Den sidste episode i serien af krimier om Albert I. Olsen og hans hemmelige hjælper, Rose, er skrevet af Amanda Harild Frejlev. "De syv træer" tager udgangspunkt i en makaber sag ... og den varsler måske en afslutning på det fantastiske samarbejde mellem Albert og Rose

Amanda Harild Frejlev

De syv træer

 En stærk lugt, som næsten kunne give kvalme, steg op af den lille røde madkasse. Alberts mor havde igen givet ham blåskimmelost med på mad pakke. Desuden havde han ikke fået rosiner med, og hans mariekiks var blevet helt bløde af osten.
                    Albert så en smule flovt rundt, og pakkede sin madpakke ned, igen.
De andre på Politistationen havde før gjort grin af ham, og hans madpakke. Han

Så rundt på de andre, som var i gang med deres sandwiches, som de havde været ude og købe.
Han måtte droppe frokost igen, ligesom de andre dage. Hans mor var blevet mere, og mere dårligt kørende med hans madpakke, og han var ofte nødt til at smide den ud.

En anden sur ting var, at Rose heller ikke havde tid til at komme forbi til frokost den dag. Hun havde vist fået et nyt job og havde næsten ikke tid mere.

”Hva’, skal du ikke spise dine rosiner, Albert?” gryntede Kommissær Thomsen, med

 mad i munden.

Halvdelen af betjentene grinte med Thomsen, som havde fyret den første joke afsted. Albert havde, i de seks år han havde været i politiet, aldrig haft lyst til at svare igen. Desuden havde han heller ikke modet.

Thomsen åbnede munden for at fyre en ny joke af, men i stedet kom en høj ringelyd, fra den gamle rustne klokke, som hang på væggen.

Alle betjentene rejste sig med det samme, og smed hvad de havde hænderne. Albert smilte lidt, da han var sluppet fra Thomsens nedsættende ord. De fleste betjente var allerede i gang med at tage deres jakker på og løbe ud til politi bilerne.

Albert rejste sig langsomt op, og gik hen til kaffe maskinen. Han var alene på politi stationen, som altid. De andre betjente var sikkert blevet kaldt ind til en eller anden flugtbilist, og de havde ikke brug for ham.

En bitter duft steg op af Albert te kop, som bestod af hvid porcelæn, med et sort ’x’ på.

Albert lukkede stilfærdigt sine øjne og duftede til duften fra en sorte te.

”Albert, har du noget imod at lette røven, og komme uden for? Roger.”

En kradsende lyd fra Alberts walkie talkie brød stilheden og fik ham til at slå sine øjne

 op. Han satte hurtigt koppen fra sig og hev walkie talkien op af bæltet.

”Jeg er på vej, Roger over, and out,” mumlede Albert ned i den, og begyndte at gå hen

mod udgangen med sin tekop.

Det myldrede med politifolk, da Albert kom ud, og han forstod ikke helt, hvorfor han

blev kaldt ud.

                      Albert så langsomt rundt og fik øje på en mand, som stod og talte med Kommissær Thomsen.

Manden så lig bleg ud, og hans sorte uglede hår og hans skægstubbe gjorde ham endnu blegere.

Albert gik langsomt der hen med et lidt forvirret blik.
”Hvad sker her?” Han kiggede lidt forvirret på Thomsen.
”Et mord,” svarede Thomsen afvisende uden at sende Albert et enkelt blik.

”Kan du fortælle, hvordan manden så ud?” spurgte Thomsen den fremmede mand.
Albert så lidt på manden.

Manden svarede ikke, og så over på Albert.
Han var tynd og ikke særlig høj, cirka. 1.70. Hans kæbe var bred, og hans næse var en

smule flad, sikkert været brækket flere gange. Han havde et par tykke buskede øjenbryn, som næsten skjulte hans mørke øjne.

Thomsen rettede sit blik mod Albert og sendte ham et dræbende blik.
”Har du ikke andet at lave, Olsen?” snerrede han nærmest, af Albert.

”Jeg blev kaldt ud?” svarede Albert roligt, og sippede lidt til sin te.
”Det var vist mere, derovre de vil have dig,” snerrede han, og pegede mod runddelen

på Sankt Kjelds Plads.

Albert så langsomt hen, hvor han pegede. Midt i runddelen lå en kvinde i en mistænkelig stilling.

Albert nikkede langsomt, og gik derhen. Det syn som ventede ham, var ikke kønt. Kvinden var blevet mishandlet, og tortureret. Hun var blevet skåret op fra navle til hage, og flere af hendes indvolde var blevet fjernet.

Albert standsede brat op og lagde en hånd på sin pande.
Han trådte tættere på, og kunne nu se hendes ansigt.
Det var blevet delt op med et dybt snit, som startede ved hendes mundvig og sluttede ved hendes ører. 

Hendes lyse blå øjne var stadig åbne, og en tynd stribe blod var løbet ud af hendes

øjne.

Hun havde tidligere været en smuk, blond, ung kvinde, som nu var blevet forvandlet om til et misfoster, med rødgulligt hår, som blodet havde farvet.

Den hvide kop gled langsomt ud af Alberts hånd og faldt tungt ned mod jorden.
Lyden fra en porcelænskop, som gik i stykker fik alle betjente til at se op fra det, de var i gang med.

Albert rømmede sig og trådte tættere på liget. Han så lidt på hendes før så kønne ansigt og bemærkede, at hendes pande var dækket med frisk blod.

Albert tog forsigtigt et sine nye lommetørklæde frem, som han lige havde fået af sin mor, og begyndte at duppe blodet væk. Efter lidt tid, kom en flænge frem formet som et syv tal.

”Fandens også,” gispede Albert og foldede det blodplettede lommetørklæde sammen.

”Ahem, hr. Vi må desværre bede dem om at gå” lød en stemme bag Albert.
Han rejste sig hurtigt op og vendte sig for at se, hvem der snakkede.

En høj brunette stod og stirrede skarpt på ham med sit falkeblik. Hun var i klædt en kedeldragt og havde en iltmaske hængende omkring halsen. Hun var tydeligvis teknisk efterforsker. Albert så tøvende bag hende, og opdagede en lille gruppe af mennesker iklædt det samme.

”Ja, selvfølgelig,” Albert nikkede forstående og gik ud af runddelen.

Han havde en klam, og opkastagtig smag i mund, efter at have set den opskårede kvinde.

Albert stod lidt og stirrede på de tekniske efterforskere, som gjorde deres arbejde. De nød det, det var tydeligt. De havde ikke haft sådan et mord i flere år. Han stod og fantaserede om, hvordan de alle gik og smilte under deres iltmaske.  Efter et par minutter kom han i tanke om Rose. Han tog hurtigt sin telefon op af lommen og fandt Rose nummer frem.

”Hva’ nu?!” lød det fra telefonen. Albert havde helt glemt, at Rose var på arbejde.
”Rose, Jeg har brug for din hjælp…” sagde Albert lavt ned i telefonen.

”Brug for min hjælp, Huh?” Sagde Rose med en meget mere venlig stemme.

”Hva’der los?”

”Der er begået et mord, Rose, og jeg har på fornemmelsen at det he …” Alberts stemme blev dog afbrudt af et højt brag - Roses telefon, var blevet smidt på gulvet, og en fremmed mands stemme kunne høres på afstand fra Roses side af røret.

”DETTE ER ET RØVERI, LÆG PENGENE I TASKEN ELLER VI SKYDER,” råbte den fremmede mand.

”Hvad hvis jeg ikke gør det?” svarede Rose roligt.
”Rose?” Sagde Albert, ned i telefonen.
”LÆG PENGENE NED, ELLER JEG BLAFFER HOVEDET AF DIG, KVINDE!”

svarede manden.

”JESUS, SLAP AF, mand!” råbte Rose igen. Typisk Rose, hun ville altid prøve at gøre det værre.

”SKYND DIG LIDT, VI HAR IKKE HELE DAGEN!” råbte manden til Rose, som tydeligvis var i gang med at flytte pengene.

”Nej, politiet vil nok være her om, hm la’ mig se, cirka 5 minutter?” svarede Rose med en vis overlegenhed.

”HVAD SNAKKER DU OM?!” manden lød chokeret.
”ROSE?!” Albert råbte, igen, ned i telefonen.
”Den telefon samtale jeg havde i gang, var med en Betjent.” Roses stemme

Lød mere rolig end overbevisende.

”Skyd hende, Brian, SKYD HENDE NU!” En anden mandestemme, kom frem, dog mere nervøs.

”HOLD KÆFT, RONNIE!” Råbte Brian tilbage. ”OKAY, JEG SKYDER HENDE!”

”Sig farvel, lille mær!” Brians stemme rystede, men blev afløst af et højt ’BANG

Fra en Shotgun.

”ROOSE!” Råbte Albert højt og fik alle på rundelen til at kigge hen mod ham.

Kort efter braget udstødte Rose et halv kvalt skrig, som beviste at han ikke havde ramt hovedet.

”Årh, Brian, se alt det blod!” Man kunne nu hører Ronnies flabede grin.

”HELVED RONNIE, TAG PENGENE!” Råbte Brian forfulgt af et par hårdt trampende skridt

”Jaja.” Mumle Ronnie,

”Ej, Brian, hun havde sgu ret!” Ronnie hævede sin stemmen.

”Hva?” Svarede Brian, med en lidt ligegyldig stemme.

”HUN HAVDE SGU GANG I EN TELEFON SAMTALE!” Råbte Ronnie.

”FORHELVEDE, SMADR TELEFONEN OG SKYND DIG!” Svarede Brian, ”DEN LILLE SÆK, SKAL IKKE TRO, HUN ER SÅ KLOG MED SIT HVIDE HÅR!”

En høj kradsende lyd af en støvle, som trådte på Roses Telefon, blev efterfulgt af en lang bip tone som betød, at der var lagt på.

 

Vinduet i hospital vinduet, var åben på fuld gab, og en mild brise fik de hvide gardiner til at, blæse ind ad.

                      Det var cirka syv uger, siden det første mord var blevet begået, og siden Rose blev skudt.

Albert så på Rose. Hendes hår var bleget hvidt, men efter en lang tid i en Hospitals seng havde fået de lysebrune rødder til at kæmpe sig frem.

Rose havde været i koma i fem uger, og var blevet lam fra hofterne og ned for resten af sit liv.

”Jeg er virkelig ked af det, Albert,” Rose kiggede på Albert med et flovt blik.
Albert smilte lidt til hende.
”Det skal nok gå, Rose, vi skal nok finde ham.” Han lagde en hånd, på hendes skulder.
Inderst inde vidste Albert godt, at politiet var på bar bund. Der havde været tre mord

siden det første. Alle havde deres bug skåret op, to snit fra mundvig til øre, og havde et syvtal skåret ind i panden.

”Hvor mange mord er der egentlig blevet begået?” Rose så hen mod vinduet, som smækkede i.

”Seks, alle med den samme metode, ét vidne, forskellige steder, og alle unge kvinder,” svarede Albert, og rejste sig op for at åbne vinduet, igen.

”De havde et syv tal snittet ind i dem, ikke?” Rose fulgte Albert med et skarpt blik.
”Jo, det var et syv tal. Vi ser det bare som et Visitkort.” sagde Albert med en rynke i

panden. ”Hvorfor?” Han vente sig mod Rose, som lå i hospitalsengen.

”Et visitkort?” Hun udstødte et hånligt grin. ”Kan i virkelig ikke se det?” Hun lagde sine arme over kors, på en meget hånlig måde.

”I runddelen ved politigården, er der syv træer, alle ofrene har et syv tal i panden, og der er Seks lig.” Rose sendte Albert et blik, som næsten gjorde grin af ham. ”Det betyder at der vil være syv ofre” Rose stopper pludselig, ”Hvilken dag er det, i dag?”

Albert tøvede lidt og så sig omkring.
”Den 7-7, hvorfor?” spurgte Albert lidt forvirret,
”Hallo, Albert? Vågn nu op?! Den syvende, i syvende!” Rose vrissede opgivende.
”Det slutter i dag, Albert, morderen er afhængig af tallet syv!”
Albert stivnede fuldstændig og så med store øjne på hende.
”Rose. Har jeg nogensinde fortalt, hvor meget jeg elsker dig!” Sagde Albert og hoppede op.

                      Han skyndte hen for at give hende et venskabeligt kram.

”Jeg kommer til at savne at arbejde samme med dig, Albert,” svarede Rose, og klappede ham akavet på ryggen.

”Ahem… Du har en helveds masse ting at forklare, Albert Ingolf Olsen.” Lød en streng stemme, bag Albert og Rose. Albert rejste sig hurtigt op og vendte sig mod døråbningen.

Stemmen var kommet fra en tyk, svedig mand i politi uniform; Thomsen.

”Men du bliver nød til at forklare det på vejen, for der er begået endnu et mord.”

 Thomsen, så koldt på Albert, som var blevet helt bleg - blegere end han nogensinde havde været.

Albert kunne virkelig miste hans job af, at Thomsen vidste, at Rose og ham havde arbejdet sammen.

Hospitalets gange var længere, end da han kom. Albert kunne langsomt mærke spændingen og angsten stige i sig. Dette måtte være det sidste mord, ud af en serie. Men hvem kunne være så psykopatisk, at slå syv kvinder ihjel på sådan en brutal måde?

”Noget anderledes ved gernings stedet?” spurgte Albert forsigtigt for at bryde den iskolde stilhed.

”Kvinden var ikke blevet skåret op i ansigtet, men havde bogstavet X på venstre kind og Bogstavet M på højre kind, snittet ind.” Han holdt en pause og skubbede den tunge glas hospitals dør op. ”I stedet for et syv tal i panden, havde hun et snit som et kors.” Thomsen låste sin bil op, og satte sig ind ved rattet.

”Ellers andet mistænkeligt?” spurgte Albert og åbnede bildøren og satte sig ind i Thomsens bil.

Thomsen sukkede opgivende. ”I stedet for at hendes bug er blevet skåret op, er hele hendes krop dækket af mystiske symboler, som er blevet skåret ind” Thomsen holdt en pause og stoppede bilen for at stoppe i et lyskryds.

”Omringet af en cirkel af blod, de tekniske efterforskere mener, at det er blod fra en hjort,” fortsatte Thomsen.

Efter tyve minutters kørsel drejede Thomsen ind på græsrabatten foran Føtex på Lyngbyvej. Der var blevet slået et lille hvidt telt op, hvor liget var blevet taget ind. Et par betjente stod ved afspærrings-båndet for at holde folk væk fra gerningsstedet.

”Thomsen, vedrørende det med …” sagde Albert og steg ud af bilen.

”Ikke nu, knægt, senere,” afbrød Thomsen ham og steg selv ud.

En tung stank af blod hang i den varme aften luft.
Albert nikkede kort til Thomsen som svar og gik hen mod afspærringen. Han blev

nødt til at vise sit batch, for at få lov til at kravle under. Albert så rundt og lagde mærke til en bred, rød, cirkel, hvor liget tydeligt havde ligget. Han gik langsomt derhen, da titel melodien fra Star Wars pludselig brød stemningen.

Et par tekniske efterforskere så mærkeligt på Albert, imens de gik forbi.
”Undskyld!” mumlede han blot og tog sin telefon op af sin lomme.
 Han så hurtigt på skærmen, hvor der stod: ”Rose ringer”.
Albert havde inderst inde lyst til at afvise opkaldet, men trykkede alligevel på Svar.
”Ja, hallo, det er Albert I. Olsen?” sagde han med en professionel stemme.
”ALBERT! Er du på gerningsstedet?!” Albert var nød til at flytte telefonen for øret, da Rose nærmest skreg ned i røret.
”SCH, Rose!” snerrede han nervøst ned i telefonen. ”Ja, jeg er lige ankommet.”
Han sukkede, Rose skulle absolut ringe på det dårligste tidspunkt.
”Albert, jeg har opklaret det hele!” sagde Rose med en hurtig stemme. ”Eller, snarere det meste …”
”Rose? Hvad snakker du om?!” Alberts stemme blev pludselig dybt seriøs.
”Albert, hvad ved vi om tallet syv?!” sagde Rose med en gådefuld stemme.
”Rose!” svarede Albert hårdt.
”JESUS CHRIST! DE SYV DØDS SYNDER, tumpe!” vrissede Rose.
Albert stod i lidt tid og stirrede ud i luften. De syv døds synder, morderen

 måtte være mere psykopatisk end han troede. Men han måtte også være et geni, han måtte have planlagt dette fuldstændigt gennemgribende.

”Albert? Haaaallo, nogen hjemme?” Albert havde helt glemt samtalen med Rose.

”Ja, undskyld. Jeg bliver desværre nød til at løbe, Rose,” sagde han, med en lidt falsk stemme.

”Nej, Albert ve..!” Rose nåede dog ikke at fortsætte, før Albert havde lagt på.

Det sortnede langsomt for Alberts øjne, og han blev nød til at blinke et par gange. Kunne det virkelig passe? De syv døds synder? Morderens metode lignede nu mere noget satanistisk. Han rystede forvirret på hovedet og gik hen mod cirklen af blod.

Blodet så ikke friskt ud, men havde stadig en rød farve. Så mordet var blevet begået inde for de seneste firetyve timer.

Han tog forsigtigt sine gummihandsker, som han altid havde på sig, frem.
Albert havde aldrig haft brug for dem, men dette var det perfekte øjeblik. Han

kæmpede lidt med de stramme gummihandsker. Da han endelig fik sine handsker på, lod han sin behandskede pegefinger køre over blodet. Det smittede kun svagt af, og Albert rejste sig igen.

Albert var på vej over mod det hvide telt med liget, da en person greb fat i hans skulder.

”Albert I. Olsen?” Stemmen kom fra en ung kvinde, og Albert vendte sig om.
”Ja?” Han så spørgende på den rødhårede kvinde, som tydeligvis lige var blevet

betjent.

”Der er telefon til dem, sir,” sagde hun venligt og rakte telefonen mod ham.

”Øh, tak.” Han kiggede lidt mærkeligt på kvinden og tog så imod telefonen.

”Ja Hallo, det er Albert I. Olsen,” sagde han professionelt ned i telefonen.

Intet svar. Albert så lidt efter kvinden, som havde givet ham telefonen. Hvem var det, som ville snakke med ham?

”Hallo?” sagde han spørgende efterfulgt af en stilhed.
”Nyder du mit arbejde?” Det kom næsten som et chok, da den hæse, flabede stemme

kom fra telefonen.

Alberts krop spændte fuldstændig op, og han kastede et flakkende blik rundt. Hvilket

 arbejde? Hvem var det, han snakkede med?! Og hvad snakkede han overhovedet om?

”Undskyld, men hvem taler jeg med?” Albert rømmede sig hurtigt og rynkede sin pande.

”XM.” Manden holdte en dramatisk pause. ”Xenius Moon.”

Hans stemme var blevet mere skarp i det, som om han havde planlagt denne samtale.
Albert stod et øjeblik og tøvede. Bogstaverne X og M var blevet skåret ind i ligets kinder.

”Orh, kom nu, sig ikke, at du ikke kan regne det ud?” Xenius stemme lød mere flabet end før.

 Albert kunne lige forstille sig, hvordan ”Xenius Moon” stod og smilte smørret.
”Du er ...” Alberts stemme blev afbrudt, af Xenius.

”MORDEREN! DING, DING, DING! Og de millioner kroner går til Detektiv Olsen!”

Hans flabede stemme gjorde, at Albert fik lyst til at smide telefonen langt væk.

Albert var blevet gjort mundlam, af den kæphøje stemme.

”Sig mig, har nisserne taget din stemme, eh?”

”Du ved godt, at vi kan opspore din telefon?” Alberts stemme var blevet ophidset og lød hård.

Xenius brød ud i en hånlig latter. ”Tror du virkelig jeg er så dum? Jeg, som har slået syv personer ihjel med mine bare hænder, uden at i har fundet nogle finger aftryk!” Hans stemme knækkede, igen, over og han brød ud i sindssyg latter.

”Vi har dit navn, Moon, vi kan hurtigt finde dig igennem det.” Albert hvæsede nærmest ned i telefonen.

”Årh, Olsen, jeg vil med glæde følge med, når i kommer og henter mig.” Xenius’ stemme, var blevet mere normal. ”Og jeg må selv sige, I får en overraskelse.”

”Hvorfor det?” Albert knibte sine øjne sammen.

”Albert, Albert, Albert, lige siden den første dag, jeg så dig, vidste jeg, at du var dum.” Hans stemme samlede sig sammen, og blev hård og grusom.

”Ja, Albert, jeg var der. Jeg var på mordstedet. Du skulle have set dit ansigt.” Xenius snerrede nærmest.

Albert sank en klump og tog sig til panden.

”Du … Du var vidnet, ikke også?” Alberts stemme var begyndt at ryste.

”Bravo, du er måske ikke så dum, som jeg troede?” svarede Xenius hårdt.

Albert stod et øjeblik og hev efter vejret.

Den lille mand, som så så uskyldig ud.. Var morderen?

”Du ... Du er jo sindssyg?!” gispede Albert.

”HAH! Det siger de alle sammen.” Xenius holdte en pause, ”Uh, der ser man, ikke mere taletid. ’Al’, det var ”hyggeligt” at snakke med dig.”

”Nej, vent!” Albert hævede stemmen, med blev afbrudt af en lang bip tone.

Han kunne mærke vrede stige op i sit hoved og tyrede telefonen ned i græsset.

”FANDENS!” råbte Albert og tog en hånd for panden.

Albert bemærkede så, at de fleste betjente havde lyttet til samtalen.
”JEG VIL HAVE EN, TIL AT OPSPORE DEN ANDEN PERSONS TELEFON!”

råbte Albert så.

”OG FIND, HVAD I KAN, PÅ XENIUS MOON!”
De fleste betjente fór sammen og spurtede hen til deres politibiler.
”Okay, stands engang!” sagde Thomsen, højt. ”Hvem er denne Xenius Moon, eh?”
Albert så dumt, på Thomsen. ”Ham som har gjort alt det her,” svarede han bare, som

 om Thomsen burde vide det.

Thomsen nikkede som svar og råbte så: ”OKAY, FOLKENS, VI VED NU, HVEM MORDEREN ER!” Han holdt en pause og så på Albert. ”XENIUS MOON! Jeg gentager: XENIUS MOON ER MORDEREN! JEG VIL HAVE HAM BAG LÅS OG SLÅ, FORSTÅET?”

I det næste øjeblik var næsten alle politibilerne kørt afsted med sirener, mod politistationen.

To måneder senere sad Albert foran Thomsens skrivebord.

”Albert, du må forstå … Du har gået imod alle politiets regler.” Thomsen så alvorligt på Albert.

Alberts ansigt var ligblegt, og han sad og stirrede ned i det beskidte gulv. Han vidste godt, hvad der skulle ske. Han havde vidst det lige siden, Thomsen hørte Roses og hans samtale i hospitalet.

”I alle de år, du har arbejdet for mig … OS, har det ikke været dig, som har opklaret sagerne.” Thomsen lænede sig tilbage i sin store lænestol.

”Ej, hør nu.. Jeg fik da opklaret mordene!” sagde Albert fornærmet.

”Albert, Xenius Moon overgav sig selv.” Thomsen så irriteret på Albert. ”Han gik direkte ind på politistationen og overgav sig selv.”

Albert kiggede flovt ned.

”Albert, jeg bliver desværre nødt til at bede dig om at pakke dine ting sammen.” Thomsen sukkede lidt.

Albert nikkede forstående og rejste sig op.

”Hvis I får brug for mig … Ved I, hvor jeg er.” Alberts stemme knækkede næsten over, da han åbnede døren.

”Farvel, Albert” svarede Thomsen afvisende.
Albert gik direkte udenfor, hvor Rose skulle sidde og vente.

 

Ikke så langt for politi stationen sad en lidt splejset brunette i en kørestol. Hun så ikke op, da hun hørte Albert sige hendes navn. Hun sad bare helt stille og stirrede på rundkørslen med syv træer. Det var her det hele startede. Det første mord, ud af syv.

Hendes ansigt så følelsesløst ud, og hendes grønne øjne var blanke.

”Rose?” sagde Albert, og lagde sin hånd på hendes skulder.

Hun fór sammen og kiggede hurtigt op på Albert.

”Hvordan gik det?” spurgte hun nervøst, men hun vidste allerede svaret.

”Jeg fik sparket, Rose, det er forbi.” Albert holdt en pause og kiggede væk. ”Hele min karriere er væk, Rose. Jeg er arbejdsløs.” 

Rose sukkede lavt.

”Det er jeg virkelig ked af, Albert.”  Hendes øjne blev langsomt fyldt med tårer.
”Det er jeg virkelig, Albert.” Hun tørrede hurtigt tårerne væk for at skjule dem.

”Det gør ikke noget, Rose.” Sagde Albert lavt, og klemte Roses skulder venskabeligt.

Hans stemme blev dog overdøvet af en sirene, som gik i gang. Sikkert endnu en sprit bilist. Eller en undvegen fange? Xenius Moon?

De kiggede begge efter politibilen, som kørte afsted. Albert stående, og Rose siddende.