Anna Johansen og
Alberte Krejlund
Blodig hævn
Månen lyste svagt over det rolige vand. Med stille skridt nærmede
hun sig havnen. Her i mørket kunne enhver bevægelse få hende til at fare sammen,
og det blev slet ikke bedre, da månen forsvandt bag en sky. Rundt om hende
strakte de mange master sig mod den mørke nattehimmel. Hun følte sig overvåget.
Fra hvor hun stod, kunne hun svagt skimte Svanemølleværket. Skyen slap sit greb
i den blege måne, og lod den kaste sit lys over den efterladte arbejdsplads,
med sovende maskiner, og rustne kraner.
’Vent,
stod der lige noget der, oppe på kranen? Hvad er det? Hvem er det? Nej, det er
sikkert bare min fantasi’ tænkte Lise Mogensen.
Hun kiggede
ned, og prøvede at få skikkelsen ud af hovedet. Da hun kiggede op igen, frøs
hendes blod til is og efterlod hende mundlam.
*
Albert I. Olsen gik med en frisk kop sort te ind i forhørslokalet til
Lise Mogensen, der sad rystende og grådkvalt.
”Hvad så du så
i går?” spurgte Albert I. Olsen
Lise tørrede
tårende væk og prøvede, at tale, men brød øjeblikkeligt sammen i gråd, før hun
fik et ord over sine læber. Albert sad stille i sin stol og tog en tår af sin
te.
”Vil du vente
lidt?” spurgte Albert, og prøvede, at virke rolig
Lise rystede på
hovedet. Hun ville have det opklaret så hurtigt som muligt, og med rystende
stemme sagde hun stille
”Jeg fik et
anonymt opkald fra en, der sagde, at jeg skulle gå ned på Svanemøllehavnen,” sagde
hun, og tog en dyb indånding. ”Da jeg kom derned, så jeg et hovedløst lig, uden
hænder eller fødder, hængende fra en krog i en kran ved havnen.”
Da det sidste
var sagt, brød hun sammen igen.
Albert tog en
slurk te til. Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige.
”Bare rolig, vi
skal nok gøre vores bedste for at finde den skyldige. Øh, er der mere du vil
tilføje?” spurgte Albert.
Lise tænkte sig
lidt om.
”Jo…” begyndte Lise.
”Han var nøgen. Ikke en trævl på kroppen.”
”Tak for hjælpen Lise, hvis du vil må du gerne gå hjem nu. Hvis du
kommer i tanke om noget mere, så bare ring.”
*
I frokost pausen tog Albert hen på Rigshospitalet for at tale med
retsmedicinerne om liget. Så kunne han også spise sin madpakke uden at høre på Thomsens
irriterende drillerier.
”Så, hvem er
han?” Spurgte Albert.
Retsmedicineren
lagde en hånd på Alberts skulder, og så ham i øjnene.
”Jeg er meget
ked af det, men den døde er…”
Alberts telefon
afbrød retsmedicineren.
”Undskyld mig”
sagde Albert og tog telefonen ”Det er Albert I. Olsen, hvad kan jeg hjælpe
med?” spurgte han. I den anden ende af røret sad Lise Mogensen.
”Undskyld hvis
jeg forstyrrer igen, men jeg kom i tanke om en ting mere.”
Der blev stille
et øjeblik.
”Jesper er ikke
kommet hjem endnu. Jeg fik en besked fra ham i går, at han ville blive på
stationen natten over, fordi han arbejdede på en meget vigtig sag.”
Albert rynkede
brynene.
”Men … Jesper
er slet ikke kommet på arbejde i dag. Øh skal jeg ringe til Thomsen og spørge,
om han ved, hvor Jesper er?”
”Det må du
meget gerne, tak” lød det fra Lise.
Retsmedicineren havde stille lyttet til samtalen, han pegede på
liget og sagde: ”Det her er Jesper Mogensen.”
Albert kiggede forvirret på retsmedicinen. Det kunne da ikke passe!
De havde jo set hinanden i går! Og hvad der var værre: Det var Albert, der
skulle bringe nyheden til Lise og alle de andre.
”Så… Øh…
Hvordan døde han?” spurgte Albert, der prøvede at se gennem tårerne.
”Hænder og
fødder blev hakket af med en økse, og han døde af blodmangel. Derefter blev han
halshugget og hængt nøgen op i krog gennem armene.”
Retsmedicineren
viste armene med store gabende huller boret ind i dem.
”Så … Vil det
sige, at han var i live, da han fik skåret hænder og fødder af?”
”Det er jeg
bange for, ja.”
Albert fik en
klump i halsen. Hvem kunne dog gøre noget så grusomt?
”Jeg er nødt
til at gå nu,” sagde Albert med en rystende stemme. ”Jeg har en, der skal høre
den dårlige nyhed.”
*
Albert sad på en bænk i Fælleparken henne ved søen, og kiggede ned
i sin madpakke. Selvom det var flere timer siden, han havde spist, kunne han
ikke få en bid ned. Han havde kvalme og kunne ikke engang spiste sine
mariekiks, som han havde set frem til siden morgenmaden. Lises gråd gik igen i
hans hoved. Hun havde som forventet ikke taget det særlig pænt. Han tog sin mobil
op og ringede til Rose.
”Det er Rose”
Svarede Rose da hun tog sin telefon
”Hej Rose, det
er Albert, jeg har noget, du SKAL hjælpe med”
”Hvad er det?”
Svarede Rose
”Min kollege er
blevet dræbt, og nu må du hjælpe mig. Mød mig ved skakklubben om 15 minutter”
Henne ved
skakklubben mødtes Rose og Albert, og sammen gik de ind og spillede skak. Mens
de spillede, fortalte Albert om mordet.
”Hvordan var
han din ven?” spurgte Rose, som i dag havde skrigende gult hår.
”Jo, ser du, vi
har haft løst en sag sammen, en rigtig svær sag. Ham vi fangede blev smidt i
fængsel for livstid, men begik selvmord efter kun halvandet år.”
”Hvad hed ham,
der begik selvmord?” spurgte Rose alvorlig.
”Ken, Ken Farless,”
svarede Albert og lavede sit træk.
”Hvordan døde
din kollega?” spurgte Rose. Albert kiggede ned i bordet og kunne knapt nok tale
for klumpen i halsen.
”Han, øhm … fik
hugget hænder og fødder af og øh… blødte til døde, hvorefter morderen kom
tilbage og huggede hans hoved af.”
Rose sad stille,
og sagde ikke noget. Hun tænkte, det ville være bedst at give Albert noget tid.
”Den der har
slået ham ihjel, må virkelig have hadet ham. Ved du om Mogensen havde nogle
fjender?”
”Han var trods
alt politibetjent, og han havde sat mange i fængsel, så mon ikke han har haft
nogle gamle forbrydere på nakken,” sagde Albert stille.
”Nå, du må vel
også snart tilbage, ik’?” spurgte Rose og prøvede at lyde lidt opmuntrende.
”Ja, det skal
jeg vel …”
*
”ALBERT I. OLSEN! Hvor pokker har du været!? Frokostpausen sluttede
for næsten en time siden, og jeg har IKKE kunne få fat på dig! Hvad fanden
bilder du dig ind bare sådan at forlade din arbejdsplads” råbte Thomsen ind i
hovedet, på den forskrækkede Albert. Albert kiggede skræmt i Thomsens øjne da
han pludselig udbrød:
”Betjent Jesper
Mogensen er død, Thomsen. Det var ham, der hang på krogen.”
Alle stoppede
og kiggede på Albert og Thomsen. Thomsens øjne, der før rasede af vrede,
virkede pludselig meget fjerne. De kiggede ikke på Albert længere, gled bare
lige så stille ned i gulvet.
”Er det rigtigt
..? Er du sikker?” spurgte Katja Hall McGee, som også var en af Jespers venner.
Michael så også
ud, som om han ikke troede sine egne ører. Jesper var jo en af hans tætteste
kollegaer! De var tit sammen efter arbejde og fik en sludder og en øl. De havde
endda gået i skole sammen.
”Det kunne
aldrig falde mig ind at lyve om noget så forfærdeligt.” sagde Albert stille.
Resten af dagen
gik mest med gråd og tavshed, og den endte med at de alle gik hjem tidligere,
fordi ingen kunne koncentrere sig.
*
Da Albert kom hjem, sagde han næsten ingenting, men han gjorde
noget, som han ikke lige havde forventet. Han slog sin hånd ned i bordet, så
hårdt han kunne, og svor til sig selv, at han ville finde morderen og give ham,
hvad han fortjente!
”Hvad laver du
dog, Albert! Sådan at slå på møblerne! Sådan et træbord vokser jo ikke på
træerne!” sagde han mor.
Albert svarede
ikke. Han kæmpede med at holde tårerne tilbage.
”Jamen lille Albert
dog, kom her hen og fortæl mig, hvad der er i vejen.”
Albert rystede
på hovedet. Det var bedst for hende ikke at vide det.
”Jamen lille
Albert … Du har jo slet ikke rørt din madpakke!”
”Jeg var ikke
sulten. Godnat lille mor.”
”Jamen lille…” Hans
mor blev afbrudt af, at Alberts dør smækkede hårdt i.
Dagen efter mødte han postbuddet ude foran politistationen.
”Godmorgen
Albert!” sagde postbuddet og vinkede til ham ”Jeg har en pakke til Katja, vil
du tage den med til hende?”
”Selvfølgelig,
hav en god dag!” sagde Albert og vinkede farvel med et fremtvunget smil, til
postbuddet, der altid så så glad ud.
Da Katja trådte
ind på sit kontor, så hun undrende på pakken på bordet. Det plejede jo at være
Thomsen, der fik al post. Hun kiggede på pakken og undersøgte den, men hun
fandt ingen afsender, og det eneste, der stod på pakken var: ”Sankt Kjelds
Politistation.
Til Katja Hall McGee.”
Katja kiggede
undrende på pakken. Den var meget stor og sikkert tung. Og så lugtede den
mærkeligt. Af en slags sæbe. Hun åbnede kassen, og hvad hun så, ville hun huske
til sin død.
*
Mapperne ramte bordet med et højt klask, og Albert satte sig tungt
ned i sin stol. Der var masser at gå i gang med. Masser af sager, der
involverede Jesper. De første tre sager handlede bare om mindre tyverier. Ikke
noget alvorligt. Den næste sag fangede dog hans opmærksomhed. Den handlede om
en kidnapning af en 9 årig pige. Pigen døde under kidnapningen af et slag i
tindingen. Hun havde været savnet i en halv måned, men gruppen, der var ledet
af Jesper, havde ikke fundet hende, før hun var død. Derfor havde forældrene klaget
og havde truet Jesper på livet. Alt imens havde Jesper fået en ny sag, om et
mord på Svanemølleværket. En efterforskning, som Albert og Katja også havde
været en del af. Det var den sag, der havde fået sat Ken Farless i fængsel.
Pludselig hørte
Albert et skrig, der fik ham til at fare sammen. Det var Katjas skrig. Han løb
ind til Katja og så hende stå rystende af skræk, med hånden for munden. Hun
lignede en, der skulle til at kaste op, da hun pludselig løb ud af døren.
Hendes pakke stod åbnet på bordet foran Albert. Han kunne mærke hårene i nakken
rejse sig, mens han nærmede sig kassen. For hvert skridt, han tog, blev lugten
af råddenskab stærkere. Albert var nød til at holde sig for næsen, da han stod
lige foran kassen. Han lænede sig ind over pakken og kiggede ned i den. Det syn,
der mødte ham i kassen, fik hans mave og hoved til snurre, for nede i kassen lå
Jespers afhuggede hoved, hænder, og fødder.
Spørgsmålet var
bare, hvad skulle det betyde?
*
Katja var nødt til at holde fri resten af dagen, og hun nægtede at
nærme sig sit kontor igen. Albert besluttede sig for at mødes med Rose i
skakklubben.
”Hvad havde
Katja og Jesper tilfælles?” spurgte Rose og rykkede sin bonde frem.
”De var gode
venner, og de havde klaret et par sager sammen,” svarede Albert, og rykkede
også en bonde.
”Hvad for nogle
sager? Mord? Tyveri? Kidnapning?”
”Lidt af det
hele, vil jeg tro.”
”Kan du måske
være lidt mere præcis?”
Albert tænkte
sig lidt om.
”Den mordsag om
Ken. Den var hun med i. Det var vi alle tre.”
”Dig, Jesper,
og Katja?”
”Ja”
”Hvad var der
sket?”
”Ken kom op og skændes
med en pusher og trak en kniv. Vi fandt kniven liggende i blodet, med Kens
fingeraftryk.”
Rosa kiggede op
fra spillet.
”Var det alt i
fandt? Var det et sølle fingeraftryk, der sendte Ken i fængsel?”
Albert krummede
tær. Han var heller ikke selv alt for stolt.
”Det var alt,
vi kunne finde.”
”Tog Ken
overhovedet stoffer?”
Albert blev rød
i hovedet.
”Nej, altså det
er jo svært at vide. Vi tjekkede ikke.”
Rose kiggede
bebrejdende på ham.
”Så det ENESTE,
I fandt, var ham, en kniv og et lig. Eller hvad?”
”Ja, det er
rigtigt.”
Rose trak
vejret dybt.
”Kan I have sat
den forkerte i fængsel?”
Albert kiggede
forfærdet op på Rose.
”Nej da! Altså,
der var jo ikke mange spor, og han var den eneste, der var der, så… Det måtte
da være ham!”
Rose så Albert
i øjnene.
”Nej!” sagde
hun koldt. ”Jeg skal tilbage på arbejde nu, men hvis jeg var dig, ville jeg se,
om Ken havde nogen søskende.”
*
Tilbage på stationen havde Albert travlt med at finde alt viden om
Ken. Der stod ikke forfærdelig meget, men nogle få steder var der noget, der
måske kunne være brugbart. Kens mor var død, faren var alkoholiker, og hans STOREBROR,
Rune, og ham løb hjemmefra i en alder af 16 og 14, hvorefter de blev fundet og
sat i en plejefamilie. Albert ringede til Rose, og fortalte hende om, hvad han
havde fundet.
”Ring til Katja
og sig, hvad du har fundet ud af,” sagde Rose og lagde på.
Albert ringede
til Katja, tre gange, men ingen af gangene tog hun sin telefon. Så i stedet løb
Albert ind til Thomsen og fortalte ham det hele.
”Er du sikker?
Kan det virkelig have været den forkerte, der kom i fængsel, og ved vi, at Kens
bror er i live?” spurgte Thomsen med en rystende stemme.
”Ja!” sagde
Albert bestemt, selvom han ikke var helt sikker.
”Så har vi ikke
noget tid at spilde! Kom!” sagde Thomsen bestemt.
*
Albert og Thomsen stod foran Katjas dør. Albert bankede forsigtigt.
”Katja, er du
der?” sagde han usikkert.
Pludselig kom
Thomsen styrtende bagfra, sparkede døren ind, og brølede:
”KATJA, ER DU
DER?!!”
Da de kom ind,
så det ud, som om der var sprunget en bombe. Møbler var væltet, og flere vaser
og skåle var gået i stykker. Albert kunne se fortvivlelsen i Thomsens ansigt.
Han kiggede uforstående rundt og skreg igen:
”KATJA, ER DU
DER!?”
Da der stadig ikke var noget svar, faldt han ned på knæ og begyndte
at stortude. ”KATJA! SÅ SVAR MIG DOG!” Thomsen var halvkvalt i gråd.
Albert havde aldrig
set ham sådan, og stod selv og kæmpede mod tårerne. Han var nødt til at vende
sig væk fra lejligheden og ud mod opgangen. Han kunne ikke holde det ud. Han
tog sin telefon op og ringede til politistationen.
*
Efter at have undersøgt hele Katjas lejlighed, havde de stadig ikke
fundet noget spor af morderen, eller hvor han kunne have taget hende hen.
Tanken om, at hun fik hugget hænder og fødder af i levende live, var
uudholdelig, og han kunne ikke gøre andet end at sidde her og bede for hendes
liv. Han begravede ansigtet i hænderne. Thomsen havde siddet ude på trappen
hele tiden, og havde ikke lavet andet end at stirre ned i gulvet.
’Han har det
sikkert ligesom mig, hvis ikke værre’ tænkte Albert, der sad nogle trappetrin
længere oppe end Thomsen. Albert rejste sig op, tørrede tårerne væk og tog en
dyb indånding. Han tog hen på stationen og fandt alle de filer om Rune Farless
frem, han kunne finde. Der var næsten ingenting. Han havde engang stjålet et ur,
da han var 16, men ellers havde han ikke gjort noget ulovligt. ’Pokkers!’ tænkte
Albert. Han tog sin mobil op, og ringede til Rose og fortalte hende, hvad der
var sket.
”Glem Katja.
Hun er så godt som død. Tænk på dig selv, for du er hans næste offer.”
Så lagde hun på.
Albert tog et minut eller to til lige at synke det. Men han vidste, det var
sandt. Det var for sent for Katja, men han kunne stadig reddes … Han tappede
lidt på mobilen, før han besluttede sig for at ringe til Lise Mogensen.
”Hallo Albert.”
sagde Lise stille. Det lød, som om hun havde grædt, og hendes stemme rystede.
”Lise, hej, den
anonyme besked, du havde fået, var det et brev, eller en sms, eller ..?”
”En sms. Tror
I, I kan spore den?”
”Jeg håber det,
men jeg skal bruge din mobil. Kan du komme herover på politistationen nu?”
”Ja, jeg skal
nok skynde mig,” sagde Lise og skulle til at lægge på, da Albert sagde: ”Og for
resten … Du er sikker på at du ikke så noget, eller nogen den aften?”
Der blev stille
i den anden ende.
”Jo … Jeg så en
skikkelse stå oppe på den blå rustne kran, men det var sikkert bare synsbedrag.
Det var jo også meget mørkt.”
”Okay… Bare
skynd dig herhen.”
*
Mobilen gav ikke meget. Man kunne kun se det område, beskeden blev
sendt fra. Og det var et stort område i nærheden af der, hvor liget blev
fundet. Hele havneområdet ved Svanemøllehavn. Thomsen sendte straks en hel hær
af politifolk derhen, for at undersøge området. De ledte i fem timer, men de
fandt kun en rusten blodig økse … Med Katjas og Jespers blod på. Der var ingen
fingeraftryk, så Rune må have haft handsker på. Det var på en måde rart at vide,
at Katjas pinsler var ovre. Men så huskede Albert, at han ikke havde noget at
glæde sig over, for i morgen, var det måske ham, der fik en pakke.
Albert spiste sin madpakke på vej hjem, så hans mor ikke blev
bekymret. Mariekiksene smagte overraskende godt, i betragtning af hvad han
havde været igennem i dag.
Da han kom hjem overfaldt lille mor ham med kys, kram, og hans livret: Kødgryde.
Han spiste med stor appetit og prøvede at glemme arbejdsdagen. De sad og spiste
popcorn foran fjernsynet, og hans mor fortalte om, hvad hun havde lavet i dag,
ord for ord. Albert hørte knap nok efter, men nød at være i sin mors selskab
denne aften, som måske kunne være deres sidste sammen. Da Albert var faldet i
søvn, kunne han kun få marridt om, hvad der ville ske med ham, når Rune ville
få fat på ham.
Næste morgen
tog han ned på havnen, lige efter at have spist sin mors hjemmelavede vafler. Da
han kom derned, stod Thomsen og nogle andre politifolk der allerede. Katjas lig
var allerede i en ligpose og på vej væk. Albert stod bare tavs og kiggede på
krogen. ’Om bare få timer er det nok mig, der hænger der,’ tænkte han og
smilede trist. ’Men så vil alt det her i det mindste være ovre.’
*
Henne på stationen var der, som forventet, en pakke på Alberts
bord. Da han åbnede, lå Katjas hoved, hænder, og fødder i den. Han tog det
pænere, men havde stadig lidt svært ved at kigge på det. I modsætning til
Katja, blev han på politistationen, hvor han følte sig sikker.
Han tog sin
mobil op og ringede til Rose.
”Hej Rose, det
er Albert”
”Hej!” lød det
fra Rose.
”Hjælp mig
Rose. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg vil ikke d ...” Han brød ud i tårer,
før han kunne nå at sige dø. Han græd i nogle minutter, mens Rose var helt
stille i den anden ende. Det føltes godt at få det ud. Han havde holdt på
tårerne, så godt han kunne, men nu lukkede han det ud. Da han havde grædt
færdig, sagde Rose:
”Hold op med at
tude, du er en voksen mand. Tjek Svanemølleværket igen, hvis det er dér, Rune
har parteret Katja og Jesper, må der være flere spor.”
”Okay, Lise
sagde for resten, at hun syntes at hun så en skikkelse oppe på den blå rustne
kran ved … ” Albert blev afbrudt af brandalarmen, der pludselig ringede som en
gal. Albert kiggede forskrækket op og kunne pludselig lugte røgen. Den kom fra
pakken. Albert gik nærmere kassen, og da han kom tæt nok på til åbne den,
gjorde han det. Et helt flammehav eksploderede op af pakken og satte ild til
gardinerne. Albert var sprunget bagover af bare forskrækkelse, og så nu til,
mens flammerne tog fat i filerne om Rune.
”Hjælp!” Skreg han, så højt han kunne, men da han skulle til at
trække en frisk mundfuld luft ind for at skrige igen, kunne han knap nok trække
vejret på grund at røgen.
Han kunne høre
Thomsen råbe efter ham, men røgen blev tykkere og tykkere, så tyk, at Albert
blev svimmel. På få minutter var hele bygningen evakueret, undtagen Albert. Brandmændene
havde været så hurtige, at det kun var Alberts og de to kontorer, lige ved
siden af, der havde taget skade af ilden, men der var stadig røg overalt. Albert
var besvimet i den tykke røg og var derfor ikke blevet set, da brandmændene
kom. Midt i røgen dukkede en brandmandmand op, og bar Albert ud. Ikke den vej,
Albert ville have troet, men bagdøren. Albert døsede hen igen og blev helt slap
i kroppen.
*
Da ilden var
slukket, og brandmændene taget hjem, var der pludselig ingen spor af Albert.
Thomsen sendte straks alle patruljer hen til Svanemølleværket. Rose, der havde
hørt alarmen, prøvede at ringe til Albert, men han tog ikke telefonen, uanset
hvor mange gange hun ringede. Hun vidste, at morderen var snedig, så nu måtte
hun tænke hurtigt. Hun kom i tanke om den blå kran, Albert havde nævnt, og
skyndte sig derhen. Da hun endelig var kommet op på kranen, kunne hun se alle
politifolkene, der undersøgte hele området omkring Svanemølleværket og
Svanemøllehavn. Rose gik tættere ud på kanten af kranen. Pludselig så hun på gelænderet
en slags lak. Som om en med lak på hænderne havde holdt fast her … Rose tog
noget af lakken op på fingeren og snusede til det. Det var bådelak. Der var i
hvert fald ikke nogle både på Svanemølleværket … De var i et bådskur.
*
Albert vågnede, bundet til et stort metal bord. Der hang værktøjer
på væggene, og der lå blod på gulvet. Meget blod. Det lignede et lille
skur. Han prøvede at komme fri, men rebene holdt ham nede i et jernegreb.
”Hallo..?”
Sagde Albert lavt. ”Rune, kan du høre mig? Kan vi ikke snakke om det her?”
Der var ingen,
der svarede. Albert vred sig. Pludselig blev døren åbnet, og en høj mand med
brunt, krøllet hår kom ind. Han havde laset, løst, og alt for stort tøj på. Og
en kæmpe jakke.
”Nej, vi kan
ikke bare tale om det her, Albert,” sagde Rune. ”Skulle vi ikke i stedet tale
om min uskyldige lillebror, som kom i fængsel på livstid?” sagde Rune koldt, og
fuld af had.
Albert vidste
ikke helt, hvad han skulle sige. Så han svarede bare dumt:
”Jo, det kan vi
godt.”
*
Rose var kommet ned fra kranen, og ledte nu efter det bådskur, de
kunne være i. Men der var mange bådeskure. Hun havde slet ikke tid til
at kigge dem alle sammen igennem. Hun gik hen mod det første og bedste, men så
pludselig en stor boltsaks på jorden. Med samme bådelak på. Så det bådhus, hun
skulle lede efter, måtte enten være åbent, eller uden lås. Hun løb fra bådhus
til bådhus, men de var alle låste, eller tomme. Hun begyndte at blive desperat.
Det var, som om tiden løb som sand mellem hendes fingre. Der var alt for mange
bådhuse, og kun én af hende.
Hun kiggede
over mod politimændene, der vendte vrangen ud på Svanemølleværket og ledte som
gale. Hun blev nødt til at sige det. Det hele. Alene ville hun aldrig kunne
finde Albert.
Hun gik hen mod
politimændene…
*
”Min bror var en god dreng. Og han var min eneste familie. Han
havde ikke gjort en flue fortræd. Han prøvede sgu da at redde pusheren! En
eller anden idiot dolkede ham! Min lillebror kom og hev kniven ud og prøvede at
redde fyren, og i stedet kommer han i FUCKING FÆNGSEL!” Rune brød sammen i tårer,
men manede sig hurtigt op igen.
”Men det er
lige meget nu,” sagde Rune stille. ”Han er jo død.”
”Det her får
ham ikke tilbage,” sagde Albert og prøvede at holde sin stemme i ro.
”Det er der
intet, der gør,” svarede Rune. Han tog en stor rusten sav af væggen og slog en
kort latter op.
”Hold kæft,
hvor er I egentlig dumme, i politimænd. Jeg smider den økse, jeg har brugt, på
dine to venner, i Svanemølleværket, og nu vrimler det med idioter derhenne. Ha!
Hvor dum kan man være?” Rune smilede og gik hen mod Albert med saven.
*
Jo tættere Rose kom på politiet, jo mere usikker blev hun. Hun
kunne jo også bare lade Albert dø, men hun vidste, at hun aldrig ville kunne
leve med det. Pludselig hørte Rose et smertefuldt skrig. Det var ikke særlig
højt, men højt nok til, at hun kunne høre det, for det var ikke langt væk. Rose
kiggede sig omkring, og så ud af øjenkrogen et lille bådhus, godt gemt væk og
uden en lås! Rose styrtede hen mod det lille bådhus og sparkede døren op med en
næsten overnaturlig styrke. En høj mand stod bøjet over Albert med en sav i
hånden. Med to skridt var hun helt henne ved ham, og kylede hans hoved ned i
jernbordet. Hun hørte skridt komme løbende. Hun løsnede rebene om den gispende
Albert og sprang ud as vinduet.
*
Thomsen bragede ind i det lille bådhus. Han så Albert sidde
forvirret på et stort jernbord.
”ALBERT, DU ER
I LIVE!!” Råbte Thomsen, ude af sig selv af glæde. ”Og du fik nakket det lede
møgsvin, af en morder!” fortsatte han henrykt, og pegede smilende på Rune.
ӯhh, mmm, ja,
ja,” sagde Albert helt forvirret, og prøvede at hoppe ned fra bordet, men blev
stoppet af en uudholdelig smerte i anklen. Han kiggede ned, og så en 1 cm dyb
flænge i sit ben.
”Nu skal jeg
hjælpe,” sagde Thomsen og hjalp Albert ud til ambulancen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar