Den sidste episode i serien af krimier om Albert I. Olsen og hans hemmelige hjælper, Rose, er skrevet af Amanda Harild Frejlev. "De syv træer" tager udgangspunkt i en makaber sag ... og den varsler måske en afslutning på det fantastiske samarbejde mellem Albert og Rose

Amanda Harild Frejlev

De syv træer

 En stærk lugt, som næsten kunne give kvalme, steg op af den lille røde madkasse. Alberts mor havde igen givet ham blåskimmelost med på mad pakke. Desuden havde han ikke fået rosiner med, og hans mariekiks var blevet helt bløde af osten.
                    Albert så en smule flovt rundt, og pakkede sin madpakke ned, igen.
De andre på Politistationen havde før gjort grin af ham, og hans madpakke. Han

Så rundt på de andre, som var i gang med deres sandwiches, som de havde været ude og købe.
Han måtte droppe frokost igen, ligesom de andre dage. Hans mor var blevet mere, og mere dårligt kørende med hans madpakke, og han var ofte nødt til at smide den ud.

En anden sur ting var, at Rose heller ikke havde tid til at komme forbi til frokost den dag. Hun havde vist fået et nyt job og havde næsten ikke tid mere.

”Hva’, skal du ikke spise dine rosiner, Albert?” gryntede Kommissær Thomsen, med

 mad i munden.

Halvdelen af betjentene grinte med Thomsen, som havde fyret den første joke afsted. Albert havde, i de seks år han havde været i politiet, aldrig haft lyst til at svare igen. Desuden havde han heller ikke modet.

Thomsen åbnede munden for at fyre en ny joke af, men i stedet kom en høj ringelyd, fra den gamle rustne klokke, som hang på væggen.

Alle betjentene rejste sig med det samme, og smed hvad de havde hænderne. Albert smilte lidt, da han var sluppet fra Thomsens nedsættende ord. De fleste betjente var allerede i gang med at tage deres jakker på og løbe ud til politi bilerne.

Albert rejste sig langsomt op, og gik hen til kaffe maskinen. Han var alene på politi stationen, som altid. De andre betjente var sikkert blevet kaldt ind til en eller anden flugtbilist, og de havde ikke brug for ham.

En bitter duft steg op af Albert te kop, som bestod af hvid porcelæn, med et sort ’x’ på.

Albert lukkede stilfærdigt sine øjne og duftede til duften fra en sorte te.

”Albert, har du noget imod at lette røven, og komme uden for? Roger.”

En kradsende lyd fra Alberts walkie talkie brød stilheden og fik ham til at slå sine øjne

 op. Han satte hurtigt koppen fra sig og hev walkie talkien op af bæltet.

”Jeg er på vej, Roger over, and out,” mumlede Albert ned i den, og begyndte at gå hen

mod udgangen med sin tekop.

Det myldrede med politifolk, da Albert kom ud, og han forstod ikke helt, hvorfor han

blev kaldt ud.

                      Albert så langsomt rundt og fik øje på en mand, som stod og talte med Kommissær Thomsen.

Manden så lig bleg ud, og hans sorte uglede hår og hans skægstubbe gjorde ham endnu blegere.

Albert gik langsomt der hen med et lidt forvirret blik.
”Hvad sker her?” Han kiggede lidt forvirret på Thomsen.
”Et mord,” svarede Thomsen afvisende uden at sende Albert et enkelt blik.

”Kan du fortælle, hvordan manden så ud?” spurgte Thomsen den fremmede mand.
Albert så lidt på manden.

Manden svarede ikke, og så over på Albert.
Han var tynd og ikke særlig høj, cirka. 1.70. Hans kæbe var bred, og hans næse var en

smule flad, sikkert været brækket flere gange. Han havde et par tykke buskede øjenbryn, som næsten skjulte hans mørke øjne.

Thomsen rettede sit blik mod Albert og sendte ham et dræbende blik.
”Har du ikke andet at lave, Olsen?” snerrede han nærmest, af Albert.

”Jeg blev kaldt ud?” svarede Albert roligt, og sippede lidt til sin te.
”Det var vist mere, derovre de vil have dig,” snerrede han, og pegede mod runddelen

på Sankt Kjelds Plads.

Albert så langsomt hen, hvor han pegede. Midt i runddelen lå en kvinde i en mistænkelig stilling.

Albert nikkede langsomt, og gik derhen. Det syn som ventede ham, var ikke kønt. Kvinden var blevet mishandlet, og tortureret. Hun var blevet skåret op fra navle til hage, og flere af hendes indvolde var blevet fjernet.

Albert standsede brat op og lagde en hånd på sin pande.
Han trådte tættere på, og kunne nu se hendes ansigt.
Det var blevet delt op med et dybt snit, som startede ved hendes mundvig og sluttede ved hendes ører. 

Hendes lyse blå øjne var stadig åbne, og en tynd stribe blod var løbet ud af hendes

øjne.

Hun havde tidligere været en smuk, blond, ung kvinde, som nu var blevet forvandlet om til et misfoster, med rødgulligt hår, som blodet havde farvet.

Den hvide kop gled langsomt ud af Alberts hånd og faldt tungt ned mod jorden.
Lyden fra en porcelænskop, som gik i stykker fik alle betjente til at se op fra det, de var i gang med.

Albert rømmede sig og trådte tættere på liget. Han så lidt på hendes før så kønne ansigt og bemærkede, at hendes pande var dækket med frisk blod.

Albert tog forsigtigt et sine nye lommetørklæde frem, som han lige havde fået af sin mor, og begyndte at duppe blodet væk. Efter lidt tid, kom en flænge frem formet som et syv tal.

”Fandens også,” gispede Albert og foldede det blodplettede lommetørklæde sammen.

”Ahem, hr. Vi må desværre bede dem om at gå” lød en stemme bag Albert.
Han rejste sig hurtigt op og vendte sig for at se, hvem der snakkede.

En høj brunette stod og stirrede skarpt på ham med sit falkeblik. Hun var i klædt en kedeldragt og havde en iltmaske hængende omkring halsen. Hun var tydeligvis teknisk efterforsker. Albert så tøvende bag hende, og opdagede en lille gruppe af mennesker iklædt det samme.

”Ja, selvfølgelig,” Albert nikkede forstående og gik ud af runddelen.

Han havde en klam, og opkastagtig smag i mund, efter at have set den opskårede kvinde.

Albert stod lidt og stirrede på de tekniske efterforskere, som gjorde deres arbejde. De nød det, det var tydeligt. De havde ikke haft sådan et mord i flere år. Han stod og fantaserede om, hvordan de alle gik og smilte under deres iltmaske.  Efter et par minutter kom han i tanke om Rose. Han tog hurtigt sin telefon op af lommen og fandt Rose nummer frem.

”Hva’ nu?!” lød det fra telefonen. Albert havde helt glemt, at Rose var på arbejde.
”Rose, Jeg har brug for din hjælp…” sagde Albert lavt ned i telefonen.

”Brug for min hjælp, Huh?” Sagde Rose med en meget mere venlig stemme.

”Hva’der los?”

”Der er begået et mord, Rose, og jeg har på fornemmelsen at det he …” Alberts stemme blev dog afbrudt af et højt brag - Roses telefon, var blevet smidt på gulvet, og en fremmed mands stemme kunne høres på afstand fra Roses side af røret.

”DETTE ER ET RØVERI, LÆG PENGENE I TASKEN ELLER VI SKYDER,” råbte den fremmede mand.

”Hvad hvis jeg ikke gør det?” svarede Rose roligt.
”Rose?” Sagde Albert, ned i telefonen.
”LÆG PENGENE NED, ELLER JEG BLAFFER HOVEDET AF DIG, KVINDE!”

svarede manden.

”JESUS, SLAP AF, mand!” råbte Rose igen. Typisk Rose, hun ville altid prøve at gøre det værre.

”SKYND DIG LIDT, VI HAR IKKE HELE DAGEN!” råbte manden til Rose, som tydeligvis var i gang med at flytte pengene.

”Nej, politiet vil nok være her om, hm la’ mig se, cirka 5 minutter?” svarede Rose med en vis overlegenhed.

”HVAD SNAKKER DU OM?!” manden lød chokeret.
”ROSE?!” Albert råbte, igen, ned i telefonen.
”Den telefon samtale jeg havde i gang, var med en Betjent.” Roses stemme

Lød mere rolig end overbevisende.

”Skyd hende, Brian, SKYD HENDE NU!” En anden mandestemme, kom frem, dog mere nervøs.

”HOLD KÆFT, RONNIE!” Råbte Brian tilbage. ”OKAY, JEG SKYDER HENDE!”

”Sig farvel, lille mær!” Brians stemme rystede, men blev afløst af et højt ’BANG

Fra en Shotgun.

”ROOSE!” Råbte Albert højt og fik alle på rundelen til at kigge hen mod ham.

Kort efter braget udstødte Rose et halv kvalt skrig, som beviste at han ikke havde ramt hovedet.

”Årh, Brian, se alt det blod!” Man kunne nu hører Ronnies flabede grin.

”HELVED RONNIE, TAG PENGENE!” Råbte Brian forfulgt af et par hårdt trampende skridt

”Jaja.” Mumle Ronnie,

”Ej, Brian, hun havde sgu ret!” Ronnie hævede sin stemmen.

”Hva?” Svarede Brian, med en lidt ligegyldig stemme.

”HUN HAVDE SGU GANG I EN TELEFON SAMTALE!” Råbte Ronnie.

”FORHELVEDE, SMADR TELEFONEN OG SKYND DIG!” Svarede Brian, ”DEN LILLE SÆK, SKAL IKKE TRO, HUN ER SÅ KLOG MED SIT HVIDE HÅR!”

En høj kradsende lyd af en støvle, som trådte på Roses Telefon, blev efterfulgt af en lang bip tone som betød, at der var lagt på.

 

Vinduet i hospital vinduet, var åben på fuld gab, og en mild brise fik de hvide gardiner til at, blæse ind ad.

                      Det var cirka syv uger, siden det første mord var blevet begået, og siden Rose blev skudt.

Albert så på Rose. Hendes hår var bleget hvidt, men efter en lang tid i en Hospitals seng havde fået de lysebrune rødder til at kæmpe sig frem.

Rose havde været i koma i fem uger, og var blevet lam fra hofterne og ned for resten af sit liv.

”Jeg er virkelig ked af det, Albert,” Rose kiggede på Albert med et flovt blik.
Albert smilte lidt til hende.
”Det skal nok gå, Rose, vi skal nok finde ham.” Han lagde en hånd, på hendes skulder.
Inderst inde vidste Albert godt, at politiet var på bar bund. Der havde været tre mord

siden det første. Alle havde deres bug skåret op, to snit fra mundvig til øre, og havde et syvtal skåret ind i panden.

”Hvor mange mord er der egentlig blevet begået?” Rose så hen mod vinduet, som smækkede i.

”Seks, alle med den samme metode, ét vidne, forskellige steder, og alle unge kvinder,” svarede Albert, og rejste sig op for at åbne vinduet, igen.

”De havde et syv tal snittet ind i dem, ikke?” Rose fulgte Albert med et skarpt blik.
”Jo, det var et syv tal. Vi ser det bare som et Visitkort.” sagde Albert med en rynke i

panden. ”Hvorfor?” Han vente sig mod Rose, som lå i hospitalsengen.

”Et visitkort?” Hun udstødte et hånligt grin. ”Kan i virkelig ikke se det?” Hun lagde sine arme over kors, på en meget hånlig måde.

”I runddelen ved politigården, er der syv træer, alle ofrene har et syv tal i panden, og der er Seks lig.” Rose sendte Albert et blik, som næsten gjorde grin af ham. ”Det betyder at der vil være syv ofre” Rose stopper pludselig, ”Hvilken dag er det, i dag?”

Albert tøvede lidt og så sig omkring.
”Den 7-7, hvorfor?” spurgte Albert lidt forvirret,
”Hallo, Albert? Vågn nu op?! Den syvende, i syvende!” Rose vrissede opgivende.
”Det slutter i dag, Albert, morderen er afhængig af tallet syv!”
Albert stivnede fuldstændig og så med store øjne på hende.
”Rose. Har jeg nogensinde fortalt, hvor meget jeg elsker dig!” Sagde Albert og hoppede op.

                      Han skyndte hen for at give hende et venskabeligt kram.

”Jeg kommer til at savne at arbejde samme med dig, Albert,” svarede Rose, og klappede ham akavet på ryggen.

”Ahem… Du har en helveds masse ting at forklare, Albert Ingolf Olsen.” Lød en streng stemme, bag Albert og Rose. Albert rejste sig hurtigt op og vendte sig mod døråbningen.

Stemmen var kommet fra en tyk, svedig mand i politi uniform; Thomsen.

”Men du bliver nød til at forklare det på vejen, for der er begået endnu et mord.”

 Thomsen, så koldt på Albert, som var blevet helt bleg - blegere end han nogensinde havde været.

Albert kunne virkelig miste hans job af, at Thomsen vidste, at Rose og ham havde arbejdet sammen.

Hospitalets gange var længere, end da han kom. Albert kunne langsomt mærke spændingen og angsten stige i sig. Dette måtte være det sidste mord, ud af en serie. Men hvem kunne være så psykopatisk, at slå syv kvinder ihjel på sådan en brutal måde?

”Noget anderledes ved gernings stedet?” spurgte Albert forsigtigt for at bryde den iskolde stilhed.

”Kvinden var ikke blevet skåret op i ansigtet, men havde bogstavet X på venstre kind og Bogstavet M på højre kind, snittet ind.” Han holdt en pause og skubbede den tunge glas hospitals dør op. ”I stedet for et syv tal i panden, havde hun et snit som et kors.” Thomsen låste sin bil op, og satte sig ind ved rattet.

”Ellers andet mistænkeligt?” spurgte Albert og åbnede bildøren og satte sig ind i Thomsens bil.

Thomsen sukkede opgivende. ”I stedet for at hendes bug er blevet skåret op, er hele hendes krop dækket af mystiske symboler, som er blevet skåret ind” Thomsen holdt en pause og stoppede bilen for at stoppe i et lyskryds.

”Omringet af en cirkel af blod, de tekniske efterforskere mener, at det er blod fra en hjort,” fortsatte Thomsen.

Efter tyve minutters kørsel drejede Thomsen ind på græsrabatten foran Føtex på Lyngbyvej. Der var blevet slået et lille hvidt telt op, hvor liget var blevet taget ind. Et par betjente stod ved afspærrings-båndet for at holde folk væk fra gerningsstedet.

”Thomsen, vedrørende det med …” sagde Albert og steg ud af bilen.

”Ikke nu, knægt, senere,” afbrød Thomsen ham og steg selv ud.

En tung stank af blod hang i den varme aften luft.
Albert nikkede kort til Thomsen som svar og gik hen mod afspærringen. Han blev

nødt til at vise sit batch, for at få lov til at kravle under. Albert så rundt og lagde mærke til en bred, rød, cirkel, hvor liget tydeligt havde ligget. Han gik langsomt derhen, da titel melodien fra Star Wars pludselig brød stemningen.

Et par tekniske efterforskere så mærkeligt på Albert, imens de gik forbi.
”Undskyld!” mumlede han blot og tog sin telefon op af sin lomme.
 Han så hurtigt på skærmen, hvor der stod: ”Rose ringer”.
Albert havde inderst inde lyst til at afvise opkaldet, men trykkede alligevel på Svar.
”Ja, hallo, det er Albert I. Olsen?” sagde han med en professionel stemme.
”ALBERT! Er du på gerningsstedet?!” Albert var nød til at flytte telefonen for øret, da Rose nærmest skreg ned i røret.
”SCH, Rose!” snerrede han nervøst ned i telefonen. ”Ja, jeg er lige ankommet.”
Han sukkede, Rose skulle absolut ringe på det dårligste tidspunkt.
”Albert, jeg har opklaret det hele!” sagde Rose med en hurtig stemme. ”Eller, snarere det meste …”
”Rose? Hvad snakker du om?!” Alberts stemme blev pludselig dybt seriøs.
”Albert, hvad ved vi om tallet syv?!” sagde Rose med en gådefuld stemme.
”Rose!” svarede Albert hårdt.
”JESUS CHRIST! DE SYV DØDS SYNDER, tumpe!” vrissede Rose.
Albert stod i lidt tid og stirrede ud i luften. De syv døds synder, morderen

 måtte være mere psykopatisk end han troede. Men han måtte også være et geni, han måtte have planlagt dette fuldstændigt gennemgribende.

”Albert? Haaaallo, nogen hjemme?” Albert havde helt glemt samtalen med Rose.

”Ja, undskyld. Jeg bliver desværre nød til at løbe, Rose,” sagde han, med en lidt falsk stemme.

”Nej, Albert ve..!” Rose nåede dog ikke at fortsætte, før Albert havde lagt på.

Det sortnede langsomt for Alberts øjne, og han blev nød til at blinke et par gange. Kunne det virkelig passe? De syv døds synder? Morderens metode lignede nu mere noget satanistisk. Han rystede forvirret på hovedet og gik hen mod cirklen af blod.

Blodet så ikke friskt ud, men havde stadig en rød farve. Så mordet var blevet begået inde for de seneste firetyve timer.

Han tog forsigtigt sine gummihandsker, som han altid havde på sig, frem.
Albert havde aldrig haft brug for dem, men dette var det perfekte øjeblik. Han

kæmpede lidt med de stramme gummihandsker. Da han endelig fik sine handsker på, lod han sin behandskede pegefinger køre over blodet. Det smittede kun svagt af, og Albert rejste sig igen.

Albert var på vej over mod det hvide telt med liget, da en person greb fat i hans skulder.

”Albert I. Olsen?” Stemmen kom fra en ung kvinde, og Albert vendte sig om.
”Ja?” Han så spørgende på den rødhårede kvinde, som tydeligvis lige var blevet

betjent.

”Der er telefon til dem, sir,” sagde hun venligt og rakte telefonen mod ham.

”Øh, tak.” Han kiggede lidt mærkeligt på kvinden og tog så imod telefonen.

”Ja Hallo, det er Albert I. Olsen,” sagde han professionelt ned i telefonen.

Intet svar. Albert så lidt efter kvinden, som havde givet ham telefonen. Hvem var det, som ville snakke med ham?

”Hallo?” sagde han spørgende efterfulgt af en stilhed.
”Nyder du mit arbejde?” Det kom næsten som et chok, da den hæse, flabede stemme

kom fra telefonen.

Alberts krop spændte fuldstændig op, og han kastede et flakkende blik rundt. Hvilket

 arbejde? Hvem var det, han snakkede med?! Og hvad snakkede han overhovedet om?

”Undskyld, men hvem taler jeg med?” Albert rømmede sig hurtigt og rynkede sin pande.

”XM.” Manden holdte en dramatisk pause. ”Xenius Moon.”

Hans stemme var blevet mere skarp i det, som om han havde planlagt denne samtale.
Albert stod et øjeblik og tøvede. Bogstaverne X og M var blevet skåret ind i ligets kinder.

”Orh, kom nu, sig ikke, at du ikke kan regne det ud?” Xenius stemme lød mere flabet end før.

 Albert kunne lige forstille sig, hvordan ”Xenius Moon” stod og smilte smørret.
”Du er ...” Alberts stemme blev afbrudt, af Xenius.

”MORDEREN! DING, DING, DING! Og de millioner kroner går til Detektiv Olsen!”

Hans flabede stemme gjorde, at Albert fik lyst til at smide telefonen langt væk.

Albert var blevet gjort mundlam, af den kæphøje stemme.

”Sig mig, har nisserne taget din stemme, eh?”

”Du ved godt, at vi kan opspore din telefon?” Alberts stemme var blevet ophidset og lød hård.

Xenius brød ud i en hånlig latter. ”Tror du virkelig jeg er så dum? Jeg, som har slået syv personer ihjel med mine bare hænder, uden at i har fundet nogle finger aftryk!” Hans stemme knækkede, igen, over og han brød ud i sindssyg latter.

”Vi har dit navn, Moon, vi kan hurtigt finde dig igennem det.” Albert hvæsede nærmest ned i telefonen.

”Årh, Olsen, jeg vil med glæde følge med, når i kommer og henter mig.” Xenius’ stemme, var blevet mere normal. ”Og jeg må selv sige, I får en overraskelse.”

”Hvorfor det?” Albert knibte sine øjne sammen.

”Albert, Albert, Albert, lige siden den første dag, jeg så dig, vidste jeg, at du var dum.” Hans stemme samlede sig sammen, og blev hård og grusom.

”Ja, Albert, jeg var der. Jeg var på mordstedet. Du skulle have set dit ansigt.” Xenius snerrede nærmest.

Albert sank en klump og tog sig til panden.

”Du … Du var vidnet, ikke også?” Alberts stemme var begyndt at ryste.

”Bravo, du er måske ikke så dum, som jeg troede?” svarede Xenius hårdt.

Albert stod et øjeblik og hev efter vejret.

Den lille mand, som så så uskyldig ud.. Var morderen?

”Du ... Du er jo sindssyg?!” gispede Albert.

”HAH! Det siger de alle sammen.” Xenius holdte en pause, ”Uh, der ser man, ikke mere taletid. ’Al’, det var ”hyggeligt” at snakke med dig.”

”Nej, vent!” Albert hævede stemmen, med blev afbrudt af en lang bip tone.

Han kunne mærke vrede stige op i sit hoved og tyrede telefonen ned i græsset.

”FANDENS!” råbte Albert og tog en hånd for panden.

Albert bemærkede så, at de fleste betjente havde lyttet til samtalen.
”JEG VIL HAVE EN, TIL AT OPSPORE DEN ANDEN PERSONS TELEFON!”

råbte Albert så.

”OG FIND, HVAD I KAN, PÅ XENIUS MOON!”
De fleste betjente fór sammen og spurtede hen til deres politibiler.
”Okay, stands engang!” sagde Thomsen, højt. ”Hvem er denne Xenius Moon, eh?”
Albert så dumt, på Thomsen. ”Ham som har gjort alt det her,” svarede han bare, som

 om Thomsen burde vide det.

Thomsen nikkede som svar og råbte så: ”OKAY, FOLKENS, VI VED NU, HVEM MORDEREN ER!” Han holdt en pause og så på Albert. ”XENIUS MOON! Jeg gentager: XENIUS MOON ER MORDEREN! JEG VIL HAVE HAM BAG LÅS OG SLÅ, FORSTÅET?”

I det næste øjeblik var næsten alle politibilerne kørt afsted med sirener, mod politistationen.

To måneder senere sad Albert foran Thomsens skrivebord.

”Albert, du må forstå … Du har gået imod alle politiets regler.” Thomsen så alvorligt på Albert.

Alberts ansigt var ligblegt, og han sad og stirrede ned i det beskidte gulv. Han vidste godt, hvad der skulle ske. Han havde vidst det lige siden, Thomsen hørte Roses og hans samtale i hospitalet.

”I alle de år, du har arbejdet for mig … OS, har det ikke været dig, som har opklaret sagerne.” Thomsen lænede sig tilbage i sin store lænestol.

”Ej, hør nu.. Jeg fik da opklaret mordene!” sagde Albert fornærmet.

”Albert, Xenius Moon overgav sig selv.” Thomsen så irriteret på Albert. ”Han gik direkte ind på politistationen og overgav sig selv.”

Albert kiggede flovt ned.

”Albert, jeg bliver desværre nødt til at bede dig om at pakke dine ting sammen.” Thomsen sukkede lidt.

Albert nikkede forstående og rejste sig op.

”Hvis I får brug for mig … Ved I, hvor jeg er.” Alberts stemme knækkede næsten over, da han åbnede døren.

”Farvel, Albert” svarede Thomsen afvisende.
Albert gik direkte udenfor, hvor Rose skulle sidde og vente.

 

Ikke så langt for politi stationen sad en lidt splejset brunette i en kørestol. Hun så ikke op, da hun hørte Albert sige hendes navn. Hun sad bare helt stille og stirrede på rundkørslen med syv træer. Det var her det hele startede. Det første mord, ud af syv.

Hendes ansigt så følelsesløst ud, og hendes grønne øjne var blanke.

”Rose?” sagde Albert, og lagde sin hånd på hendes skulder.

Hun fór sammen og kiggede hurtigt op på Albert.

”Hvordan gik det?” spurgte hun nervøst, men hun vidste allerede svaret.

”Jeg fik sparket, Rose, det er forbi.” Albert holdt en pause og kiggede væk. ”Hele min karriere er væk, Rose. Jeg er arbejdsløs.” 

Rose sukkede lavt.

”Det er jeg virkelig ked af, Albert.”  Hendes øjne blev langsomt fyldt med tårer.
”Det er jeg virkelig, Albert.” Hun tørrede hurtigt tårerne væk for at skjule dem.

”Det gør ikke noget, Rose.” Sagde Albert lavt, og klemte Roses skulder venskabeligt.

Hans stemme blev dog overdøvet af en sirene, som gik i gang. Sikkert endnu en sprit bilist. Eller en undvegen fange? Xenius Moon?

De kiggede begge efter politibilen, som kørte afsted. Albert stående, og Rose siddende.

I denne krimi af Anna Johansen og Alberte Krejlund sker der uhyggelige ting med en af Albert I. Olsens kolleger. Han frygter, at han er den næste i rækken og er derfor ekstra påpasselig i denne opklaringssag Alligevel er det meget tæt på at gå galt for ham ...

Anna Johansen og Alberte Krejlund

Blodig hævn

 

Månen lyste svagt over det rolige vand. Med stille skridt nærmede hun sig havnen. Her i mørket kunne enhver bevægelse få hende til at fare sammen, og det blev slet ikke bedre, da månen forsvandt bag en sky. Rundt om hende strakte de mange master sig mod den mørke nattehimmel. Hun følte sig overvåget. Fra hvor hun stod, kunne hun svagt skimte Svanemølleværket. Skyen slap sit greb i den blege måne, og lod den kaste sit lys over den efterladte arbejdsplads, med sovende maskiner, og rustne kraner.

’Vent, stod der lige noget der, oppe på kranen? Hvad er det? Hvem er det? Nej, det er sikkert bare min fantasi’ tænkte Lise Mogensen.

Hun kiggede ned, og prøvede at få skikkelsen ud af hovedet. Da hun kiggede op igen, frøs hendes blod til is og efterlod hende mundlam.

 

*

Albert I. Olsen gik med en frisk kop sort te ind i forhørslokalet til Lise Mogensen, der sad rystende og grådkvalt.

”Hvad så du så i går?” spurgte Albert I. Olsen

Lise tørrede tårende væk og prøvede, at tale, men brød øjeblikkeligt sammen i gråd, før hun fik et ord over sine læber. Albert sad stille i sin stol og tog en tår af sin te.

”Vil du vente lidt?” spurgte Albert, og prøvede, at virke rolig

Lise rystede på hovedet. Hun ville have det opklaret så hurtigt som muligt, og med rystende stemme sagde hun stille

”Jeg fik et anonymt opkald fra en, der sagde, at jeg skulle gå ned på Svanemøllehavnen,” sagde hun, og tog en dyb indånding. ”Da jeg kom derned, så jeg et hovedløst lig, uden hænder eller fødder, hængende fra en krog i en kran ved havnen.”

Da det sidste var sagt, brød hun sammen igen.

Albert tog en slurk te til. Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige.

”Bare rolig, vi skal nok gøre vores bedste for at finde den skyldige. Øh, er der mere du vil tilføje?” spurgte Albert.

Lise tænkte sig lidt om.

”Jo…” begyndte Lise. ”Han var nøgen. Ikke en trævl på kroppen.”

”Tak for hjælpen Lise, hvis du vil må du gerne gå hjem nu. Hvis du kommer i tanke om noget mere, så bare ring.”

*

I frokost pausen tog Albert hen på Rigshospitalet for at tale med retsmedicinerne om liget. Så kunne han også spise sin madpakke uden at høre på Thomsens irriterende drillerier.

”Så, hvem er han?” Spurgte Albert.

Retsmedicineren lagde en hånd på Alberts skulder, og så ham i øjnene.

”Jeg er meget ked af det, men den døde er…”

Alberts telefon afbrød retsmedicineren.

”Undskyld mig” sagde Albert og tog telefonen ”Det er Albert I. Olsen, hvad kan jeg hjælpe med?” spurgte han. I den anden ende af røret sad Lise Mogensen.

”Undskyld hvis jeg forstyrrer igen, men jeg kom i tanke om en ting mere.”

Der blev stille et øjeblik.

”Jesper er ikke kommet hjem endnu. Jeg fik en besked fra ham i går, at han ville blive på stationen natten over, fordi han arbejdede på en meget vigtig sag.”

Albert rynkede brynene.

”Men … Jesper er slet ikke kommet på arbejde i dag. Øh skal jeg ringe til Thomsen og spørge, om han ved, hvor Jesper er?”

”Det må du meget gerne, tak” lød det fra Lise.

 

Retsmedicineren havde stille lyttet til samtalen, han pegede på liget og sagde: ”Det her er Jesper Mogensen.”

 

Albert kiggede forvirret på retsmedicinen. Det kunne da ikke passe! De havde jo set hinanden i går! Og hvad der var værre: Det var Albert, der skulle bringe nyheden til Lise og alle de andre.

”Så… Øh… Hvordan døde han?” spurgte Albert, der prøvede at se gennem tårerne.

”Hænder og fødder blev hakket af med en økse, og han døde af blodmangel. Derefter blev han halshugget og hængt nøgen op i krog gennem armene.”

Retsmedicineren viste armene med store gabende huller boret ind i dem.

”Så … Vil det sige, at han var i live, da han fik skåret hænder og fødder af?”

”Det er jeg bange for, ja.”

Albert fik en klump i halsen. Hvem kunne dog gøre noget så grusomt?

”Jeg er nødt til at gå nu,” sagde Albert med en rystende stemme. ”Jeg har en, der skal høre den dårlige nyhed.”

*

Albert sad på en bænk i Fælleparken henne ved søen, og kiggede ned i sin madpakke. Selvom det var flere timer siden, han havde spist, kunne han ikke få en bid ned. Han havde kvalme og kunne ikke engang spiste sine mariekiks, som han havde set frem til siden morgenmaden. Lises gråd gik igen i hans hoved. Hun havde som forventet ikke taget det særlig pænt. Han tog sin mobil op og ringede til Rose.

”Det er Rose” Svarede Rose da hun tog sin telefon

”Hej Rose, det er Albert, jeg har noget, du SKAL hjælpe med”

”Hvad er det?” Svarede Rose

”Min kollege er blevet dræbt, og nu må du hjælpe mig. Mød mig ved skakklubben om 15 minutter”

Henne ved skakklubben mødtes Rose og Albert, og sammen gik de ind og spillede skak. Mens de spillede, fortalte Albert om mordet.

”Hvordan var han din ven?” spurgte Rose, som i dag havde skrigende gult hår.

”Jo, ser du, vi har haft løst en sag sammen, en rigtig svær sag. Ham vi fangede blev smidt i fængsel for livstid, men begik selvmord efter kun halvandet år.”

”Hvad hed ham, der begik selvmord?” spurgte Rose alvorlig.

”Ken, Ken Farless,” svarede Albert og lavede sit træk.

”Hvordan døde din kollega?” spurgte Rose. Albert kiggede ned i bordet og kunne knapt nok tale for klumpen i halsen.

”Han, øhm … fik hugget hænder og fødder af og øh… blødte til døde, hvorefter morderen kom tilbage og huggede hans hoved af.”

Rose sad stille, og sagde ikke noget. Hun tænkte, det ville være bedst at give Albert noget tid.

”Den der har slået ham ihjel, må virkelig have hadet ham. Ved du om Mogensen havde nogle fjender?”

”Han var trods alt politibetjent, og han havde sat mange i fængsel, så mon ikke han har haft nogle gamle forbrydere på nakken,” sagde Albert stille.

”Nå, du må vel også snart tilbage, ik’?” spurgte Rose og prøvede at lyde lidt opmuntrende.

”Ja, det skal jeg vel …”

*

”ALBERT I. OLSEN! Hvor pokker har du været!? Frokostpausen sluttede for næsten en time siden, og jeg har IKKE kunne få fat på dig! Hvad fanden bilder du dig ind bare sådan at forlade din arbejdsplads” råbte Thomsen ind i hovedet, på den forskrækkede Albert. Albert kiggede skræmt i Thomsens øjne da han pludselig udbrød:

”Betjent Jesper Mogensen er død, Thomsen. Det var ham, der hang på krogen.”

Alle stoppede og kiggede på Albert og Thomsen. Thomsens øjne, der før rasede af vrede, virkede pludselig meget fjerne. De kiggede ikke på Albert længere, gled bare lige så stille ned i gulvet.

”Er det rigtigt ..? Er du sikker?” spurgte Katja Hall McGee, som også var en af Jespers venner.

Michael så også ud, som om han ikke troede sine egne ører. Jesper var jo en af hans tætteste kollegaer! De var tit sammen efter arbejde og fik en sludder og en øl. De havde endda gået i skole sammen.

”Det kunne aldrig falde mig ind at lyve om noget så forfærdeligt.” sagde Albert stille.

Resten af dagen gik mest med gråd og tavshed, og den endte med at de alle gik hjem tidligere, fordi ingen kunne koncentrere sig.

*

Da Albert kom hjem, sagde han næsten ingenting, men han gjorde noget, som han ikke lige havde forventet. Han slog sin hånd ned i bordet, så hårdt han kunne, og svor til sig selv, at han ville finde morderen og give ham, hvad han fortjente!

”Hvad laver du dog, Albert! Sådan at slå på møblerne! Sådan et træbord vokser jo ikke på træerne!” sagde han mor.

Albert svarede ikke. Han kæmpede med at holde tårerne tilbage.

”Jamen lille Albert dog, kom her hen og fortæl mig, hvad der er i vejen.”

Albert rystede på hovedet. Det var bedst for hende ikke at vide det.

”Jamen lille Albert … Du har jo slet ikke rørt din madpakke!”

”Jeg var ikke sulten. Godnat lille mor.”

”Jamen lille…” Hans mor blev afbrudt af, at Alberts dør smækkede hårdt i.

Dagen efter mødte han postbuddet ude foran politistationen.

”Godmorgen Albert!” sagde postbuddet og vinkede til ham ”Jeg har en pakke til Katja, vil du tage den med til hende?”

”Selvfølgelig, hav en god dag!” sagde Albert og vinkede farvel med et fremtvunget smil, til postbuddet, der altid så så glad ud.

Da Katja trådte ind på sit kontor, så hun undrende på pakken på bordet. Det plejede jo at være Thomsen, der fik al post. Hun kiggede på pakken og undersøgte den, men hun fandt ingen afsender, og det eneste, der stod på pakken var: ”Sankt Kjelds Politistation.

Til Katja Hall McGee.”

Katja kiggede undrende på pakken. Den var meget stor og sikkert tung. Og så lugtede den mærkeligt. Af en slags sæbe. Hun åbnede kassen, og hvad hun så, ville hun huske til sin død.

*

Mapperne ramte bordet med et højt klask, og Albert satte sig tungt ned i sin stol. Der var masser at gå i gang med. Masser af sager, der involverede Jesper. De første tre sager handlede bare om mindre tyverier. Ikke noget alvorligt. Den næste sag fangede dog hans opmærksomhed. Den handlede om en kidnapning af en 9 årig pige. Pigen døde under kidnapningen af et slag i tindingen. Hun havde været savnet i en halv måned, men gruppen, der var ledet af Jesper, havde ikke fundet hende, før hun var død. Derfor havde forældrene klaget og havde truet Jesper på livet. Alt imens havde Jesper fået en ny sag, om et mord på Svanemølleværket. En efterforskning, som Albert og Katja også havde været en del af. Det var den sag, der havde fået sat Ken Farless i fængsel.

Pludselig hørte Albert et skrig, der fik ham til at fare sammen. Det var Katjas skrig. Han løb ind til Katja og så hende stå rystende af skræk, med hånden for munden. Hun lignede en, der skulle til at kaste op, da hun pludselig løb ud af døren. Hendes pakke stod åbnet på bordet foran Albert. Han kunne mærke hårene i nakken rejse sig, mens han nærmede sig kassen. For hvert skridt, han tog, blev lugten af råddenskab stærkere. Albert var nød til at holde sig for næsen, da han stod lige foran kassen. Han lænede sig ind over pakken og kiggede ned i den. Det syn, der mødte ham i kassen, fik hans mave og hoved til snurre, for nede i kassen lå Jespers afhuggede hoved, hænder, og fødder.

Spørgsmålet var bare, hvad skulle det betyde?

*

Katja var nødt til at holde fri resten af dagen, og hun nægtede at nærme sig sit kontor igen. Albert besluttede sig for at mødes med Rose i skakklubben.

”Hvad havde Katja og Jesper tilfælles?” spurgte Rose og rykkede sin bonde frem.

”De var gode venner, og de havde klaret et par sager sammen,” svarede Albert, og rykkede også en bonde.

”Hvad for nogle sager? Mord? Tyveri? Kidnapning?”

”Lidt af det hele, vil jeg tro.”

”Kan du måske være lidt mere præcis?”

Albert tænkte sig lidt om.

”Den mordsag om Ken. Den var hun med i. Det var vi alle tre.”

”Dig, Jesper, og Katja?”

”Ja”

”Hvad var der sket?”

”Ken kom op og skændes med en pusher og trak en kniv. Vi fandt kniven liggende i blodet, med Kens fingeraftryk.”

Rosa kiggede op fra spillet.

”Var det alt i fandt? Var det et sølle fingeraftryk, der sendte Ken i fængsel?”

Albert krummede tær. Han var heller ikke selv alt for stolt.

”Det var alt, vi kunne finde.”

”Tog Ken overhovedet stoffer?”

Albert blev rød i hovedet.

”Nej, altså det er jo svært at vide. Vi tjekkede ikke.”

Rose kiggede bebrejdende på ham.

”Så det ENESTE, I fandt, var ham, en kniv og et lig. Eller hvad?”

”Ja, det er rigtigt.”

Rose trak vejret dybt.

”Kan I have sat den forkerte i fængsel?”

Albert kiggede forfærdet op på Rose.

”Nej da! Altså, der var jo ikke mange spor, og han var den eneste, der var der, så… Det måtte da være ham!”

Rose så Albert i øjnene.

”Nej!” sagde hun koldt. ”Jeg skal tilbage på arbejde nu, men hvis jeg var dig, ville jeg se, om Ken havde nogen søskende.”

*

Tilbage på stationen havde Albert travlt med at finde alt viden om Ken. Der stod ikke forfærdelig meget, men nogle få steder var der noget, der måske kunne være brugbart. Kens mor var død, faren var alkoholiker, og hans STOREBROR, Rune, og ham løb hjemmefra i en alder af 16 og 14, hvorefter de blev fundet og sat i en plejefamilie. Albert ringede til Rose, og fortalte hende om, hvad han havde fundet.

”Ring til Katja og sig, hvad du har fundet ud af,” sagde Rose og lagde på.

Albert ringede til Katja, tre gange, men ingen af gangene tog hun sin telefon. Så i stedet løb Albert ind til Thomsen og fortalte ham det hele.

”Er du sikker? Kan det virkelig have været den forkerte, der kom i fængsel, og ved vi, at Kens bror er i live?” spurgte Thomsen med en rystende stemme.

”Ja!” sagde Albert bestemt, selvom han ikke var helt sikker.

”Så har vi ikke noget tid at spilde! Kom!” sagde Thomsen bestemt.

*

Albert og Thomsen stod foran Katjas dør. Albert bankede forsigtigt.

”Katja, er du der?” sagde han usikkert.

Pludselig kom Thomsen styrtende bagfra, sparkede døren ind, og brølede:

”KATJA, ER DU DER?!!”

Da de kom ind, så det ud, som om der var sprunget en bombe. Møbler var væltet, og flere vaser og skåle var gået i stykker. Albert kunne se fortvivlelsen i Thomsens ansigt. Han kiggede uforstående rundt og skreg igen:

”KATJA, ER DU DER!?”

Da der stadig ikke var noget svar, faldt han ned på knæ og begyndte at stortude. ”KATJA! SÅ SVAR MIG DOG!” Thomsen var halvkvalt i gråd.

Albert havde aldrig set ham sådan, og stod selv og kæmpede mod tårerne. Han var nødt til at vende sig væk fra lejligheden og ud mod opgangen. Han kunne ikke holde det ud. Han tog sin telefon op og ringede til politistationen.

*

Efter at have undersøgt hele Katjas lejlighed, havde de stadig ikke fundet noget spor af morderen, eller hvor han kunne have taget hende hen. Tanken om, at hun fik hugget hænder og fødder af i levende live, var uudholdelig, og han kunne ikke gøre andet end at sidde her og bede for hendes liv. Han begravede ansigtet i hænderne. Thomsen havde siddet ude på trappen hele tiden, og havde ikke lavet andet end at stirre ned i gulvet.

’Han har det sikkert ligesom mig, hvis ikke værre’ tænkte Albert, der sad nogle trappetrin længere oppe end Thomsen. Albert rejste sig op, tørrede tårerne væk og tog en dyb indånding. Han tog hen på stationen og fandt alle de filer om Rune Farless frem, han kunne finde. Der var næsten ingenting. Han havde engang stjålet et ur, da han var 16, men ellers havde han ikke gjort noget ulovligt. ’Pokkers!’ tænkte Albert. Han tog sin mobil op, og ringede til Rose og fortalte hende, hvad der var sket.       

”Glem Katja. Hun er så godt som død. Tænk på dig selv, for du er hans næste offer.”

Så lagde hun på. Albert tog et minut eller to til lige at synke det. Men han vidste, det var sandt. Det var for sent for Katja, men han kunne stadig reddes … Han tappede lidt på mobilen, før han besluttede sig for at ringe til Lise Mogensen.

”Hallo Albert.” sagde Lise stille. Det lød, som om hun havde grædt, og hendes stemme rystede.

”Lise, hej, den anonyme besked, du havde fået, var det et brev, eller en sms, eller ..?”

”En sms. Tror I, I kan spore den?”

”Jeg håber det, men jeg skal bruge din mobil. Kan du komme herover på politistationen nu?”

”Ja, jeg skal nok skynde mig,” sagde Lise og skulle til at lægge på, da Albert sagde: ”Og for resten … Du er sikker på at du ikke så noget, eller nogen den aften?”

Der blev stille i den anden ende.

”Jo … Jeg så en skikkelse stå oppe på den blå rustne kran, men det var sikkert bare synsbedrag. Det var jo også meget mørkt.”

”Okay… Bare skynd dig herhen.”

*

Mobilen gav ikke meget. Man kunne kun se det område, beskeden blev sendt fra. Og det var et stort område i nærheden af der, hvor liget blev fundet. Hele havneområdet ved Svanemøllehavn. Thomsen sendte straks en hel hær af politifolk derhen, for at undersøge området. De ledte i fem timer, men de fandt kun en rusten blodig økse … Med Katjas og Jespers blod på. Der var ingen fingeraftryk, så Rune må have haft handsker på. Det var på en måde rart at vide, at Katjas pinsler var ovre. Men så huskede Albert, at han ikke havde noget at glæde sig over, for i morgen, var det måske ham, der fik en pakke.

Albert spiste sin madpakke på vej hjem, så hans mor ikke blev bekymret. Mariekiksene smagte overraskende godt, i betragtning af hvad han

 havde været igennem i dag. Da han kom hjem overfaldt lille mor ham med kys, kram, og hans livret: Kødgryde. Han spiste med stor appetit og prøvede at glemme arbejdsdagen. De sad og spiste popcorn foran fjernsynet, og hans mor fortalte om, hvad hun havde lavet i dag, ord for ord. Albert hørte knap nok efter, men nød at være i sin mors selskab denne aften, som måske kunne være deres sidste sammen. Da Albert var faldet i søvn, kunne han kun få marridt om, hvad der ville ske med ham, når Rune ville få fat på ham.

Næste morgen tog han ned på havnen, lige efter at have spist sin mors hjemmelavede vafler. Da han kom derned, stod Thomsen og nogle andre politifolk der allerede. Katjas lig var allerede i en ligpose og på vej væk. Albert stod bare tavs og kiggede på krogen. ’Om bare få timer er det nok mig, der hænger der,’ tænkte han og smilede trist. ’Men så vil alt det her i det mindste være ovre.’

*

Henne på stationen var der, som forventet, en pakke på Alberts bord. Da han åbnede, lå Katjas hoved, hænder, og fødder i den. Han tog det pænere, men havde stadig lidt svært ved at kigge på det. I modsætning til Katja, blev han på politistationen, hvor han følte sig sikker.   

Han tog sin mobil op og ringede til Rose.

”Hej Rose, det er Albert”

”Hej!” lød det fra Rose.

”Hjælp mig Rose. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg vil ikke d ...” Han brød ud i tårer, før han kunne nå at sige dø. Han græd i nogle minutter, mens Rose var helt stille i den anden ende. Det føltes godt at få det ud. Han havde holdt på tårerne, så godt han kunne, men nu lukkede han det ud. Da han havde grædt færdig, sagde Rose:

”Hold op med at tude, du er en voksen mand. Tjek Svanemølleværket igen, hvis det er dér, Rune har parteret Katja og Jesper, må der være flere spor.”

”Okay, Lise sagde for resten, at hun syntes at hun så en skikkelse oppe på den blå rustne kran ved … ” Albert blev afbrudt af brandalarmen, der pludselig ringede som en gal. Albert kiggede forskrækket op og kunne pludselig lugte røgen. Den kom fra pakken. Albert gik nærmere kassen, og da han kom tæt nok på til åbne den, gjorde han det. Et helt flammehav eksploderede op af pakken og satte ild til gardinerne. Albert var sprunget bagover af bare forskrækkelse, og så nu til, mens flammerne tog fat i filerne om Rune.

”Hjælp!” Skreg han, så højt han kunne, men da han skulle til at trække en frisk mundfuld luft ind for at skrige igen, kunne han knap nok trække vejret på grund at røgen.

Han kunne høre Thomsen råbe efter ham, men røgen blev tykkere og tykkere, så tyk, at Albert blev svimmel. På få minutter var hele bygningen evakueret, undtagen Albert. Brandmændene havde været så hurtige, at det kun var Alberts og de to kontorer, lige ved siden af, der havde taget skade af ilden, men der var stadig røg overalt. Albert var besvimet i den tykke røg og var derfor ikke blevet set, da brandmændene kom. Midt i røgen dukkede en brandmandmand op, og bar Albert ud. Ikke den vej, Albert ville have troet, men bagdøren. Albert døsede hen igen og blev helt slap i kroppen.

*

Da ilden var slukket, og brandmændene taget hjem, var der pludselig ingen spor af Albert. Thomsen sendte straks alle patruljer hen til Svanemølleværket. Rose, der havde hørt alarmen, prøvede at ringe til Albert, men han tog ikke telefonen, uanset hvor mange gange hun ringede. Hun vidste, at morderen var snedig, så nu måtte hun tænke hurtigt. Hun kom i tanke om den blå kran, Albert havde nævnt, og skyndte sig derhen. Da hun endelig var kommet op på kranen, kunne hun se alle politifolkene, der undersøgte hele området omkring Svanemølleværket og Svanemøllehavn. Rose gik tættere ud på kanten af kranen. Pludselig så hun på gelænderet en slags lak. Som om en med lak på hænderne havde holdt fast her … Rose tog noget af lakken op på fingeren og snusede til det. Det var bådelak. Der var i hvert fald ikke nogle både på Svanemølleværket … De var i et bådskur.

*

Albert vågnede, bundet til et stort metal bord. Der hang værktøjer på væggene, og der lå blod på gulvet. Meget blod. Det lignede et lille skur. Han prøvede at komme fri, men rebene holdt ham nede i et jernegreb.

”Hallo..?” Sagde Albert lavt. ”Rune, kan du høre mig? Kan vi ikke snakke om det her?”

Der var ingen, der svarede. Albert vred sig. Pludselig blev døren åbnet, og en høj mand med brunt, krøllet hår kom ind. Han havde laset, løst, og alt for stort tøj på. Og en kæmpe jakke.

”Nej, vi kan ikke bare tale om det her, Albert,” sagde Rune. ”Skulle vi ikke i stedet tale om min uskyldige lillebror, som kom i fængsel på livstid?” sagde Rune koldt, og fuld af had.

Albert vidste ikke helt, hvad han skulle sige. Så han svarede bare dumt:

”Jo, det kan vi godt.”

*

Rose var kommet ned fra kranen, og ledte nu efter det bådskur, de kunne være i. Men der var mange bådeskure. Hun havde slet ikke tid til at kigge dem alle sammen igennem. Hun gik hen mod det første og bedste, men så pludselig en stor boltsaks på jorden. Med samme bådelak på. Så det bådhus, hun skulle lede efter, måtte enten være åbent, eller uden lås. Hun løb fra bådhus til bådhus, men de var alle låste, eller tomme. Hun begyndte at blive desperat. Det var, som om tiden løb som sand mellem hendes fingre. Der var alt for mange bådhuse, og kun én af hende.

Hun kiggede over mod politimændene, der vendte vrangen ud på Svanemølleværket og ledte som gale. Hun blev nødt til at sige det. Det hele. Alene ville hun aldrig kunne finde Albert.

Hun gik hen mod politimændene…

*

”Min bror var en god dreng. Og han var min eneste familie. Han havde ikke gjort en flue fortræd. Han prøvede sgu da at redde pusheren! En eller anden idiot dolkede ham! Min lillebror kom og hev kniven ud og prøvede at redde fyren, og i stedet kommer han i FUCKING FÆNGSEL!” Rune brød sammen i tårer, men manede sig hurtigt op igen.

”Men det er lige meget nu,” sagde Rune stille. ”Han er jo død.”

”Det her får ham ikke tilbage,” sagde Albert og prøvede at holde sin stemme i ro.

”Det er der intet, der gør,” svarede Rune. Han tog en stor rusten sav af væggen og slog en kort latter op.

”Hold kæft, hvor er I egentlig dumme, i politimænd. Jeg smider den økse, jeg har brugt, på dine to venner, i Svanemølleværket, og nu vrimler det med idioter derhenne. Ha! Hvor dum kan man være?” Rune smilede og gik hen mod Albert med saven.

*

Jo tættere Rose kom på politiet, jo mere usikker blev hun. Hun kunne jo også bare lade Albert dø, men hun vidste, at hun aldrig ville kunne leve med det. Pludselig hørte Rose et smertefuldt skrig. Det var ikke særlig højt, men højt nok til, at hun kunne høre det, for det var ikke langt væk. Rose kiggede sig omkring, og så ud af øjenkrogen et lille bådhus, godt gemt væk og uden en lås! Rose styrtede hen mod det lille bådhus og sparkede døren op med en næsten overnaturlig styrke. En høj mand stod bøjet over Albert med en sav i hånden. Med to skridt var hun helt henne ved ham, og kylede hans hoved ned i jernbordet. Hun hørte skridt komme løbende. Hun løsnede rebene om den gispende Albert og sprang ud as vinduet.

*

Thomsen bragede ind i det lille bådhus. Han så Albert sidde forvirret på et stort jernbord.

”ALBERT, DU ER I LIVE!!” Råbte Thomsen, ude af sig selv af glæde. ”Og du fik nakket det lede møgsvin, af en morder!” fortsatte han henrykt, og pegede smilende på Rune.

”Øhh, mmm, ja, ja,” sagde Albert helt forvirret, og prøvede at hoppe ned fra bordet, men blev stoppet af en uudholdelig smerte i anklen. Han kiggede ned, og så en 1 cm dyb flænge i sit ben.

”Nu skal jeg hjælpe,” sagde Thomsen og hjalp Albert ud til ambulancen.