Emily Noack og Cecilie Kamper har skrevet en krimi om en pige, der har mistet sin bror på grusom vis, og som fortæller sin version af historien til en journalist - og Albert I. Olsen

Cecilie Kamper og Emily Noack

Blod, sved og tårer

 

Jeg kom ind ad døren.  Journalisten sad ved bordet og ventede. Vi havde en aftale om, at jeg skulle fortælle om den grusomme sag.

Jeg skyndte mig at sætte mig ned, for jeg var i forvejen sent på den.

Journalisten kiggede brat. Han spurgte interesseret om mit navn og alder, jeg svarede nervøst og stille, at mit navn er Freja Sørensen og at min alder var 24.

Han spurgte med det samme om min bror, denne gang svarede jeg, som om jeg havde en klump i halsen.

”Nik Sørensen. Og han blev 17.”

Jeg sad lidt efter og samlede kræfter, jeg kunne ikke holde det inde mere. En tåre gled ned af min kind, og den var ikke alene.

Efter noget tid spurgte han, om nogle havde hjulpet mig. Jeg svarede, at Albert I. Olsen og Rose havde hjulpet mig meget.

Han spurgte mere og mere ind til sagen, om hvordan Nik Sørensen døde, og hvordan Albert I. Olsen og Rose hjalp, og hvordan morderen så ud.

Men jeg spurgte, om vi ikke nok kunne snakke videre i morgen, og han sagde selvfølgelig ja.

”Så ses vi i morgen, Freja Sørensen.”

 

Jeg kom igen næste morgen, denne gang frisk og udhvilet til at fortælle min historie.

Jeg satte mig samme sted som i går. Journalisten var ikke kommet endnu, så jeg sad nervøst og ventede.

Lidt efter kom han trampende ind ad døren og satte sig på sin sædvanlige plads.

Han spurgte mig, om jeg var klar til at begynde, jeg svarede ja, mere klart denne gang.

”Godt, hvordan så morderen ud?”

”Han var ca. 1,71 høj, en lille buttet mand med sort tøj og elefant hue for ansigtet.”

Journalisten sad og tog noter. Han skrev ret hurtigt. Det var ligesom at se en skrivemaskine, men han havde nok prøvet det mange gange før.

Til sidst kiggede han op på mig, da han var færdig med at skrive notater, spurgte han, om han måtte høre hele historien fra start til slut.

Jeg vidste ikke, om jeg ville kunne holde ud at fortælle historien om min afdøde bror, men vi havde en aftale, så jeg sagde ja.

Han sagde, at jeg bare skulle begynde, når jeg var klar, så jeg tog en dyb indånding og begyndte.

”Det hele startede med, at mig og min bror Nik skulle følges til vores mor og fars sølvbryllupsdag over i kirken.

Så jeg hentede ham kl.17:00, så vi kunne nå det. Vi skyndte os, vi gik lige ved siden af hinanden, men pludselig stoppede han. Jeg tænkte, at jeg bare skulle gå videre. Da  jeg havde gået et stykke tid, og han var stadig ikke kommet, vendte jeg mig om. Men han var der ikke, så jeg løb derhen, hvor han stoppede.

Politiet kom med fuld udrykning, jeg kiggede hen mod banken og ruderne var smadret. Jeg tænkte, at det var derfor Nik havde stoppet, men jeg kunne stadige ikke se ham.

Lige pludselig kom en sort bil susende forbi med politibiler i hælene. Jeg blev pludselig urolig, for jeg kunne jo ikke finde Nik.

En dreng fra bilen råbte. Det lød, som om Nik var i knibe.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg gik i panik og besvimede.

Da jeg vågnede igen, lå jeg på et hospital. Jeg var forvirret, så jeg spurgte en sygeplejerske, hvad der var sket. Hun svarede trist, at jeg var besvimet foran banken, og at min bror var blevet kidnappet.

Jeg blev ked af det og begyndte at græde.

                      Mine forældre kom styrtene ind af døren, de græd også.

De kom løbende hen til mig og krammede mig.  Vi stod alle tre og græd, ingen af os forstod, hvad der var sket med Nik, og om vi nogensinde fik ham at se igen.

Akut telefonen ringede ude i venterummet, det gav mig en ide. Jeg kaldte på min mor og far, de stod og snakkede med en politimand ved navn Albert I. Olsen og hans medhjælper, Rose.

Jeg løb ud til mine forældre for at fortælle dem min ide. De stod stadig og snakkede så jeg kunne ikke få et ord indført.

Lige pludselig spurgte Rose mig, om hun ikke kendte mig et eller andet sted fra. Jeg stod i et øjeblik og kiggede på hende. Og lidt efter gik det op for mig, at jeg havde spillet skak mod hende i skakklubben.

Jeg spurgte, om det ikke var fra skakklubben, jeg kendte hende fra. Hun svarede sødt ja og kiggede på mig.

Lige i det øjeblik glemte jeg næsten alt om Nik og tyveriet i banken.

Men så hørte jeg en stemme. Det var Albert I. Olsen, som ville snakke med min mor og far alene, så jeg lagde mig ind i sengen på sygehuset og tænkte over tingene, der var sket.

Efter en halv time, faldt jeg i dyb søvn.

Jeg kan tydeligt huske, at jeg havde mareridt. Jeg drømte om Nik, der råbte på hjælp fra den sorte bil.

Jeg vågnede af, at Rose ruskede i mig, da hun ville tale med mig. Hun satte sig forsigtigt på sengekanten og kiggede på mig med store øjne.

Jeg spurgte Rose, hvad hun ville. Hun svarede, at de havde fundet forbryderen, men ikke Nik, så hele byen havde fået besked på at holde et vågnet øje.

Jeg var selvfølgelig glad over at de havde fundet forbryderen, men jeg var også ked af det, for de havde jo ikke fundet Nik, og jeg var bange for, at han var død.

Jeg spurgte Rose, om hun havde set mine forældre. Hun svarede, at de sad ude i venterummet. Jeg svarede stille tak og gik forsigtigt ud til dem.

På vejen hjem fortalte de om, hvad de havde snakket med Albert I. Olsen om.

 

Da vi sad og spiste var alle helt stille, for det havde været en hård og svær dag. Midt i maden ringede det på døren. Min mor gik ud og åbnede døren. Hun råbte, at det var Albert I. Olsen, og at vi skulle komme ud.

Da vi kom, sagde Albert, at de havde fundet et lig, der lignede Nik Sørensen.

Min mor, far og jeg brød helt sammen. Albert sagde, at liget var forsvundet, men at de prøvede at finde det, så vi kunne få det lagt i kisten.

Min mor spurgte Albert grædende, om han ikke ville med ind og få noget sort te. Men han svarede pænt nej tak, for hans chef Thomsen havde ringet, at han skulle skynde sig ned på stationen, for der var en, der havde ringet og sagt, at han havde fundet et lig.

Min mor spurgte, om de ikke måtte komme med. Albert svarede ja.

Da de var på vej ned til Alberts politibil, ringede min mors telefon. Damen i telefonen sagde, at hun og hendes mand skulle skynde sig til et akut møde, så det var kun mig, der skulle med.

Da vi var på politistationen, stod der en mand og talte med Alberts chef, Thomsen.

Lidt efter spurgte Albert sin chef, hvorfor han skulle skynde sig så meget. Thomsen svarede, at det var fordi ham manden han talte med havde fundet et lig.

Jeg stod lidt bagved og lyttede til, hvad de snakkede om. Jeg kunne høre, at de snakkede om et lig, så jeg gik op til dem for at spørge, om liget var Nik.

Thomsen kiggede på mig med triste øjne og svarede, at liget var Nik.

Jeg blev lettet over, at de havde fundet ham, men jeg var stadig  ked af, at han var død.

Jeg spurgte, om jeg måtte se Nik en sidste gang for at sige farvel. Thomsen kiggede på mig i et øjeblik og svarede ja, men han spurgte også, om jeg ville kunne holde til det.

Jeg vidste ikke, om jeg kunne, men jeg var så ivrig efter at se ham en sidste gang.

Jeg spurgte Albert, om vi ikke kunne tage ned til hospitalet, men på vejen lige købe blomster.

Vi var endelig kommet til hospitalet med to roser, en tulipan og en valmue. Vi gik over til skrænken, hvor en dame sad og snakkede i telefon. Vi stod og ventede, til hun var færdig.

Da hun havde lagt på, skulle hun lige ordne noget på computeren. Jeg spurgte, om jeg måtte se min afdøde lillebror Nik Sørensen. Damen svarede sødt ja og fortalte, hvor han lå.

Vi tog elevatoren ned til kælderen, hvor de afdøde lå, vi gik ned af en lang gang, og til sidst var vi der, ved døren til rummet, hvor min afdøde bror lå.

Albert åbnede forsigtigt døren ind til Nik. Jeg gik først ind, da det var min bror, jeg satte mig stille ved siden af og lagde forsigtig blomsterne på hans bryst.

Jeg sad der et stykke tid, lidt efter begyndte jeg at græde. Albert kom hen ved siden af og trøstede mig. Jeg var virkelig ked af det, for det hele var bare sket så hurtigt, at jeg ikke kunne følge med, for BOM, så var min bror død.

Albert sagde, at han lige ville gå ud og ringe til mine forældre, så de også kunne komme og sige farvel, hvis altså deres møde var slut. Jeg gik hen og lukkede døren efter Albert.

 

Pludselig hørte jeg glas ramme jorden og trampen ind mod værelset, og en mand iført elefanthue var på vej der hen, hvor min bror lå. Jeg fik et kæmpe chok og råbte, så højt jeg kunne: ”ALBERT!”

Albert kom løbende ind af døren. Han skyndte sig om bag manden og nedlagde ham bagfra. Han sagde, at jeg skulle skynde mig at ringe til politiet, for han kunne ikke klare det alene.

Jeg skyndte mig at tage min telefon og skrive nummeret ind på nødopkald, jeg skyndte mig med rystende stemme at sige, hvor vi befandt, han sagde, at han ville sende nogen ud hurtigst muligt.

Jeg skyndte mig at lægge røret på og spurgte, hvad jeg skulle gøre.

Han sagde stresset, at jeg skulle gå ud på gangen for at holde øje med, om politiet var kommet, og når de så kom, skulle jeg vise dem ind på værelset.

Efter fem minutter kunne man høre udrykningerne fra parkeringspladsen. Jeg løb ned for at vise dem, hvor vi var henne. Jeg råbte, at de skulle skynde sig for Albert kunne ikke holde ham mere.

Da politibetjentene var kommet, tog de forbryderen i håndjern, så han kunne blive afhørt af Albert I. Olsen, kl.10:15 næste dag.

 

Jeg vågnede næste morgen kl.09:00 af mit vækkeurs ringen. Jeg skulle nemlig være i retten kl.10:00, fordi at Albert havde spurgt mig, om jeg ikke ville med, da jeg var indblandet i det.

Jeg skyndte mig at gøre mig klar, så jeg kunne være der lidt før.

Da jeg kom, stod Albert udenfor og ventede på mig, da jeg kom, ind sad morderen i et rum, der var lavet af glas.

Albert gik ind i rummet, hvor morderen sad, jeg skulle sidde udenfor ruden, da jeg ikke var udannet til forhør.

Men jeg kunne stadig høre, hvad de snakkede om.

Albert spurgte morderen hvad han hed, og morderen svarede surt: ”Jimmy.”

                      Albert sagde, at han skulle tage elefanten huen af, morderen nægtede det, men Albert sagde bestemt, at han skulle tage den af.

Morderen sad og kiggede et øjeblik på Albert, og så lavede han en langsom bevægelse op til hans ansigt. Han tog fat i huen og rev den af.

Jeg så hans ansigt, han havde mørkt krøllede hår.

Han rejste sig op og tog sin stol og kastede den mod ruden, det gav et ordentligt BANG og morderen stak af.  Politiet var ikke hurtig nok, så han nået at stikke af.

Jeg blev vildt forskrækket, men også sur, fordi han stak af igen.

Albert sagde, at jeg bare skulle gå hjem, men jeg gik først ned på hospitalet og kiggede til Nik. Da jeg åbnede døren, var sengen tom. Jeg forstod det ikke, for han var jo død, så han kunne jo ikke gå, jeg råbte, så højt jeg kunne på en sygeplejerske.

Hun forstod det ikke, hun løb op og spurgte, om de vidste, hvor Nik Sørensen var henne.

Jeg blev nervøs og ventede nede i kælderen.  Hun kom ned igen og sagde, at ingen havde set ham.

Efter en uge begyndte der at ske mærkelige ting, for eksempel kom der post fra Nik om, at jeg var et dårligt menneske, og jeg skulle give alle mine penge væk.

Jeg prøvede at ignorere det, men det var svært, for der kom noget hver dag. Nogle gange så jeg ham ude på min altan liggende i min liggestol, men når jeg kiggede væk og derhen igen, var han væk.

Efter det havde stået på et stykke tid, blev jeg skør af det og gik til Albert I. Olsen og hans hemmelige hjælper Rose.

Albert ville undersøge det, og Rose anbefalede en psykolog.

Det blev bedre og bedre, men alligevel så jeg ham på gaden eller i et supermarked, en dag i supermarkedet så jeg ham ligge oppe på en hylde, jeg spurgte en dame om hun kunne se ham hun svarede forvirret nej og gik, for hun synes sikkert at jeg var mærkelig.

En dag ringede der skjult nummer, det var Albert I Olsen private mobil nummer, han sagde at moderen var blive fundet og fanget.

 

Albert sagde, at han skulle blive af hørt igen senere i dag, og om jeg ville med, men jeg tænkte, at jeg heller ville blive hjemme og slappe af.

Albert sagde, at han ville ringe, når morderne var blevet afhørt, jeg sagde ja til, at han bare skulle ringe.

Efter nogle timer ringede Albert til mig, han fortalte mig hele grunden til bankrøveriet, kidnapning og mordet.

”Morderen sagde for resten også, at det var ham, der drillede dig,” sagde Albert i telefonen til mig. ”Jeg har også ringet til dine forældre og sagt det, de blev selvfølgelig kede af det, men nu har I fået liget i kiste, så I kan holde begravelse.”

 

Nogle få dage efter holdt vi en stor begravelse. Der kom virkelig mange, både familie, venner og mange fra byen. De kom med blomster og lagde dem på graven.

Og hele familien fik hele historien af vide.