Alberte
Lange
Skakmat
Det er
mandag, mandag morgen. Det betyder, at jeg skal hen på politistationen for at
arbejde. Øv! Jeg har mere lyst til at skrumpe mig lille og smutte ind i et musehul.
Blive væk i mørket. Jeg har ikke
desværre haft held med mine sager på det seneste, og jeg har efterhånden mistet
lysten til at prøve igen.
”Så Albert! Her har du dit tøj.” Min mor har vasket og strøget mit tøj.
”Tak, Mor.”
Jeg giver min mor et kys på kinden og lader hende hjælpe mig med at få tøjet på. Jeg følger med hende ud i køkkenet, hvor hun har forsøgt at lave mad til mig.
”Åh Mor. Du bliver nødt til at holde op med at brænde maden på. Lad mig lave det i stedet,” siger jeg til hende.
Min mor har demens og glemmer tit, at hun er i gang
med at lave mad. Der er adskillige gange, hvor vi har haft ildebrand.
”Så skynd dig nu! Her er din madpakke! Skattemus. Husk
nu at spise dine grønsager. NEJ, VENT!”
Jeg vender mig om. Hun går hen imod mig, tager
fnugrullen op og begynder at stryge mig forsigtigt over ryggen og skulderen
”Du skal jo se ordentlig ud,” siger hun kærligt. Hun
giver mig et klap i ryggen, og lader mig gå.
Jeg går ned ad Vennemindevej, hvor jeg bor med min
mor. Jeg har et værelse i hendes kælder, der hvor min afdøde far engang havde
sin cykelhandel. Jeg stopper op foran krydset ved Nygårdsvej. Den ene vej lige
ud fører til politistationen på Sankt Kjelds Plads, og den anden mod højre til
skakklubben. Jeg går, ligesom en robot, videre hen ad vejen mod politistationen.
Jeg skal jo på arbejde, skal jeg ikke? Jeg har aldrig haft en fridag. En gang
kom jeg syg på arbejde, og jeg blev sendt hjem igen. Men aldrig siden. Ja, man
skal da på arbejde, ikke?
Jeg stopper op. Nej! Jeg løber tilbage til rundkørslen
og forsætter ned ad Vennemindevej mod skakklubben, der ligger på Nygårdsvej,
lige ved siden af fitnesscentret. Der er så hyggeligt, og jeg er virkelig god
til ”skakken.” Hvis jeg kunne bo dér, ville jeg blive der for altid.
Jeg sætter mig ved et skakbord og begynder at stille brikkerne
op. Der er mange mennesker. En mand med et stort overskæg sidder meget
koncentreret og overvejer sit næste træk. Jeg kan se svedperler danne sig på
den stakkels tykke mands pande. Hans modstander har et smørret smil hængende
fra øre til øre. Han rykker hesten. Jeg ser med det samme, at det er en fejl.
Modstanderen har også set det nu og slår hesten ned med én bevægelse.
”SKAKMAT!” råber han lige ind i mandens fjæs.
Så går døren op, og en smule morgenluft formår at
snige sig ind i det dunkle lokale.
Hende, der
kommer ind nu, er en spøjs pige med skrigende postkasserødt hår. Hun går rundt
i en cirkel som en lille hund, der prøver at fange sin hale. Da hun ser, at
flere kigger på hende, stopper hun op og råber: ”Har ingen af jer tænkt sig at
spørge, om jeg vil være med!? Hvar?”
Hun stønner
højlydt, og går hen mod min ”ven” Børge. ”HVAR? Vil du spille med mig?” spørger
hun.
”Øhm … skal du så ikke spille mod Albert … han er jo
den bedste?” Børge sidder og vrider sine lange fingre og sender mig et sigende
blik.
”Hvor er denne, så gode Albert henne?” spørger hun.
”Øhm … derovre.” Børge peger med en kroget pegefinger
over på mig.
Hun kommer hen og sætter sig.
”Nå, så du er Albert?” spørger hun.
”Øh … ja,” siger jeg forsigtigt.
”Lad os gå i gang!” siger hun og stiller brikkerne op.
Hun begynder, og rykker hesten. Sådan går flere træk. Flere og flere kommer for
at se, hvad der sker, der er begyndt at komme en ring af mennesker rundt om os,
der er også nogle, der ikke er fra skakklubben, fra fitnesscentret måske?
Shit! er den første tanke, jeg får. Så bliver jeg
super svedig i mine håndflader. Og så har jeg lyst til at råbe og skrige og
danse. Den her sag må bare ikke gå galt, koste hvad det vil.
Jeg trækker
stolen ud og skal til at gå, da …
”Hey! For helvede!” siger hun og holder fat i min arm.
Det her gælder mit job, så jeg bliver nødt til at gøre
det, jeg bliver nødt til det. Med rystende hånd vælter jeg min konge og stormer
ud. Jeg kan se, hvordan hun sider tilbage med åben mund. Hun havde alligevel
vundet, men jeg tror ikke, det her var den måde, hun ønskede at vinde på.
Lige pludselig står jeg oppe på politistationen, jeg
er ikke helt sikker på, hvordan jeg egentlig kom derhen, men det gjorde jeg. Mine
hænder summer af spænding.
”Detektiv Olsen. Kom med mig!” siger kommissær Thomsen.
”Ja, sir.”
”I går aftes sprang der en bombe her på ydre Østerbro.
Ingen omkom, heldigvis. Men jeg tror, der er mere, hvor det kom fra. Og som du
ved, er alle vores andre detektiver i fuld sving, så det her bliver DIN chance
for at gøre det godt igen! Vi har et lille spor…”
Imens han sidder og roder i sin kommode, har jeg
fundet mig en blok og er begyndt at tage noter.
”Aha! Ja hér!” Han rækker mig, et billede af en bil,
der kører væk. Den kører alt for hurtigt til, at man kan se nummerpladen.
”Vi tror, den her bombe var en prøvebombe.”
”Det, du siger, er, at det er en amatør, der laver
bomberne?” Spørger jeg og gnubber mig på hagen.
”Ja … det er, hvad vi ved indtil videre, og en sidste
ting, du skal lave en rapport for hver dag!”
Jeg nikker kort og går ud ad døren.
Jeg må IKKE miste denne her chance.
Nogle politifolk kører mig ud til stedet, hvor bomben
sprang.
Da jeg kommer der ud, kan jeg godt forstå, at nogle
valgte at sprænge en bombe lige her. Det er jo en giga stor losseplads. Jeg
begynder at snuse rundt, men det skulle jeg ikke have gjort for længe, da
skraldelugten får mig til at få kvalme, og jeg bliver nødt til at sætte mig
ned.
Lidt efter kan jeg høre en bil komme. Jeg kaster mig
ned i en bunke skrald, ingen må jo se mig, da jeg var på en tophemmelig
mission. Bilen er sort, lige som bilen på billedet. Hmm… kan det være?
Så går den forreste bildør op, og den sindssyge pige
fra skakklubben træder ud.
”Hey! Du ved godt, at jeg kan se dig! Ikke? Du må
altså øve dig noget mere!”
Hun står og råber, og jeg kan ikke se et eneste andet
menneske i nærheden. Så jeg benytter mig denne mulighed at sætte hende på
plads.
”Hey, selv! Gå hjem, jeg har vigtige ting at gøre!”
Måske er det lige skrapt nok, og det gør hende vildt
sur. Hvorfor skal hun stå her lige foran mig og dampe som en tyr i en tyrekamp?
Hun begynder at blive helt rød i hoved, så jeg rent faktisk får svært ved at
kende forskel på hår og ansigt. Hun kommer hen og trækker mig i kraven, så jeg
står og kigger ned i hendes ansigt. Hun må være super stærk, for selv om jeg er
tynd, vejer jeg alligevel meget, måske på grund af min højde?
”Nå! Men hvad for nogle ting er det så, du laver?!” spørger
hun spydigt.
”Øh… det er hemmeligt!”
Hun giver slip i min krave.
”Sig det!” siger hun sammenbidt.
Jeg kigger ned i jorden, ned på mine fødder.
”Nå,
men så må jeg bare selv finde ud af, hvad det er, du går og laver!”
Så går hun. Jeg ånder lettet op. Det er da ikke så
svært. Jeg leder videre. Hmm. Et stykke af en bombe. Hmm en mælkekarton …
Efter en time eller to giver jeg op og sætter mig ned
på en stor bunke skrald, jeg er alligevel så beskidt. Og efterhånden, som jeg
har gået rundt og ledt efter bevismateriale, er pigen begyndt at rykke på sig.
Hun kommer langsomt hen imod mig og sætter sig ved siden af mig på den store
bunke affald.
”Jeg er Rose,” siger pigen.
”Nå!” svarer jeg ligegyldigt.
”Vidste du, at det faktisk kun er fliser, porcelæn,
træ, der er blevet behandlet med keramik, en særlig type plastic og forurenet
jord, der er på en losseplads?” siger hun.
”Hvor ved du det fra?” spørger jeg ligegyldigt.
”Det er bare noget, jeg ved,” siger hun pludselig
glad. ”Men det er sandt! Det affald som vi har derhjemme, ville du aldrig finde
på en losseplads. Æggebakker, smørpakker, endda batterier, mælkekartoner og
gla…”
Hun når ikke at sige mere. For jeg har fanget den.
”Vent, vent. Spol tilbage! Hvad sagde du?” spørger jeg.
”Øhm … at det kun er nogle bestemte ting, der er på
lossepladsen, ting som æggebakker, smørpakker, mælkekartoner og gla…”
Hun når ikke at sige mere igen.
”Hmm, JA SELVFØLGELIG!” råber jeg.
”Skru lige lidt ned!”
Jeg skynder mig, alt hvad jeg kan, tilbage til stedet,
hvor jeg startede. Og ja, ganske rigtigt, som jeg havde forudset, ligger
kartonen der endnu. Jeg tager den op og studerer den nærmere. Der er stadig en
lille smule mælk tilbage. Jeg hælder den klamme tykke væske ud.
”Hmm … ja, den har ikke ligget i køleskab siden i går,
men den er ikke gammel. Det er helt sikkert noget, DE har efterladt,” siger jeg
til mig selv.
”Okay,” siger Rose og ruller med øjnene.
Jeg tager min mobil op af lommen og ringer til
stationen.
”Ja hallo, er det politistationen?”
Det er mærkeligt, da Rose hører ordet, bliver hun helt
bleg og skynder sig væk.
”Kom herned, jeg har bevismateriale. Ja! Nej. Farvel.”
Efter lidt tid kommer der et helt redningshold. Jeg viser
mælken og begynder straks en diskussion, om hvorvidt det er bevismateriale.
”Tag det nu bare!” siger jeg godt træt i armen, af at
havde holdt den oppe så længe.
Da jeg
kommer tilbage til politistationen, har jeg et par timer, inden kommissæren kommer,
så jeg benytter mig af lejlighed til at kigge efter oplysninger om Rose. Det er
nu lidt for besynderligt, at hun blev så bange, da jeg nævnte politiet … Og
ganske rigtigt, Roses straffeattest er ikke helt ren.
Jeg lader mine øjne ganske
langsomt glide ned over papiret og stopper op, da jeg finder, hvad jeg leder
efter. Hun har boet i ungdomshuset på Jagtvej, og sparkede en politimand lige i
skridtet, den dag de ryddede det. Av… Jeg kan lige forestille mig de smerter,
den stakkels politimand har haft.
Jeg har ikke læst hele historien, men hun lyder lidt
som en kriminel. Hende må jeg holde mig lidt fra.
”Detektiv Olsen!”
”JA!”
Det var kommissæren, der var kommet.
”Hvad har du fundet?”
”En mælkekarton!” svarer jeg superstolt.
”Og?”
Jeg kan høre, at han tror på mig.
”Jo, ser du, på lossepladser er ting som
mælkekartoner, æggebakker osv …”
”Jeg har ikke tid til pjat, Olsen!”
Han skal lige til at gå.
”Nej, nej, selvfølgelig. Men jeg fandt mælkekartonen …
På lossepladsen.” Shit, han skal havde den ind med skeer. Der går et par
minutter, inden han forstår, hvad jeg mener.
”Nå! Ja, selvfølgelig! Det hørte jeg godt… hæ
hæ!” Svedperler dannes på hans store høje pande.
Mælkekartonen, bliver ført ind i et rum, hvor den skal
desinficeres. Efter nogen tid kommer Jesper Mogensen, en af mine kolleger, ud og
fortæller mig, at der blevet fundet fingeraftryk.
”Der er to mennesker i hele verden, der har det
fingeraftryk. En i Kina… Og en i Danmark,” siger Mogensen.
”Hvor er personen i Danmark? Giv mig papirerne, og jeg
er på sagen!” siger jeg fuld af håb. Det her kan ikke gå galt. Jeg får en stak
papirer og skynder mig ud.
”Star Wars”
igen. Det er min mobil og jeg har fået en besked. Jeg skynder mig at tage den
op og kigger på den: OLSEN! DU ER IKKE HURTIG NOK! TI BØRN ER BLEVET PÅFØRT
EN BOMBE, DER GÅR AF OM 30 MIN. BØRNENE ER PÅ KILDEVÆLDSSKOLEN! SKYND DIG! –KOMMISSÆR
THOMSEN.
En ubehagelig snurren begynder at brede sig i hele min krop. Jeg tager mig til hovedet og tror et øjeblik, at jeg skal besvime. Ti børn, åh nej. Ikke flere liv på samvittigheden. Denne gang må det ikke gå galt.
Jeg løber rundt som en gal, men finder bare ud, af at jeg spilder tiden. Måske er der en der kan hjælpe mig? Jeg stopper op foran skakklubben og begynder at lede efter hende. Der danner sig små mørk pletter for mine øjne, og jeg bliver nødt til at sætte mig med. Hvordan kunne det gå så galt? Det startede så godt, så hvordan kunne det gå så gruelig galt på fem minutter?
Så ser jeg hende komme gående. Jeg løber hen til hende
og glemmer at bremse. Så jeg styrter lige ind i hende. Vi vælter ind i muren.
”Av, for helvede!” skriger hun ind i mit øre, så jeg, ud
over den hjernerystelse, jeg har fået, også er blevet mere døv.
”Jeg … har … brug … for … jeg … jeg, jeg!” stammer jeg
og må gå lidt væk, så jeg kan lade morgenmaden få frit løb. En brændende sur
smag bliver efterfuldt af den klamme tykke masse.
”AD, FOR HELVEDE!” Skriger hun, da jeg kaster op, og
det hjælper hundrede procent ikke på min hjernerystelse.
Efter 5 min. er jeg kommet til mig selv og fortæller
hende det hele. Hun får et smørret udtryk på, da hun siger.
”Var det ikke hemmeligt?”
”Jo, jo. Du må ikke sige det til nogen!” siger jeg.
Hun stå og tænker sig lidt om, så siger hun.
”30 min?”
Jeg kigger på mit ur.
”Nej, nej. Nu er det 20 min …”
”Kom med mælkekartonen!” siger hun bestemt.
Jeg giver hende kartonen. Hvad vil hun med den? Hun
tager en anden mælkekarton op, og sammenligner.
”Ja! Se!” Hun rækker mig kartonerne, jeg kan ikke se
hvad hun mener.
”Hvad?” Hvad fanden mener hun, gør hun grin med mig?
”Det er en anden slags mælk! Kan du ikke se det, i
stedet for koen er der et mærke, SDO, der er kun en butik i området, der har en
mælk som denne!” siger hun, som om hun forklarer det til et barn.
”Hvis vi finder butikken … kan vi finde forbryderen…
og få dem til at stoppe bomberne!” siger hun. Og jeg begynder at forstå, hvad
det er hun siger.
”Hvor … Hvordan, kan du huske det?” spørger jeg. Hun trækker
på skuldrene.
”Det ved jeg ikke, lægerne sagde et eller andet om at
jeg har autisme,” svarer hun.
”Kom, vi skal skynde os!”
Jeg tager hendes hånd og trækker hende ud på vejen, da
jeg husker, at jeg ikke ved, hvor butikken er. Jeg slipper hendes hånd, men hun
tager den igen og trækker mig denne
gang. Det er utroligt at hun kan huske denne her rute, den er super indviklet.
Men vi når frem til en lille hærget butik, der er ved at lukke. Den ligger lige
over for Kildevældsskolen.
Rose slipper min hånd og går hen og banker på vinduet.
”HALLO! HALLO!” råber hun til manden i butikken. Han
kommer ud helt forvirret.
”Undskyld, men vi har lukket.”
I en bevægelse har Rose formået at gå rundt om manden
og ind i butikken. Det er ret vildt, for manden fylder stort set hele
indgangen.
”Vi har virkelig brug for hjælp!” Hun kigger med
bedende øjne! Så kigger hun på mig og peger på mit politiskilt, og jeg viser
manden det. Han lukker op.
”Nå. Hvad kan jeg hjælpe jer med?” spørger han venligt.
Hun lader mig snakke.
”Jo, ser du, en forbryder har været inde i din butik
og handle, og vi vil meget gerne vide hvem det er, så hvis du kan finde ud af
det, så ville det være fint, og skynd dig! Vi har kun et kvarter!”
Hun viser ham mælken, som kun meget få køber!”
De sorte pletter
er begyndt at komme igen og minder mig om, at jeg ikke har alverdens tid. Jeg
sætter mig ned på gulvet og ser manden forsvinde væk, om bag i butikken. Der
går kun tre minutter, så er han tilbage.
”Det er en kvinde, en Miss Faun. Hun bor kun fem minutter
væk herfra. Hun bor på HC. Lumbyes Gade første opgang,” siger manden. Det er mange
informationer, men hvad pyt, det er godt for mig.
”Hvor ved du at det fra!?” spørger Rose og trækker
tiden ud.
”Åh! Det er lige meget Rose! Lad os komme af sted!”
Tiden er ved at
løbe. Der er kun ti minutter tilbage.
Rose
tager hånden op til øjnene peger på sine egne øjne, og peger så på ham,
som om hun vil vise, at hun vil holde øjne med ham. Så suser hun ud af
butikken. Jeg følger efter hende, og på under fem minutter er vi henne ved
hendes opgang og løber op af trapperne. Vi finder døren med skiltet Miss Faun
på.
Blodet kører rundt i kroppen, og jeg tager tilløb og
bryder lige ind i døren, kun til at finde ud af, at det er egetræ, og jeg kan
mærke en brækket fornemmelse i højre skulder. Jeg kigger op på døren og ser, at
den stadig er lukket.
”Træd lige et skridt tilbage!” siger Rose. Jeg møver
mig væk på maven. Og lader hende stå foran den store ege trædør, jeg betragter
hende, da hun tager benet op under sig og skyder det ind i døren. Hun bliver
ved, til den er åben. Så hjælper hun mig på benene og går ind.
Lejligheden
har kun ét stort rum, som vi befinder os i. Der er ingen vinduer, og på hele
endevæggen er der store computerskærme og andet elektronik. Hun vender sig ikke
engang om, da vi kommer ind. Jeg kan se de store tal, der tæller ned fra fem
minutter. Rose går hen og rusker i Miss Faun, Ingen reaktion. Hun sidder og
stirrer tomt ud i luften.
Uden at tøve giver Rose damen en flad.
”Hey! Du kan ikke slå damen!” siger jeg stresset og
skubber hende væk.
Jeg er super stresset for efter hvert tiende sekund,
kommer der en høj skærende lyd.
”Hvordan slukker man den?”
”DYT!”
Ti sekunder er gået.
”KOM NU!”
Nu står jeg og rusker i hende og råber lige i hendes
hoved.
”DYT!” ti mere er gået.
”ARGHH!”
skriger jeg og farer hen mod panelet, jeg trykker på alle knapperne. ”DYT!” Tiden
… igen … allerede…
Kom nu, kom nu, kom nu Albert, tænk! Da jeg var mindre
var jeg super god til computere. ”DYT!” to minutter tilbage. hjælp… ”DYT!”
”DYT!” ”DYT!” ”DYT!” Det gentager sig bare … ”DYT!”
Der er 5 knapper tilbage … en … to knapper når jeg at
trykke på, inden en stemme begynder at tælle ned fra ti. Jeg kigger over på Rose,
der har så store øjne og råber noget, jeg ikke får fat på.
”5,4,3,2…”
Jeg trykker på en knap og beder til, at det er den
rigtige. Men den bliver ved med at tælle ned.
”1 …”
Jeg trykker en sidste gang … og skærmen pauser.
Den bliver ved med at vise 1 tallet.
Jeg ånder lettet op, sætter mig ned på jorden og lader
adrenalinen drive ud af kroppen sammen med en voldsom rysten.
Politiet
kommer, og Rose forsvinder. Politiet pakker tingene sammen og fører Miss Faun
væk. På skolen bringes børnene i sikkerhed. Jeg går lettet ud af huset. For
første gang i lang tid er min sag lykkedes.
”Nå? Hvad så med den der revanche? Så jeg kan få lov
at vinde fair!” lyder det fra Rose, der står uden for og venter på mig.
”Ja, hvorfor ikke? Og bare så du ved det, jeg vinder
denne her gang!” siger jeg.
Og så går vi hen til skakklubben for at spille skak.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar