”Det er en nem forklaring. Ingen ville tro på, at der ville ske et mord det sted, hvor mennesker kan føle sig sikre. Guds hjem var det perfekte sted et mord kunne foregå,” svarede Politikommissær Thomsen

”Det fortalte Steen Augest dig vel?”

Albert lød mistænksom.

”Ja, men hvorfor skulle han lyve? Han er færdig. Han er bag lås og slå.” Thomsen lød selvtilfreds og lagde på.

Men nu var han låst inde, og Albert ville modtage en klækkelig belønning. Albert mødtes med Rose ved Vennemindevej og gav hende halvdelen af belønningen. Rose talte pengene og nikkede så til Albert.

”Har du fået en ny sag?”

Albert smilede og nikkede.

”VI har fået en ny sag. Man har fundet et barnelig gravet ned oppe ved Frederiksdal.”

”Fedt!  Men først skal jeg lige have farvet hår ... igen. Og så må du  huske dine rosinpakker. Jeg er begyndt at holde af dem.”