Nikoline Baadsgaard
Andersen
De bortførte børn
Det grå og triste loft stod klart og udviste sin sikkerhed på en sørgelig måde. Mit skrivebord var en billig løsning på et hjørnearbejdsskrivebord i Ikea-modellen MICKE. Gammelbrun farve.
Min chef havde sagt, at han synes, at jeg havde dårligt balance-center, så han havde købt en balancestol til mig, i mærket FLAXIG til 379,- i aldi. Han var overbevist om, at det var et godt køb, selv om han selv sidder i en loui vuitton lænestol, med indbygget massage.
Jeg trykkede koncentreret på tasterne, samtidig med at mine øjne konstant kiggede på telefonen. Kunne det virkelig være rigtigt? Skulle jeg heller ikke i dag tage mig af nogle besværlige sager og sikre min fremtidige karriere?
Men dette var åbenbart en speciel dag ...
”….Riiinnngggggg….rrrrrrrrriiiiggggggg……..riiiinnnngggg” Jeg greb telefonens rør, min krop var spændt som en flitsbue.
”Politigården, Sankt Kjelds Plads, det er Albert I. Olsen”,
svarede jeg med en stemme der måske virkede lidt for ivrig.
”Jeg ringer, fordi jeg har set noget
mistænkeligt på Kildevældslegepladsen””Undskyld, men hvem taler jeg med?”
Der gik lang tid, før jeg fik et svar.
”Rose, bare Rose, jeg har hørt noget på Kildevælds-legepladsen.”
Jeg sukkede. Jo, jeg vidste godt hvem hun var, Rose. ”Bare Rose”, som jeg havde mødt i skakklubben, og som havde hjulpet mig med at løse en sag for nylig. Rose, som ikke havde en ren straffeattest. Rose som farvede sit hår hver dag.
”Hørt noget, hvad mener du?” spurgte jeg.
Hun tøvede og svarede mig ikke.
”Har du nogle beviser på noget,” prøvede jeg.
”Nej!” svarede hun hårdt tilbage.
”Vi kan desværre ikke hjælpe dig, hvis du ikke har nogle beviser.”
”Jamen jeg hørte altså noget, UNDSKYLD MEN HVAD FANDEN ER DET EGENTLIG, MAN HAR POLITIET FOR? SIDDER i BARE OG RYGER PIBE OG DRIKKER KAFFE?”
Røret blev smækket på, og jeg var helt
forbavset, jeg var ikke vant til sådan en telefonsamtale. Jeg tog en tår af min
sorte te og fik en klam tør fornemmelse i munden. Der var jo egentlig aldrig
nogen, der ringede til mig. Jeg var vist lidt af en loser på mit arbejde .
Jeg måtte alligevel have hørt
lidt på Rose, siden jeg samme aften valgte at gå igennem Kildevældssparken. Der
var dystert. Det var vinter, og søen var
bundfrosset. Træerne var nøgne og uhyggelige, man kunne skimte ansigter i
træernes hule stammer. Det var trætte mandagsansigter.
Min
næse var kold og hård, og jeg trak min strik hue over hovedet. Jeg kunne ikke
lade vær med at tænke på lille mor, når jeg havde den på. Vinden trak op, og de
visne blade blev spredt ud over den frosne sø. Jeg satte mig i kanten af søen
og nød stilheden og ”kulden”. Jeg fik øje på noget, noget mine øjne ikke havde
set før. Det lignede et ansigt, eller en form for dukke. Jeg gøs ved tanken om
en dukke. Min hjerne fik alligevel mine ben til at gå over og se, hvad det var.
Jeg satte mig på hug og samlede tingen op. Det lignede på en prik en lille
baby. Men det var en dukke. Jeg tog dukken under armen og gik mod udgangen.
En
mand kom hastigt i mod mig og ramte mig hårdt, skulder mod skulder. Jeg vendte
mig brat om. Manden var iført en sort elefant hue og en netto pose. Vi stod nu
ansigt mod ansigt, eller rettere elefanthue mod ansigt. Jeg skyndte mig videre,
men jeg så noget meget mærkeligt i hans pose, flere dukker, og de lignede
virkelig den, jeg stod med i hånden.
Jeg
fulgte langsomt efter manden, han gik hurtigt og målrettet den anden vej
igennem parken. Jeg havde virkelig ikke forventet, at han ville gå ind på
legepladsen, men det gjorde han. Da jeg kom ind på legepladsen var han væk, jeg
gik rundt om legehusene og gik hen til klatrestativet, jeg så mandens silhuet
forsvinde ud af legepladsen uden posen.
En dunkende
støj fra mit hjerte larmede, ligesom min svedige armhule. Den firkantede legeplads
virkede stille og forladt uden børn, de var alle hjemme for at drikke varm
kakao med flødeskum og læse eventyr.
En enkel
knirken hang ved mit øre. Det var en sort stor gynge. Den var efterladt og
skreg om forladelse. Omkring hængslerne var der rust, rust som i gammelhed og
udmattelse. Rutsjebanen stod til gengæld blank af aluminium og ikke en eneste
ridse.
Træernes
silhuetter gjorde mig bange. En pludselig forskrækkelse fløj igennem min krop,
men roen faldt over mig igen, da jeg opdaget, at det bare var en fugl. Hvad var
det her for et sted? Tænkte jeg og huskede telefonsamtalen med Rose.
Da jeg trådte ind af døren, løb jeg op på mit værelse. Det værelse havde jeg boet i i 32 år, så der fandtes ikke andet bedre end det sted. Jeg greb min telefon, kiggede på min opkaldsliste. Jeg ville finde Roses nummer, hun havde jo også hørt noget omkring legepladsen.
”Det er Rose.”
”Goddag, det er Albert. Du ringede i formiddags omkring noget, du
hørte ved legepladsen?”
”Nårhh, nu gider du godt
høre på mig?”
”Øhhhh … ja, altså jeg
har selv oplevet noget meget mærkeligt. Tror du, vi kan mødes og tale om det?”
”Jooh ... det kan vi vel
godt.”
”Super, lad os mødes på
Kildevældsskolen kl.24:00 præcis,” svarede jeg.
Vi lagde på, og jeg
kiggede på klokken, den var 23:34.
”Marcipangris, er det
dig?” Det var min mor, der spurgte.
”Jaa, det er mig, men jeg
går snart igen” svarede jeg sødt og nuttet.
”Okay, skatte-basse,” svarede hun, og jeg kom til at tænke på,
dengang min mor, hver dag i frikvarteret, kom over og ville tjekke, om jeg
havde det godt.
Jeg kyssede lille mor
farvel og tog mine hjemme strikkede sutsko af og trak mine nye Salamon sko på. Gaden
var mørk og ukendt. Gadens silhuetter var sorte og ikke ligefrem hyggelige.
Pizzamanden var allerede lukket, og jeg var alene på hele gaden. Da jeg ankom,
så jeg silhuetten af en neonblå-håret kvinde i slutningen af 24 år. Jeg var i
tvivl om det var hende, hun lignede ikke rigtig en, der bekymrede sig om andet
end hendes hår. Hun lignede slet ikke
den Rose, jeg havde mødt før.
”Rose?” spurgte jeg
usikkert. Jeg var jo ikke vant til at være ude i civil på denne tid af aften,
og da slet ikke med baggage som denne viden, vi var jo trods alt vidne til
noget her.
”Jep, det er mig,” svarede
hun med en streng tone og himlede med
øjnene.
Rose fortalte, at hun
havde hørt nogen skrige, det lød som et barn. Jeg fortalte også, hvad jeg havde
oplevet med dukken og manden. Vi besluttet os for at gå en tur i parken og
snakke lidt. Jeg var lidt genert og følte mig lidt trykket og træt. Vi gik
forbi mandags-træet. Der var noget anderledes ved træet, der var snittet et
tegn, et tegn der ... Nej vent! Det var ikke et tegn, det var et tal. 1940.
Meget mærkeligt. Jeg viste det til Rose. Hun klemte øjenbrynene sammen og
studerede tallet.
”1940!” sagde Rose med en kraftig stemme.
”Men hvad menes der?” sagde jeg usikkert.
Rose tog noget op fra sin taske. En iPad-agtig
ting, havde hun i hænderne.
”Hvad er det?” spurgte jeg
”Det er en mini computer, jeg selv har bygget”
svarede hun selvsikkert.
”Øhhhh ...okay, men hvad vil du med den?”
”Jeg vil slå 1940 op og se, om der kommer noget,
vi kan bruge.”
Rose trykkede på tasterne, og det føles som en
uendelig søgen på noget, som ikke var
der.
Pludselig råbte Rose højt.
”Jeg har det, jeg har det!”
”Hvad har du?” svarede jeg nysgerrigt, nu var
jeg ved at blive interesseret.
Hun fortalte: ”Altså der står, at der engang
blev myrdet en mand her ved træet, og derfor skulle det vist være en form for
mindesmærke. Manden ejede en bunker her i nærheden, på noget der hedder
Svanemøllevej. Han var sigtet for børnebortførelse”
”Svanemøllevej, det ved jeg, hvor ligger. Det
er én kilometer herfra,” sagde jeg
lystigt og følte, at jeg også var klog og kom med ideer.”
”Godt! Lad os tage der hen,” sagde hun
beslutsomt.
Vi gik forbi Kildevældsskolen
og helt ned til starten af Østerbrogade og så til højre, forbi Nine-9 running
sushi. Gaden var dyster. Det var her. Svanemøllevej. Vi gik frem og tilbage på gaden. Men
pludselig så vi en vold, en meget usandsynlig vold i udkanten af en vej. Vi
studerede volden og ganske rigtigt, så var der en åbning. Vi stod lidt og
kiggede på døren, eller det var egentlig ikke en dør, mere en fængsels dør,
eller tremmer. Eller det lignede det. Så sagde Rose noget meget pludseligt.
” Hitler havde engang idé om en vestlig
forsvarslinje af bunkers, hvor han kunne være i sikkerhed og samtidig bruge den
som et fængsel. Tanken var at sikre, at jødiske børn ikke kunne flygte og
derfor tage dem til fange og bruge dem som spioner og soldater i andre lande.”
Hun
kiggede spørgende på mig.
Jeg ventede på mere.
”Så ved du ikke, hvad det betyder?” sagde hun
med en lille tone af irritation.
”Øhhhhhhhhhhhh …” svarede jeg usikkert og
forsøgte at kigge på mine skosnuder. ”Det betyder, at personen, der måske
kidnapper børn, er ude på at skabe en forsvarslinje og bruge børnene til
spionage og soldater.
Hun noget ikke videre, vi blev afbrudt.
”Jeg skyder hende, hvis du rør dig”.
Stemmen
bag mig var mørk og uhyggelig, jeg mærkede en våd plet blive større og større
på midten af mine bukser, lugten af urin, kælder og skimmelsvamp, sev op til
min næse. Jeg skulle nyse. Nyset halede ind på min krop og ramte mig som et
hårdt kobrabid, nyset røj lige i hovedet på manden bag Rose. Som et springvand.
Manden tabte pistolen af forskrækkelse bag Roses ryg, og Rose vendte sig og
slog ham i hovedet. Han blev ramt lige på næsen. En jammer brød ud. og Rose
begyndte at grine helt vildt.
”Så du lige hans ansigt?”
Jeg kunne heller ikke lade vær med at grine. Vi
havde i fælleskab slået en forbryder ned.
Rose begyndte pludselig at løbe ned i bunkeren,
med høj fart. 210km/t mindst. Bunkeren lugtede af gammel kælder, fugt, våd hund
og en snert af skimmelost. Lange sorte og orange tykke dræbersnegle snoede sig
op gennem opgangen, jeg turde ikke kigge op i loftet, af frygt for, hvad der
ville være. Da vi havde gået lidt op og ned og hen og til siden, kom vi til en
dør. Indtast kode.
Jeg skulle lige til at spørge Rose, hvad vi
skulle gøre. Men hun trak bare en ny dims op af tasken. Denne gang en form af
stødting. Hun satte den i hvert fald på låsen og trykkede, og så kom der en
form for gnist.
Døren
gik op. Jeg var mundlam, men fik alligevel presset en lyd ud af min mund.
”Godt
gået, Rose!”
Jeg
var afventende.
Hun
smilede. Ikke bare et lille smil, men et kæmpe, så stort så jeg faktisk blev
bange for at hendes mundvige ville sprække.
Vi kom
ind i et stort rum. Inde i rummet var der mange flere rum. Jeg gik hen og
spejdede ind i et af rummene. Der var børn, børn alle vegne, små børn, store
børn, afrikaner børn, danske børn, australske børn. De havde alle dukker. Dukker,
som den jeg fandt på søen. Dukkerne havde en soldateruniform på. Mange af
børnene græd. Rose og jeg kiggede på hinanden. Hvad skulle vi gøre.
Børnene
havde hundeskåle og halsbånd på, på halsbåndet stod deres navn. Jeg lagde mærke
til en af pigerne, Mille stod der. Hun rystede af skræk og blev ved med at sige
”mor kommer snart, mor kommer snart, mor kommer snart”. Hun var gået i chok.
Inden
vi noget at udtænke en plan, blev Rose ramt i hovedet af en sten. Jeg dukkede
mig hurtigt ned. Jeg var kommet ind i et af rummene, og manden gik rundt og
kiggede efter mig. Jeg var skræmt og bange, uden Rose vidste jeg ikke, hvad jeg
skulle gøre. Mine øjne kiggede efter noget interessant, eller noget jeg ville
kunne bruge. I hjørnet af rummet lå en spand med søm. Jeg fik en meget
pludselig ide. Jeg kunne hælde sømmene ned i en af mine knæstrømper og på den
måde opfinde mit eget våben.
Jeg
rejste mig målrettet op og forsøgte ikke at gemme mig, jeg svingede dem sømmede
knæstrømpe og slog den voldsomt ned i hovedbunden på manden. Et ubehageligt
knæk lød fra hans hovedbund, og blod piblede ned over hans ansigt. Det mindede
mig om kethup, eller også var det bare min hjerne, der prøvede at finde på
noget andet at tænke på, så jeg ikke ville brække mig. Men det var for sent, en
klumpet masse sprøjtede ud til alle sider.
Rose
stod pludselig bag mig og klappede mig på skulderen og fortalte, at hun syntes,
at jeg havde fået verdens bedste ide, med den søm-sok. Jeg grinede, og vi
omfavnede hinanden. Jeg blev lidt overasket over min reaktion … nu var det vist
tid til at kontakte resten af politiflokken.
Jeg fiskede min mobil op af lommen.
”Det
er kriminalkommissær, Thomsen.”
”Hej, Thomsen, jeg ringer
fordi jeg har brug for forstærkning, vi står
… ”
Rose sparkede mig over benet og rystede på
hovedet.
”Øh …
JEG står her i en bunker på Svanemøllevej. Det er en sag om kidnapning. Mange
børn, sagde jeg med stolthed og selvtillid.
”Javel,
javel, så det gør du? Jeg håber, at det er rigtigt, for vi kender jo til dine
fiaskoer, Olsen.”
Jeg
smækkede røret på, jeg var ikke lige største fan af Thomsen.
6
minutter efter kom politi og ambulance, med udrykning på. Børnene blev befriet
og fik krisehjælp. Nu skulle de hjem til deres forældre.
Rose
var smuttet. Men lige inden sagde hun til mig: ”Det var sgu sejt, vi er da et
rigtig godt par, hva?”
Jeg
kunne kun give hende ret. Et rigtig godt par. Men et hemmeligt par. Hvis
Thomsen nogensinde fik at vide, at jeg benyttede mig amatørhjælper med blåt
hår, som havde været anholdt i forbindelse med rydningen af ungdomshuset, så
ville jeg blive fyret på stedet.
Hun
ventede på mig lidt nede ad Østerbrogade. Vi gik hånd i hånd ned forbi Nine-9 running
sushi, til højre forbi tanken og hele vejen ned til mig. Det var ved at blive
morgen. Vi sagde farvel, og jeg gik ind til Lille mor.
2 dage efter ….
”Og jeg overækker nu,
medaljen for stædighed og udholdenhed og smukt detektivarbejde til Albert I.
Olsen,” sagde Kommissær Thomsen.
Jeg bukkede dybt, da jeg
tog imod den.
”Og Rose,” sagde jeg for
mig selv og sendte en taknemlig tanke. ”Bare Rose.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar