Magda Skytte Østergaard har skrevet en stærk krimi om at lyve i en god sags tjeneste og ofre sig for sine venner. I denne historie kommer hemmeligheden om Rose tættere på afsløring end hun selv og Albert I. Olsen bryder sig om.

Magda Skytte Østergaard

Nattens løgne

 

 

Mandag   8:42 – 11.22

Albert og Rose sidder under et piletræ i Kildevældsparken.

Græsset er fugtigt fra nattens regn, luften er tung og lummer. Det er tidligt om morgenen, og en morgenglad due betragter dem nogle meter væk. Rose holder om papkoppen med den næsten kolde kaffe i, overvejer om hun skal drikke det eller hælde det ud.

De har siddet længe i stilhed. Rose er ikke vant til at være så tæt på andre mennesker, men Albert havde insisteret på at holde hende med selskab, selvom det måske var ham, der havde brug for nogen at snakke med, andre end hans mor.

Albert tager den grønne termokande op fra hans taske, skruer låget af og hælder den smukke sorte te ud i hans hjemmebragte kop. Den sorte te vender og drejer sig i koppen, udforsker de nye omgivelser og lægger sig roligt sammen. Piletræet strækker sig ned for at spejle sig i den brunsorte væske, men viger væk, da det er meget bedre at spejle sig i den kolde søs vand.  

”Jeg forstår ikke, hvorfor du kan lide at drikke det der olie, det smager af gammel dame og cigarer,” Rose vender hovedet og kigger frastødt på Alberts kop.

Albert kigger chokeret på Rose. Han har aldrig set det på den måde, han troede, at det er god stil, han er sund, og at folk respekterer det. Han ser ned i koppen og ser sit eget tynde ansigt. Teen er en del af ham, ingen skal sige noget til det.

”Jeg forstår ikke, hvorfor du drikker den bitre brune sovs fuld af koffein, når der er så meget andet, der er meget sundere i denne verden,” spytter Albert tilbage og ser muggent på Rose.

Rose begynder at le meget højt, og duen, der ellers lige sad og nød stilheden, flyver forskrækket væk, så hurtigt den kan.

Hun holder sig på maven og hælder det resterende af hendes kaffe lige ud foran Albert. Han rejser sig forfærdet op, og spilder den sorte te på sine nye lyse bukser.

Rose ler endnu højere og tørrer tårerne fra hendes øjne.

”Hvorfor griner du?” spørger Albert irriteret.

Rose svarer ikke og fniser videre.

Albert skruer låget på termokanden, smider den ned i hans taske og begynder at gå væk fra piletræet og Rose. Han prøver at børste den sorte plet på sine bukser væk, men den sidder som syet på. Dumme sorte te.

 

Rose sidder lidt og samler sig og kigger efter Albert. Hun springer på benene og følger efter ham.

”Du behøver ikke at være sur,” mumler Rose og sparker til en sten på stien.

Albert skuler til hende og lyner sin jakke helt op i halsen. Han er da i hvert fald ikke sur, hvor er hun irriterende. Hans tanker bliver afbrudt af titel melodien fra Star Wars, der kommer fra hans baglomme.

Rose glor på ham med hævede øjenbryn. Albert fumler med sin telefon og bringer den op til øret.

”Hallo, det er Albert I. Olsen,” han samler sig og bruger den mest professionelle stemme han kan finde frem.

”Hej Albert, det er Thomsen. Der er blevet fundet et lig på Vermundgade 40, inde i en baggård, hvor hurtigt kan du komme herover?,” Thomsens dybe stemme lyder for enden af røret, en smule oprevet.

”Jeg er lige rundt om hjørnet. Vi er der om fem minutter,” Albert er allerede på vej ud af parken og vifter Rose med ham.

”Vent, hvem er ’vi’?,” spørger Thomsen lettere forvirret, men Albert lægger på og løber ned af Vognmandsmarken.

”Albert, hvad sker der?,” råber Rose løbende bag ham.

Han stopper ved lyskrydset og kigger på Rose. Hun trækker vejret tungt og hurtigt, vifter med hånden og kigger spørgende på ham.

”Nå?,” hendes vejrtrækning bliver mere rolig, og hun krydser armene.

”De har fundet et lig, og nu skal vi hen og se på det,” Albert smiler og løber over fodgængerfeltet videre ned af Rovsingsgade. 

Rose sukker og løber efter ham.

 

Kaosset på Vermundsgade er overvældene. Blå skygger vælter frem og tilbage på de høje grå bygninger, en gruppe af nysgerrige mennesker bliver holdt tilbage af et par betjente. Der høres råb og ordrer inde fra baggården bag de røde-hvide plastic bånd. Her lugter skarpt af blyanter i vand.

Albert går direkte under afspærringen, Rose lige bag ved ham, men de bliver stoppet af en ung kvindelig politibetjent, tilsyneladende ny.

”Hvor tror i, at i skal hen? Der er ingen adgang for uvedkommende her,” kvinden sætter en hånd på Alberts bryst og holder ham tilbage. Albert ser helt desorienteret ud, men trækker sit skilt op fra inderlommen.

”Jeg er Sankt Kjelds Politigårdens detektiv, jeg er blevet kaldt til for at se på gerningsstedet,” Albert smiler overbærende og tager Rose i hånden, ”så undskyld os.”

Kvinden undskylder og lader dem passere. Albert maser sig igennem mængden og får øje på Thomsen helt ildrød i hovedet ved siden af en meget lav læge, som ser ret utilpas ud.

Thomsen ser Albert og ruller med øjnene.

”Hvad så Olsen, klar til noget efterforskning?,” Thomsen smiler hånende og skæver til Rose. ”Hvem har katten slæbt med ind, og hvorfor holder I i hånden?”

Albert giver straks slip på Roses hånd og tørrer sin håndflade i sin jakke. ”Ahva’ siger du til mig?” udbryder Rose,  ”Det er sgu’ da ikke mig, der er ligeså rød i hovedet som en gris på et løbebånd!”  

Albert tager fat om Roses skuldre og gemmer hende bag sin ryg. Thomsen ryger ud af ørerne.

”Jeg er klar, ja. Ikke tag dig af min.. Søster, hun har nogle temperaments problemer,” Albert prøver at holde Rose stille, mens han tvinger et smil frem.

Thomsen bander og peger mod et stort hvidt telt. Albert trækker Rose med sig.

                      ”Hvad fanden var det? Du skulle have ladet mig sparken den røde gris lige i…” Albert lægger sin hånd foran Roses mund.

”Nu opfører du dig ordenligt, jeg gider ikke flere vredes udbrud. Jeg kunne have mistet mit job, årh, kan du ikke bare lige være sød i et øjeblik” Albert sukker og giver Rose strengt blik.

Rose nikker, og de går sammen ind i teltet.

 

Der er 3 læger i teltet, der omringer liget. De skriver ned, tager prøver. Rose bevæger sig tættere på. Manden, der ligger med det hvide lagen op til halsen må være i midten af tyverne. Hans ansigt er en ren hvid farve, alt liv suget ud af hans kinder. Lukkede øjne, en smule åben mund. Det sorte hår er uglet, og hans briller sidder helt skævt.

Rose tager fat om glasset på brillerne og skubber dem på plads. Hun smiler tilfreds, og føler, at hun har gjort manden en tjeneste.

”Og dødsårsag?” spørger Albert lettere irriteret, lægen, han snakker med, har ingen idé om, hvordan man svarer på spørgsmål. Albert har spurgt tre gange om det samme nu, men lægen har bare fejet det væk og sagt noget nonsens.

”Niklas Dahl blev fundet her i gården tidligt i morges, mandag den 4. Juni, klokken 6.23 af et avisbud ved navn Erik Larsen,” lægen smiler venligt og kigger sine papirer igennem.

Albert kører sine hænder hen over hans varme ansigt, ”okay, men hvad er dødsårsagen?”

Han prøver igen og kigger lægen i øjnene.

Lægen fumler lidt med sin hvide kittel, kigger op i loftet, bladrer i nogle papirer og siger endelig: ”Dødsårsagen er en stort sår i maven, formentlig fra en 15 cm lang køkkenkniv. Der er også fundet skraber og sår på benene, som angiver, at han er blevet slæbt herhen efter hans død.”

”Ingen tegn på selvmord?” spørger Rose og tager et skridt frem.

”Nej, ikke lige umiddelbart, som sagt er der tegn på, at han er blevet slæbt herhen, og såret i mavens placering fortæller os, højst sandsynligt, at morderen har stået lige foran ham med kniven.”

”Har vi nogen idé hvornår mordet skete?”

”Vi er ret sikre på natten mellem den 3. Juni og den 4. Juni, altså natten mellem i går og i dag.”

Albert er stille og kigger på Rose, som står helt stille og kigger ud i luften.

”Familie? Er de underettet?” spørger Albert.

”Der er en mor, vi har haft Thomsen ovre ved hende.” Lægen kigger på sit ur.

”Er det okay, hvis vi går over og stiller hende nogle spørgsmål?,” Albert tager en kuglepen frem fra sin lomme, ”Adresse?”

Lægen gennemroder sine papirer, ”Bryggervangen 56, stuen til højre,” lægen kigger op på Albert, ”Thomsen sagde, at hun kunne være lidt … Underlig.”

”Det er da klart, hendes søn er sgu da død!” siger Rose spydigt og stormer ud af teltet.

Albert kigger efter hende. ”Tak for hjælpen,” råber han til lægen, mens han vælter efter Rose.

 

De står foran en lav murstensbygning, et lejlighedskompleks. Et par børnecykler står parkeret på række foran huset.

De tjekker navnene på den gamle dørtelefon og finder navnet ’Dahl’ ved stuen th. Rose trykker knoen på sin pegefinger mod den hårde knap, og en lav summende lyd kommer ved hendes berøring.

”Ja,” en svag hæs stemme lyder fra den snuskede højtaler.

Albert klør sig nervøst i nakken, ”vi er fra politiet,” han ved ikke hvad der ville være bedre at sige.

Døren bliver åbnet og de træder ind i en kold opgang med stengulv og gule vægge.

Fire trappetrin og en åben dør senere står de i en smal gang med rødt gulvtæppe og væggene er overdækkede med fotografier og tegninger.

Foran dem står en lav dame i 40’erne med stort uglet sort hår og en blomstret kjole på.

”Hun sidder derinde,” damen peger på en åben dør og forsvinder selv ind ad en anden. Rose og Albert bliver utilpas stående i gangen og kigger på billederne.

De er alle sammen af den samme dreng. Sat op i rækkefølge efter hans alder. Ved døren er det et spædbarn og for enden af gangen er der en glad ung dreng foran en bil.

Damen kommer ud af samme dør bærende en lilla bakke med en kande og 3 kopper.

Hun nikker mod det andet rum, Albert og Rose følger med hende.

En slidt grøn sofa står op af væggen, overfor står to identiske lysegule stole. Bakken bliver sat på et glasbord i midten.

”Det her er min søster, Signe, Niklas’ mor,”

Damen i kjolen henviser til en sort håret dame, der sidder helt stille i sofaen. Hun har en rød krøllet kjole på og sidder og stirrer tomt frem for sig.

Søsteren går ind i et andet rum og lader dem være alene med Signe. Albert og Rose sætter sig foran hende i de gule stole. På bordet står en krukke lavendler, lugten af kaffe blander sig med den parfumerede lugt af lavendel og skærer Albert i næsen, han rynker på næsen og bringer diskret sit ærme op til sit ansigt, duften af vaskepulver bytter den skarpe lugt ud.

Rose flytter sig akavet rundt i stolen og håber snart, hun bliver budt på en kop kaffe. Over damen hænger et uhyggeligt maleri af et par øjne, Rose flytter hurtigt blikket, hun føler sig overvåget.

”Kaffe?” Signe bryder stilheden.

”Ja tak, bare sort,” sukker Rose lettet.

Signe vender blikket til Albert, der kigger fascineret op i loftet, uvidende om hendes spørgsmål.

”Kaffe?” spørger hun igen.

Albert flytter hurtigt øjnene til damens, overasket, han afslår hendes tilbud. Hun hælder to kopper op med sort kaffe og rækker den ene over til Rose.

Albert læner sig frem i stolen. ”Vi er kommet her angående deres søn, Niklas, pludselige død.” Han mærker svedperler i nakken, da hun nikker kort. ”Og hvis du ikke har noget i mod det, ville vi gerne stille dig et par spørgsmål om det.”

Signe kigger ned på sine foldede hænder og nikker.

Albert samler sig og taler: ”Frøken Dahl …”

Albert bliver afbrudt af hende: ”Signe. Kald mig Signe.”

”Okay, Signe. Er de bekendt med, hvor Deres søn befandt sig i går aftes, den 3. Juni?” Albert bider i indersiden af sin kind. Rose tager en notesbog og en blyant op af lommen.

”Jeg var på vej i seng, kl. 23.00, men så kom han ind og sagde, at han skulle besøge en ven.” Signe holder blikket bag ved Albert.

”Han fortalte ikke, hvilken ven, eller hvor vennen bor?”

”Nej, men han var meget oprevet, næsten ulykkelig. Jeg havde ikke set ham sådan i meget lang tid, men jeg tænkte slet ikke på at … at han skulle blive hjemme, jeg plejer altid at give ham lov til ...” Hendes øjne vælder op med tårer, og hun begraver sit ansigt i sine hænder.

Albert og Rose kigger på hinanden, uden idé om hvordan de skal handle. Rose begynder at tegne cirkler i sin notebog. Albert stirrer på øjnene på væggen foran ham.

Signe trækker et lommetørklæde op af en lille lomme på kjolen.

”Undskyld,” siger hun lavt og tørrer øjnene.

”Ingen grund til at undskylde,” Albert kigger på hende, ”vi skal heller ikke være til mere ulejlighed.”

 

”Nej, vent,” Signe kigger op, ”han sagde, at han skulle over til vennen for at undskylde, og så gik han.”

”Meget vel,” Albert rejser sig op, ”mange tak for hjælpen, Signe.”

Rose er på sine fødder hurtigt efter Albert.

Signe bliver siddende og kigger tomt ud i luften.

Albert nikker, og han og Rose forlader den farverige lejlighed.

 

”Sikke megen hjælp, du var,” siger Albert, mens de går ned ad Bryggervangen.

Rose kigger overrasket på ham. ”Jeg skrev da ned.” Hun vifter med sin notesbog.

”Ja, men jeg skulle føre samtale med den stakkels dame helt alene.” Albert putter hænderne i sine bukselommer.

”Der var jo ikke vildt meget, jeg kunne spørge om.” Rose fnyser.

Albert svarer ikke, og de fortsætter i stilhed rundt på Østerbro.

 

Onsdag 12:56 – 13:47

 

Der bliver arbejdet på højtryk på politigården, men Albert sidder på sit kontor og tømmer hovedet. Tænker på gården, drengen, moren, billederne.

I går havde han forsøgt at snakke med nogle af Niklas venner, men de var alle sammen junkier og havde glemt, hvem Niklas var.

Han var nede ved Vermundsgade igen, og der var blevet tændt et lys og lagt en blomst foran porten.

Han så en lyshåret pige stå i meget lang tid foran det svage lys, men da han ville snakke med hende, løb hun væk.

 

Albert sidder med Roses notater foran ham, da det banker på døren.

En ung kvindelig læge stikker hovedet ind ad døren.

 

”Mit navn er Nadja, jeg har ledt efter fingeraftryk og DNA på Niklas ting, må jeg komme ind?” hun smiler og kigger rundt i Alberts rodede kontor.

”Ja, kom ind og sæt dig,” Albert peger på stolen foran sit skrivebord.

Nadja tøffer hurtigt ind og glider ned i stolen.

 

”Jeg har fundet et stort fingeraftryk på Niklas briller,” hun lægger nogle papirer op på bordet, ”og vi har fundet et match.”

Albert læner sig frem i hans stol og skæver nysgerrigt til papirerne.

Hun lægger et stykke papir frem med et billede af en pige med blåt hår og et meget vredt udtryk i ansigtet.

”Hende her, Rose Tyler, har haft fingrene ud over Niklas briller, måske for at sætte dem på efter mordet?” Lægen smiler fornøjet.

Albert hiver papiret til sig og stirrer på det nok syv år gamle billede af Rose. På papiret står der stadig, at hun har sparket politibetjente under rydning af ungdomshuset 2007.

Albert tager sig til hovedet, han ved ikke hvad han skal tænke. Han lægger papiret ned og tager det op igen, kigger bag på det.

Nadja siger ikke mere og går langsomt ud af rummet.

Albert finder sin telefon frem og ringer til Rose.

Telefonen bliver taget, og før Rose når at sige noget, råber Albert: ”Du kommer hen på mit kontor, lige nu!” Han lægger på og lægger telefonen tungt ned på bordet.

Forvirret vælter han rundt i sit kontor. Hans fodtrin vælter længere og længere ned i gulvet, tyngdekraften bliver stærkere, og snart kan han ikke bevæge sine fødder mere.

Han bliver stående op af væggen, stirrende frem for sig.

En kuglepen bliver flået op fra hans lomme, og han begynder at tegne streger på hans venstre arm.

Trykker pennen ned i armen, og de sorte streger får en rød kant på den hvide arm.

 

Rose hamrer ind ad døren og vælter lige ind i Albert. Han ryger tilbage ind i skrivebordet, men får fatning og kommer på benene.

Rose puster og prøver at få vejret.

”Jeg er kommet så hurtigt, jeg kunne, hvad sker der?” Hun stiller sig ret op, stadig tung vejrtrækning.

Albert krydser armene og stirrer på hende. En grim smag i hans mund og en vrede, der kilder ham i maven.

Rose glor på hans sorte og røde arm og bider sig selv i kinden. Hun spørger ikke til det, men fjerner ikke blikket fra armen.

 

”De har fundet dine fingeraftryk på Niklas’ briller,” siger Albert stift.

                      Rose farer op, hørte hun rigtigt?

”Hvad?!” siger hun lidt for højt.

                      ”Du hørte mig.” Albert bider sine tænder hårdt sammen.

”Det er jo fuldkommen sygt, hvorfor skulle mine fingeraftryk være der?” råber Rose.                

”Det ved jeg da ikke, det må du forklare mig!”

Rose tænker tilbage. Hvornår har hun rørt ved hans briller? Hun piller ved sit gule hår og bider sig i læben.

Så slår det hende.

”Jeg satte hans briller på plads,” siger hun stille og kigger op på Albert.

”Du satte hans briller på plads? Hvorfor fanden gjorde du det? Hvornår gjorde du det? Efter du slog ham ihjel?!” spørger Albert sarkastisk og slår ud med armene, som rammer væggen.

”Jeg slog ham ikke ihjel! Er det det, du tror om mig?!”

”Nej! Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal tro mere,” Albert sukker og sænker stemmen.

”Da vi var ovre på Vermundsgade i mandags, lå hans briller helt skævt i ansigtet på ham. Så da ingen kiggede, satte jeg dem på plads, fordi han skal da se godt ud, når de sådan skal glo på ham så meget.”

Rose klør sig i panden.

Albert kigger forbløffet på hende.

”Det er da det dummeste at røre ved et lig, hvor de er ved at finde fingeraftryk!”

”Okay, det var dumt, men jeg slog ham ikke ihjel. Tror du på mig?” Rose puster og slår sig ned i den bløde kontorstol.

”Selvfølgelig tror jeg på dig.” Albert sætter sig foran hende. Hans arm er begyndt at klø, og han er pludselig træt.

Døren åbnes og en betjent stikker hovedet ind.

”Undskyld jeg forstyrrer, men der er en dreng der gerne vil snakke med dig, Olsen. Han siger, det handler om Niklas.” Betjenten smiler akavet til Rose.

”Send ham ind,” brøler Rose, før Albert når at svare. Betjenten skynder sig ud, og Albert ryster på hovedet.

Nogle minutter efter kommer en spinkel mand ind ad døren. Han kigger nervøst omkring i rummet, undgår Rose og Alberts blikke. Kører en hånd gennem sit fedtede lyse hår og tripper lidt på stedet.

Mandens blå T-shirt er våd af sved og klæber til hans tynde overkrop. Han trommer med fingrene, mens han tager et skridt videre ind i rummet.

Rose rejser sig op og beder ham om at sætte sig.  

Han sætter sig på kanten af stolen med hænderne mellem benene.

”Hej, mit navn er Albert, og det her er Rose.” Albert peger over mod Rose. ”Hvad hedder du?” spørger Albert og trækker et stykke papir op fra en skuffe.

Manden kigger usikkert op på papiret.

”Vilhelm,” mumler han og klør sig i nakken.

”Han mener fulde navn, din spade,” hvisker Rose stående op af væggen.

Manden vender sig rundt og kigger på Rose, vrænger ansigt og retter sig op.

”Vilhelm Ravn,” siger han og kigger på sine fødder.

”Meget godt,” Albert skriver ned. ”Og alder?”

”23.”

”Hvorfor er du kommet her i dag?” Albert smiler venligt til ham og folder hænderne over papiret.

Vilhelm sitrer og kigger rundt i rummet. Hænderne kører rundt fra ansigtet, til håret, til nakken, og hans øjne flakker fra gulvet til bordet. Albert kigger med hævede øjenbryn fra ham til Rose, som ser lettere irriteret ud.

”Det er ikke et svært spørgsmål,” vrisser hun.

Vilhelm bøjer hovedet og mumler lavt.

”Det er dig, der er kommet for at snakke med os, det er ikke nogen afhøring det her. Hvis du bare vil sidde og mumle, kan du lige så godt smutte,” Rose himler med øjnene og krydser armene.

”Jeg slog ham ihjel.”

Vilhelm vender sig og kigger direkte på Rose.

 

Rummet fyldes med vand, stilheden tager over, og alle sidder helt stille. Dukker i et dukkehus, uden evne til at tale. En knappenål ville være en bombe i dette døde rum.

 

Rose når overfladen og siger: ”Hvorfor gjorde du det?”

Holder stadig øjenkontakten med Vilhelm.

”Det var et uheld,” Vilhelm taler uden stemme.

”Hvordan kan du slå nogen ihjel ved et uheld?” Rose klemmer øjnene sammen og kigger skeptisk på Vilhelm.

”Han løb ind i kniven.” Vilhelm bryder øjenkontakten og ser ned.

”Så det var selvmord?” spørger Rose.

Albert sidder og skriver ned, mens hun forhører.

”Nej, han så ikke, jeg havde kniven. Han ville have et kram. Og fik kniven i maven,” svarer Vilhelm og piller ved sin negl.

Albert bryder ind, ”okay, stop. Fortæl os hele historien fra starten. Hvornår skete det? Klokken?”

Vilhelm sukker.

”Det var sent om aftenen, den 3. Juni, klokken 22.30, jeg var hjemme, og Niklas kom forbi for at sige hej.” Vilhelm kigger rundt i rummet, som om han prøver at huske historien.

”Jeg blev bange, fordi han ikke have sagt, at han ville komme, så jeg tog en kniv for at beskytte mig, man ved jo aldrig, hvem der kommer ind. Niklas løber ind ad døren og vil give mig et kram. Jeg når ikke at opfatte det, og jeg står med kniven.” Han gnider sine kinder og kigger på Albert.

Albert kigger på Vilhelm med et bekymret blik.

”Hvordan havnede liget så på Vermundsgade 40?” spørger han og klikker med sin kuglepen.

”Jeg bar ham derover,” Vilhelm ser nervøst rundt.

”Hvor bor du, Vilhelm?” spørger Albert.

”Niels W. Gades Gade 34.”

”Det er da langt,” siger Albert.

”Så du bar liget næsten to kilometer ved midnatstid? Det er jo for sygt,” bryder Rose ind.

Han kigger op i loftet, ”måske,” siger han uden klang.

”Hvorfor ringede du ikke til en ambulance?” Alberts øjenbryn  trækker mod hinanden, og han ser bekymret ud.

”Jeg var bange, jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre!” råber han pludseligt og rejser sig op, ”Jeg slog ham ihjel, jeg slog ham ihjel, min ven er død, det er min skyld, jeg er morder, jeg ville ikke have folk skulle vide det, jeg ville ikke have det skulle ske, det var en fejl, det var ikke med vilje, det er min fejl!” Vilhelms panik overvælder ham, han råber, og tårerne vælter ned af hans kinder.

”Rose, hent nogen,” hvisker Albert, mens Vilhelm går hysterisk rundt.

Rose stormer ud ad døren, og Albert bliver stående på afstand fra Vilhelm.

Lidt efter kommer der to betjente ind i rummet og tager fat om Vilhelm, han stritter ikke imod. Han stirrer bare ned i gulvet.

”Hvad sker der?” spørger den ene betjent.

”Drengen her, Vilhelm Ravn, har tilstået mordet på Niklas Dahl. Find et sted, at gøre af ham. Jeg beder Thomsen om at informere retten.” Albert taler klart og samler sine papirer.

”Vilhelm Ravn, klokken 13:47, og du er anholdt for mordet på Niklas Dahl. Du har ret til ikke at udtale dig mere.”

Betjentene går ud af kontoret med en slap og træt Vilhelm.

 

 

Torsdag 15:37 – 16:49

 

Albert og Rose er blevet kaldt hen på Rigshospitalet for at snakke med Nadja om fingeraftrykkene.

”Jeg har fundet en masse fingeraftryk på Niklas’ sko. De matcher en pige ved navn Erika Juul i vores system. Der var også en meget lille plet blod på Niklas’ pande, også tilhørende Erika Juul,” siger Nadja spændt og smiler til Albert. ”Og hvad med Rose Tylers fingeraftryk, kunne de bruges til noget?”

Rose ryster ved lyden af hendes efternavn, men lader det ligge.

”Åh, nej, det var lidt af et uheld, at de fingeraftryk var havnet der,” Albert skæver til Rose.

”Okay, men her er Erikas fil. Jeg skal tilbage til arbejdet, håber, at I kan bruge det til noget,” smiler Nadja og går ned ad en gang.

 

Rose tager imod filen og bladrer den igennem. En pige med glat lyst hår og grønne øjne sidder i filen. Hun har et lille ar ved sin overlæbe og alt for meget mascara på.

”Er hun morder?” spørger Albert og kigger over skulderen på Rose.

”Nej, men hun er blevet arresteret for besiddelse af narkotika.” Rose bladrer mere rundt.

Alberts telefon ringer, og han tager den, før Star Wars melodien tager fat.

”Albert,” det er Thomsen. Albert sukker og sætter sig ned på en stol i gangen.

”Der er blevet fundet et meget blodigt tæppe i en container i nærheden af gerningsstedet.”  Thomsen lyder ikke fonøjet ved at skulle fortælle ham det.

”Tror I, det er Niklas’ blod?” spørger Albert og klør sig på kinden.

”Vi har allerede undersøgt det, det er Niklas’ blod,” Thomsen sukker højlydt ind i røret.

”Kan det være, han blev slæbt på det tæppe?” Albert tænker højt og kigger på Rose, der er fordybet i Erikas fil.

”Det var det, vi tænkte, Ingolf,” Thomsen klukker, ”jeg bliver nødt til at gå nu, god arbejdslyst.”

Røret bliver lagt på, og Albert bider sig i kinden, han hader, når han bliver kaldt Ingolf.

”Jeg tror lige, vi må have en snak med Vilhelm,” siger han og trækker Rose med sig ud af hospitalet.

 

Albert og Vilhelm sidder i et lukket lokale med svagt lys, udenfor står 3 betjente og Rose, der ikke måtte komme med ind, da hun ikke har noget med sagen at gøre.

Vilhelm sidder og kigger ud af vinduet, forsvundet i sine tanker.

Albert rømmer sig.

”Vilhelm, kender du en Erika Juul?”

                      Vilhelms blik piler over på Albert. Ild i øjnene.

”Hun har intet med det her at gøre!” råber han og knytter næverne.

”Det er jeg bange for, hun har, Vilhelm,” siger Albert og ser endnu en gang bekymret på ham, Vilhelm gør ham meget bekymret, han ved ikke helt hvorfor.

”Nej! Hun har intet med det at gøre! Det er mig, det her! Bland hende udenom!” Vilhelm slår i bordet, og en betjent udenfor er på vej ind. Albert vinker ham væk.

”Vi har fundet Erikas fingeraftryk på Niklas sko, kan du forklare det?”

 

Vilhelm sidder helt stille og stirrer igennem bordet. Hans lyse hår står ud til alle sider, det er blevet revet i mange gange de sidste par dage.

Han ryster på hovedet.

”Vi har også fundet et tæppe, fyldt med Niklas blod, i en container tæt på Vermundsgade. Du sagde, at du bar ham, men det virker som om, at han er blevet slæbt på det tæppe,” Albert sætter sin hånd på sin hage.

”Jeg bar ham ikke, jeg kørte ham i min bil,” siger han stadig i stirre onkurrence med bordet.

”Hvorfor sagde du så, at du bar ham?”

”Jeg løj.” Han flytter blikket til vinduet.

”Hvorfor?”

Han kigger Albert i øjnene,

”Jeg kørte ham i min bil, han lå på tæppet, okay?” Han læner sig hen over bordet til Albert.

Albert nikker. ”Erika vil også deltage i retssagen i morgen,” siger han og rejser sig.

”Men …” Vilhelms stemme knækker, og hans øjne ser langt væk.

Albert forlader rummet, mens Vilhelms verden ramler sammen.

Rose står udenfor rummet og venter på ham.

”Det var intenst.” Hun lægger en arm om ham. ”Er du okay?”

Albert ryster på hovedet, og de går sammen ud fra stationen.

”Jeg har Erikas adresse i filen, skal vi derhen nu?” spørger Rose.

”Ja, hvor bor hun?”

”Vingelodden 2, overfor Vermundsgade,” Rose kigger lige frem for sig og tænker.

 

De ankommer til et lille gråt hus af kranset med et gammelt træ stakit. Planterne i haven er på vej ud over hegnet, som om de skriger på frihed.

Det ligger pudsigt mellem høje bygninger, der skygger for solen.

De åbner lågen og bevæger sig gennem et hav af planter, der griber fat om deres ben. 

Efter små bank på døren kommer den lyshårede pige og åbner. Hun smiler venligt og kigger spørgende.

”Er du Erika Juul?” Albert smiler, så venligt han kan.

Hun nikker og smiler.

”Vi er fra politiet, må vi komme ind ?” Albert væmmes ved replikken.

Pigens smil forsvinder en smule, men hun åbner døren, og de smutter forbi hende.

Alle væggene i huset er hvide og nøgne, ikke et billede hænger der.

De træder direkte ind i køkkenet. Tallerkener flyder, og der står kaffe kopper tilfældigt rundt omkring.

Køkkenet er i samme rum som stuen. Der står en ensom sofa og et billigt fjernsyn. Oven på fjernsynet er der stablet aviser og blade.

Erika sætter sig på en barstol ved køkkenbordet og ser ligegyldigt på dem.

Albert ser sig lidt akavet rundt i rummet, men siger så: ”Kendte du en fyr, der hed Niklas?”

Hun nikker kort og drejer en kaffekop rundt, der står på bordet.

”Er du fortrolig med, at han er død?” spørger Albert og tager et skridt mod hende.

Hun nikker igen og ser op på Albert.

”Vi har fundet dine fingeraftryk på hans sko, og jeg er bange for, at vi bliver nødt til at tage dig med på stationen.”

Hun rejser sig op, og på vej ud ad døren tager hun sin taske fra et gammelt kaffebord.

 

Bilturen er stille. Erikas hoved ligger presset mod ruden, hendes øjne følger hver sky, tegner omkring dem med sit blik.

Albert tjekker i bakspejlet på hende hvert 2. minut.

”Hvordan kender du Vilhelm Ravn?” spørger Rose og drejer hovedet.

”Han er min kæreste.” Erikas stemme bliver brugt for første gang i dag, den er stille og ryster en smule.

Rose nikker og åbner vinduet, rækker sin hånd ud og mærker den varme sommerluft strømme igennem hendes fingre som ny vasket hår.

 

Fredag Retssag

 

Straffesagen om mordet på Niklas Dahl foregik klokken 13.00 fredag den 8. Juni.

Erika og Vilhelm sad i venstre side af rummet og snakkede stille med hinanden, Albert sad sammen med Thomsen, og Nadja overfor. Rose sad længere tilbage i rummet, Niklas’ mor sad ved siden af hende, og Vilhelm og Erikas forældre bag ved.

Dommeren, en mand i 50’erne, kom ind ad døren, og alle rejste sig. Han satte sig for enden af rummet i en sort stol, og nikkede rundt til alle.

”Vi er her i dag angående mordet på Niklas Dahl.  Edvard Thomsen, vær så venlig!” Dommeren vendte sin hånd mod Thomsen.

Thomsen rejste sig op og tog et papir fra sin lomme, han svedte igen som en gris og var helt rød i hovedet.

”Niklas Dahl blev slået ihjel natten imellem den 3. Juni og den 4. Juni. Han blev fundet på Vermundsgade 40, hvor du, Vilhelm Ravn, havde kørt ham hen ved midnat, efter hans død,” Thomsen kiggede op fra papiret på Vilhelm, og drengen nikkede. ”Han brød ind i dit hjem om natten for at snakke, men du blev bange og trak en kniv. Niklas så ikke denne kniv og løb direkte ind i den og fik den i maven, du transporterede ham hen på Vermundsgade, efterlod ham uden at kontakte politi eller lægehjælp. Du tilstår til politiet 3 dage efter. Er det korrekt Vilhelm Ravn?” Thomsen lukkede et langt pust ud og stirrede på Vilhelm.

”Det er korrekt,” Vilhelm så på Erika, som pillede nervøst ved sin sorte kjole.

Dommeren nikkede og så på Vilhelm. ”Ifølge forklaringen begik du uagtsomt manddrab, derefter efterlod du et lig offentligt uden at kontakte nogen form for myndigheder, og du gik først til politiet 3 dage efter?” spurgte dommeren for at bekræfte det helt.

”Ja,” Vilhelm lagde en hånd på Erikas skulder, men hun viftede den væk og så ned i bordet.

Tiden gik, der blev talt og sagt det samme mange gange. Albert greb sig flere gange i at sidde og stirre ud af vinduet.

”Du har ingen andre gerninger på din straffeattest. Din dom vil blive 11 måneders betinget dom.” Dommeren slog med hammeren i bordet, Albert kiggede over på Erika og Vilhelm.

Erikas øjne fløj op, hun stirrede på Vilhelm, der fumlede med sit slips og nervøst slikkede på sine læber.

”Nej,” hviskede hun. ”Jeg kan ikke sidde og se dig gøre det her.”

Vilhelm tog om hendes skuldre. ”Det er okay, det er bare en betinget dom, vi klarer os.”

”Nej!” råbte hun og rejste sig.

”Er der et problem?” spurgte dommeren og lagde hænderne på bordet foran sig.

”Det var ikke Vilhelm, der slog ham ihjel, det var mig!” råbte hun, og tårer bevægede sig ud af hendes øjenkrog.

”Hvad snakker du om?” Vilhelm fór op, ”Det var mig!”

”Nej, Vilhelm, stop. Jeg kan ikke bare sidde her og se dig tage min dom, du har intet med det at gøre, du er uskyldig.” Tårerne faldt ned ad hendes kinder, og hun skubbede hans skuldre let.

”Erika! Stop!” Vilhelm rev sig i håret. ”Jeg elsker dig, du gjorde ikke det her, det var mig!”

”Ro i retten!” brølede dommeren, og de tos stemmer faldt ned.

”Vilhelm Ravn, sæt Dem ned og forbliv stille. Erika Juul, hvad har De at sige?”

Erika rettede sig op og kiggede rundt på alle i rummet.

”Min lillebror havde modtaget trusler fra Niklas. Jeg havde konfronteret ham i sidste uge og bedt ham om at stoppe, han havde reageret benægtende og havde slået mig. Søndag den tredje juni kommer han ind i mit hus, på Vingelodden 2, midt om natten. Jeg bor alene og blev voldsomt forskrækket, så jeg trak en kniv for at forsvare mig overfor det, jeg troede var en indbrudstyv. Jeg når også at ringe til Vilhelm, men han tager den ikke. Niklas kommer ind, meget oprevet, han beder om tilgivelse og siger, at det aldrig var hans mening at slå mig, og at han vil stoppe med truslerne mod min lillebror med det samme. Han græder, og jeg er paralyseret. Pludselig vælter han imod mig, jeg når ikke at opfatte det før det er for sent.”

                      Erika stoppede og tørrede tårene af sit ansigt,

”Han fik kniven i maven og faldt sammen på mit gulvtæppe. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg skar mig på kniven og smed den fra mig. Jeg prøvede at ruske i ham, men han var allerede væk.

”Hendes knæ gav efter, og hun faldt ned i stolen. Hikstende fortsatte hun:

”I panik slæbte jeg ham over på den anden side af gaden på tæppet, hans sko faldt af på vejen, og jeg måtte give ham dem på igen. Jeg placerede ham i baggården og smed tæppet i en container nogle gader væk.” Erika sukkede og kiggede grådkvalt på Vilhelm, han undveg hendes øjne.

”Vilhelm kom over lige efter, og jeg forklarede ham det. Jeg havde ingen idé, at du ville tage skylden for det. Hvorfor gjorde du det?!” råbte hun til ham.

Han så på hende, røde øjne og en blødende læbe,

”For at beskytte dig,” hans stemme knækkede, og han kiggede væk.

Erika pressede sit hoved ned i bordet og rev i sit hår.

Alle var stille, lydene fra Erikas hulken og Vilhelms trommen på bordet fyldte salen som vand i et glas.

Der gik tid, folk fordøjede ordene, og dommeren sad og mumlede.

Dommeren sukkede og talte, ”Erika Juul, du har fået betinget dom før på 5 måneder, så du vil i alt få 16 måneder i fængsel. Og du, Vilhelm Ravn, vil blive dømt for falsk vidne og få tre måneders betinget dom.”

Erika satte sig op, løftede hovedet og nikkede stift.

Dommeren slog i bordet og rejste sig, alle i rummet kom på benene. To betjente kom ind ad døren og tog fat om Erikas arme, hun gik villigt med og smilte til sine grædende forældre bagerst i lokalet.

Vilhelm sad stille på sin stol, hans liv trillede om ørerne på ham. Han så sine forældre bagerst i rummet, som rystede på hovedet af ham og forlod rummet uden ham.

Han holdt hænderne op for ansigtet, prøvede at bilde sig selv ind, at det bare var en drøm.

Han forvildede sig ud af rummet med usikre skridt, han måtte væk fra virkeligheden.

 

Rose og Albert mødtes foran lokalet.

”Selvfølgelig var det hende.,” sukkede Rose. ”Egentlig ret romantisk.”

Albert kiggede chokeret på hende, han rystede på hovedet.

Nu ville han bare hjem. Hjem og sove.

 

Lørdag morgen

 

Star Wars vækker Albert lørdag formiddag, klokken er 11.00, og Albert har ikke gidet at rejse sig siden i går.

Han rækker ud efter sin telefon og sætter sig op i sin seng.

”Hvad?” stønner han.

”Der er skyllet et lig op på Svanemøllen strand, det var ikke lang tids fred, vi fik, hva’ Ingolf?” griner Thomsen.

Albert lægger på og hamrer telefonen ned i sengen.

 

Det har regnet og der hænger en fugtig atmosfære på Svanemøllen. Albert ser politi folk længere fremme, og går lidt langsommere, samler kræfter.

Thomsen spotter ham og vinker ham hen.

”Nå, hvad sker der?” Albert kigger undrende på sin chef, som i dag er mere bleg end rød.

Thomsen ser ned.

”Jeg synes bare, du skal tjekke liget.”

Alberts øjenbryn søger mod hinanden, og han går over mod liget.

Lægerne viger tilbage og lader ham se.

En spinkel lyshåret dreng med vådt og uglet hår ligger stille i sandet. Vilhelm.